Så stor er prisforskellen på boliger i nabokommuner

Udgivet den 11-12-2016  |  kl. 06:00  |  

Villavej. Foto David Buchmann (Boligsiden.dk)

Selvom to kommuner ligger side om side, kan der være markante forskelle i kvadratmeterprisen. Det kan derfor godt betale sig at overveje, hvor vigtigt det er at bosætte sig i en specifik kommune, hvis du er på boligjagt.

Landets største prisforskel skal findes mellem Esbjerg og Tønder kommune. Rykker du en tand længere sydpå fra Esbjerg til Tønder, er der en forskel på hele 62 procent, hvis du er på jagt efter en villa. For en standardvilla på 140 kvadratmeter svarer det til 1,3 mio. kr. i besparelse.

Den anden- og tredjestørste gevinst finder du mellem Mariager Fjord kommune og de to omkringliggende kommuner, Vesthimmerlands og Rebild. Her er boligpriserne henholdsvis 56 og 52 procent lavere.

“Når man ser på en ny bolig, skal man overveje at udvide sit søgeområde med nabokommuner. Det kan give store besparelser, som skal holdes op mod nabokommunens skattesats, ændrede servicevilkår for daginstitutioner, skoler mm., siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Stor økonomisk besparelse
Det er særligt omkring landets større byer, der kan være penge at spare. Der kan således være en pæn økonomisk gevinst at hente ved at bo et stykke uden for byen. Arbejder du i Odense kommune, men vælger du at bosætte dig i Nordfyns kommune, er der en besparelse på hele 47 procent på den gennemsnitlige kvadratmeterpris.

Prisforskellen fra København til Tårnby er på 26 procent, mens der i det østjyske er en forskel på 44 procent eller 1,4 mio. kr., hvis du i stedet for at købe et 140 kvadratmeter stort hus i Aarhus vælger at bosætte dig i Odder kommune.

Gentofte er dyr
Boligpriserne er generelt høje i Nordsjælland sammenlignet med resten af landet, men der er alligevel markante forskelle kommunerne imellem i regionen.

Og bor du i Gentofte, er der store besparelser, sammenligner man med nabokommunen Gladsaxe. Her er faldet på hele 2,6 mio. kr. for en standardvilla på 140 kvadratmeter, mens det lyder på 19 procent fra Gentofte til Lyngby-Taarbæk. Fra Lyngby-Taarbæk til Furesø er der imidlertid en forskel på 33 procent.

Forskellen fra Rudersdal til Hørsholm er derimod minimal. Faldet til kommunen mod syd lyder på blot 155.000 kr. for en standardvilla på 140 kvadratmeter.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯