Novo Nordisk taber milliarder i markedsværdi oven på regnskab
Oven på et kvartalsregnskab med en stribe nedjusteringer bliver der solgt ud i Novo Nordisk fredag morgen, hvis aktie falder med omkring 17 pct. til 231,80 kr. i de første handler.
Med baggrund i det øjeblikkelige kursfald har den danske medicinalgigant en markedsværdi på omtrent 591 mia. kr., hvilket er et fald på lidt mere end 120 mia. kr. sammenlignet med ved torsdagens markedslukning.
Det følger, efter at Novo Nordisk inden markedsåbning med regnskabet for tredje kvartal dæmpede sine forventninger til 2016 en anelse.
Samtidig levede de foreløbige 2017-forventninger ikke op til markedets forhåbninger, og derudover skærer Novo Nordisk halvdelen af sit langsigtede vækstmål for driftsresultat, så det nu hedder 5 pct. mod tidligere 10 pct.
- Novo signalerer med den nye langsigtede forventning, at man ser prispresset i USA fortsætte og også efter 2017, og det kan nok koste dyrt på aktiekursen i dag.
- Det kan godt være et rimeligt hårdt kursfald, der er i vente, sagde Michael Friis Jørgensen, der er chefanalytiker i Alm. Brand Markets, i en kommentar før markedsåbning.
På de overordnede linjer leverede Novo Nordisk imidlertid bedre end ventet i tredje kvartal, hvor omsætningen endte på 27,5 mia. kr. mod ventet 27,8 mia. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates. I tredje kvartal 2015 endte omsætningen på 26,8 mia. kr.
Driftsresultatet (EBIT) landede i dette års tredje kvartal på 12,4 mia. kr. mod ventet 12,2 mia. kr. blandt analytikerne og 12,0 mia. kr. i samme kvartal sidste år.
Bundlinjen gav i tredje kvartal et nettooverskud på 9803 mio. kr. mod analytikerforventningen 9513 mio. kr. og et resultat på 8383 mio. kr. i tredje kvartal sidste år.
Med udgangspunkt i fredagens foreløbige kursudvikling er Novo Nordisk-aktien år til dato faldet omkring 40 pct. En stor del af kursfaldet kan være afledt af investorernes bekymring i forhold til prispresset på det vigtige amerikanske marked.
/ritzau/FINANS
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1181
- næste ›