Super Bowl skæpper godt i tv-kæmpes kasse
Amerikanske 21st Century Fox, der står bag blandt andet filmproducenten 20th Century Fox og tv-kanalen Fox, kom flot ud af tredje kvartal af sit forskudte regnskabsår 2013/14.
Særligt verdens største sportsbegivenhed, Super Bowl, gav grund til at smile hele vejen til banken for den stenrige ejer, mediemogulen Rupert Murdoch. Hele 112,2 mio. seere så finalen i amerikansk fodbold mellem Seattle Seahawks og Denver Broncos på Fox.
Det er seerrekord og var stærkt medvirkende til, at 21st Century Fox leverede en justeret indtjening per aktie på 0,47 dollar i tredje kvartal mod ventet 0,35 dollar blandt analytikerne ifølge Bloomberg News.
Resultatet blev realiseret på baggrund af en omsætning på 8,22 mia. dollar mod ventet 8 mia. dollar.
- Fox resultater var imponerende, særligt fordi flere af dets konkurrenter har rapporteret svagere end ventet reklametrends i kvartalet. Super Bowl fortsætter med at være en seertals- og reklamekæmpe, siger Paul Sweeney, der er analytiker hos Bloomberg Industries, til Bloomberg News.
Aktien i 21st Century Fox steg med 2,7 pct. til 32,25 dollar i det amerikanske eftermarked.
/ritzau/FINANS
Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›