Genmab når milestone på USD 30 mio. i samarbejdet med Janssen om DARZALEX® (daratumumab)

Udgivet den 30-05-2016  |  kl. 16:56  |  

Selskabsmeddelelse

  • Genmab vil modtage milestonebetaling fra Janssen på USD 30 mio.
  • Milestone er udløst af det første kommercielle salg af DARZALEX i Europa

København, Danmark; 30. maj 2016 - Genmab A/S (Nasdaq Copenhagen: GEN) har i dag meddelt, at selskabet har nået en milestone på USD 30 mio. i samarbejdet med Janssen Biotech, Inc. (Janssen) om DARZALEX® (daratumumab). Milestonebetalingen er udløst af det første kommercielle salg af DARZALEX i Europa. For nylig tildelte Europa-Kommissionen en betinget markedsføringstilladelse for "first-in-class" CD38 immunterapien DARZALEX® (daratumumab) som monoterapi til behandling af voksne patienter med recidiverende og refraktær myelomatose, hvis tidligere behandling omfattede en proteasom-hæmmer (PI) og et immunmodulerende stof, og hvis sygdom er progredieret under den sidste behandling.

"Vi er fortsat imponeret over den høje hastighed, hvormed vores samarbejdspartner Janssen har kunnet udvikle og lancere DARZALEX i Europa," udtaler Jan van de Winkel, ph.d., Chief Executive Officer hos Genmab. 

Denne milestone var indeholdt i Genmabs tidligere udmeldte resultatforventninger til 2016.

Om DARZALEX® (daratumumab)
DARZALEX® (daratumumab) injektion til intravenøs infusion er godkendt i USA til behandling af patienter med myelomatose, som har gennemgået mindst tre tidligere behandlingsforløb, herunder en proteasom-hæmmer (PI) og et immunmodulerende stof, eller som er dobbelt-refraktære over for en PI og et immunmodulerende stof.1 DARZALEX er det første monoklonale antistof (mAb), der har opnået godkendelse fra de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) til behandling af myelomatose. DARZALEX er godkendt i Europa som monoterapi til behandling af voksne patienter med recidiverende og refraktær myelomatose, hvis tidligere behandling omfattede en PI og et immunmodulerende stof, og hvis sygdom er progredieret under den sidste behandling. For yderligere oplysninger henvises til www.DARZALEX.com.  

Daratumumab er et humant IgG1k monoklonalt antistof (mAb), som binder med høj affinitet til CD38-molekylet, som er overudtrykt på overfladen af myelomatoseceller. Stoffet menes at fremkalde hurtig tumorcelledød gennem programmeret celledød eller apoptose1,2 og adskillige immunmedierede virkningsmekanismer, herunder komplementafhængig cytotoksicitet,1,2 antistofafhængig cellulær fagocytose3,4 og antistofafhængig cellemedieret cytotoksicitet.1,2 Behandling med daratumumab resulterer desuden i en reduktion af immunsupprimerende myeloid-afledte suppressorceller (MDSC) og undergrupper af regulatoriske T-celler (Tregs) og B-celler (Bregs), som alle udtrykker CD38. Disse reduktioner i MDSC, Tregs og Bregs blev ledsaget af et stigende antal CD4+ og CD8+ T-celler både i det perifere blod og i knoglemarven.1

Daratumumab bliver udviklet af Janssen Biotech, Inc. i henhold til en global eksklusiv licens fra Genmab til udvikling, fremstilling og kommercialisering af daratumumab. Der pågår i øjeblikket fem kliniske fase III studier med daratumumab til førstelinjebehandling af myelomatose eller til behandling af recidiverende myelomatose, og der pågår eller planlægges yderligere studier for at vurdere daratumumabs potentiale i andre maligne og præmaligne sygdomme, hvor CD38 udtrykkes, herunder smoldering myelomatose, non-Hodgkin lymfom og en solid tumor indikation.  

Om Genmab
Genmab er et børsnoteret internationalt bioteknologisk selskab, som specialiserer sig i at skabe og udvikle differentierede antistoflægemidler til behandling af cancer. Selskabet er stiftet i 1999 og har i dag to godkendte antistoffer, Arzerra® (ofatumumab) til behandling af visse indikationer for kronisk lymfatisk leukæmi, og DARZALEX® (daratumumab) til behandling af myelomatose-patienter, som har fået adskillige tidligere behandlinger, eller som har dobbelt-refraktær myelomatose. Daratumumab er i klinisk udvikling til behandling af yderligere myelomatose-indikationer samt til behandling af Non-Hodgkin lymfom. Genmab har også en bred klinisk og præklinisk produktportefølje. Genmabs teknologibase består af validerede og egenudviklede næste-generations antistofteknologier - DuoBody® platformen til generering af bispecifikke antistoffer og HexaBody® platformen, som skaber antistoffer med forbedret effektorfunktion. Selskabet har til hensigt at gøre brug af disse teknologier til at skabe mulighed for enten fuldt eller fælles ejerskab til fremtidige produkter. Genmab samarbejder med førende farmaceutiske og bioteknologiske selskaber. For yderligere oplysninger henvises til www.genmab.com.

Kontakt:
Rachel Curtis Gravesen, Senior Vice President, Investor Relations & Communications
T: +45 33 44 77 20; M: +45 25 12 62 60; E: r.gravesen@genmab.com

Denne selskabsmeddelelse indeholder fremadrettede udsagn. Ord som "tror", "forventer", "regner med", "agter" og "har planer om" og lignende udtryk er fremadrettede udsagn. De faktiske resultater eller præstationer kan afvige væsentligt fra de fremtidige resultater eller præstationer, der direkte eller indirekte er kommet til udtryk i sådanne udsagn. De væsentlige faktorer, som kunne bevirke at vore faktiske resultater eller præstationer afviger væsentligt, inkluderer bl.a., risici forbundet med præklinisk og klinisk udvikling af produkter, usikkerheder omkring udfald af og gennemførelse af kliniske forsøg herunder uforudsete sikkerhedsspørgsmål, usikkerheder forbundet med produktfremstilling, manglende markedsaccept af vore produkter, manglende evne til at styre vækst, konkurrencesituationen vedrørende vort forretningsområde og vore markeder, manglende evne til at tiltrække og fastholde tilstrækkeligt kvalificerede medarbejdere, manglende adgang til at håndhæve eller beskytte vore patenter og immaterielle rettigheder, vort forhold til relaterede selskaber og personer, ændringer i og udvikling af teknologi, som kan overflødiggøre vore produkter samt andre faktorer. For yderligere oplysninger om disse risici henvises til afsnit vedrørende risiko i Genmabs seneste finansielle rapporter, som er tilgængelige på www.genmab.com.  Genmab påtager sig ingen forpligtigelser til at opdatere eller revidere fremadrettede udsagn i denne selskabsmeddelelse og bekræfter heller ikke sådanne udsagn i forbindelse med faktiske resultater, medmindre dette kræves i medfør af lov.

Genmab A/S og dets dattervirksomheder ejer følgende varemærker: Genmab®, det Y-formede Genmab logo®, Genmab i kombination med det Y-formede Genmab logo™, DuoBody logoet®, HexaBody logoet™, HuMax®, HuMax-CD20®, DuoBody®, HexaBody® og UniBody®. Arzerra® er et varemærke tilhørende Novartis AG eller dets associerede selskaber. DARZALEX® er et varemærke tilhørende Janssen Biotech, Inc.

1 DARZALEX produktresume, november 2015. 

2 De Weers, M, et al. Daratumumab, a Novel Therapeutic Human CD38 Monoclonal Antibody, Induces Killing of Multiple Myeloma and Other Hematological Tumors. The Journal of Immunology. 2011; 186: 1840-1848.

3 Overdijk, MB, et al. Antibody-mediated phagocytosis contributes to the anti-tumor activity of the therapeutic antibody daratumumab in lymphoma and multiple myeloma. MAbs. 2015; 7: 311-321.

4 Khagi, Y and  Mark, TM. Potential role of daratumumab in the treatment of multiple myeloma. Onco Targets Ther. 2014; 7: 1095-1100.

 

Selskabsmeddelelse nr. 26
CVR-nr. 2102 3884

Genmab A/S
Bredgade 34E
1260 København K
Danmark

Vedhæftede filer:

26 CA_Dara EU sales milestone_dk_300516.pdf

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder

17:04 Tirsdagens aktier: Bavarian fik på hatten efter skuffende prognose i positivt marked
17:00 Tirsdagens obligationer: Ro på rentemarkedet efter opblødning i handelskrig
15:52 Merck skaber investorpanik med stop for leverancer af kræftvaccine til Kina
15:44 USA/åbning: Wall Street åbner fladt efter udskudt handelskrig - Merck dog i markant drop
15:32 ECB's Villeroy ser sandsynlighed for flere rentenedsættelser
14:58 Nykredit får tilladelse til opkøb af Spar Nord fra Finanstilsynet
14:41 USA/tendens: Nervøse investorer holder øje med handelskrig inden store regnskaber
13:58 Nordnet om kundefavoritter: Novo og kvantecomputere stak ud i januar
13:26 Europa/middag: Solide regnskaber overskygger frygt for handelskrig
12:55 Merck & Co skuffer med prognosen - aktien falder 5 pct.
12:07 Obligationer/middag: Renten står i stampe inden jobvarsel
11:41 Aktier/middag: Bavarian sendt til tælling på "forsigtig" prognose i nervøst marked
11:22 DSV's topchef ser strategi sikre mindre volumentab ved Schenker-opkøb
11:14 Riksbanken-chef ser ledende rente som tilstrækkeligt lav for nu
10:53 Coloplasts topchef har koldt vand i blodet omkring mulig amerikansk told
10:45 Riksbanken-chef: Renten er formentlig sænket tilstrækkeligt nu
10:07 Bavarian Nordic arbejder for at undgå overraskelser efter aktiechok
10:05 Coloplast-topchef: Fornuftig start på året - kan med lidt held indhente det tabte i Urologi
09:29 Tyske Infineon overgår forventninger og stiger markant
09:24 Britisk alkoholproducent dropper langsigtede vækstforventninger efter ny toldkrig