ALKs partner i Japan, Torii, indgår prisaftale for ny tablet mod japansk cedertræsallergi
ALK (ALKB:DC / OMX: ALK B / AKABY / AKBLF) har i dag meddelt, at selskabets partner i Japan, Torii Pharmaceutical Co., Ltd, har indgået en prisaftale med de japanske myndigheder for tabletvaccinen mod japansk cedertræsallergi. Tabletten, der markedsføres under navnet CEDARCURETM, er ligeledes blevet optaget på listen over tilskudsberettigede lægemidler i Japan.
Prisaftalen baner vejen for den forestående lancering af CEDARCURETM, som forventes at finde sted i løbet af de kommende måneder. ALK er berettiget til at modtage royaltybetalinger for salget af CEDARCURETM.
Jacob Glenting, Vice President, International Markets, siger: Tilføjelsen af CEDARCURETM til tabletporteføljen, der i forvejen tæller MITICURETM (ACARIZAX® i Europa), betyder, at Torii har klinisk dokumenterede produkter til behandling af Japans to mest almindelige luftvejsallergier, japansk cedertræ og husstøvmider. Lanceringen af CEDARCURETM betyder også, at ALK tager endnu et vigtigt skridt på vejen mod sin strategiske målsætning om at færdiggøre tabletporteføljen, så den dækker verdens mest almindelige luftvejsallergier og alle relevante aldersgrupper.
Japan er verdens næststørste marked for allergimedicin efter USA, og det skønnes, at en fjerdedel af den japanske befolkning lider af høfeber, og at ca. 70 % heraf specifikt lider af japansk cedertræsallergi. Japansk cedertræsallergi forekommer i alle aldersgrupper, men forskning viser, at allergien opstår tidligere end før.
CEDARCURETM er udviklet af Torii i samarbejde med ALK og er baseret på ALKs patentbeskyttede teknologi, som også danner grundlag for ALKs egne tabletvacciner. Torii modtog godkendelsen af CEDARCURETM til behandling af allergisk rhinitis forårsaget af japansk cedertræ i voksne og børn i september 2017. Det var den første tabletvaccine, der blev godkendt i Japan til behandling af både børn og voksne.
CEDARCURETM har mange fordele i forhold til Toriis eksisterende behandling af japansk cedertræsallergi, SLIT-dråbeproduktet CEDARTOLEN™, herunder bedre effekt, et enklere doseringsprogram, bedre opbevaringsmuligheder samt mulighed for at behandle børn. Tabletten forventes derfor at blive en vidt udbredt behandlingsmulighed.
ALKs partnerskab med Torii blev etableret i 2011 og dækker udvikling, registrering og kommercialisering af CEDARCURETM og MITICURETM samt andre, mindre produkter. Når tabletten er lanceret, er ALK i henhold til partnerskabsaftalen med Torii berettiget til at modtage royaltybetalinger for salget af CEDARCURETM.
Denne meddelelse ændrer ikke ALK forventninger til regnskabsåret 2018.
ALK-Abelló A/S
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 4574 7527, mobil 2261 2525
Presse: Jeppe Ilkjær, tlf. 7877 4532, mobil 3050 2014
Om ALK
ALK er en global, specialiseret medicinalvirksomhed med fokus på allergi og allergisk astma. Virksomheden markedsfører allergi-immunterapi og andre produkter og serviceydelser til mennesker med allergi og allergilæger. Virksomheden har hovedkvarter i Hørsholm, beskæftiger omkring 2.300 mennesker over hele verden og er noteret på Nasdaq Copenhagen. Find mere information på www.alk.net.
Om Torii Pharmaceutical Co., Ltd.
Torii Pharmaceutical Co., Ltd., (Torii) som blev grundlagt i 1921, fremstiller og distribuerer farmaceutiske produkter inden for fire terapeutiske hovedområder: nyresygdomme og hæmodialyse, hudsygdomme, hiv og allergi. Virksomheden, der har ca. 1,000 ansatte, har hovedkvarter i Tokyo og er noteret på Tokyo Stock Exchange (TSE:4551). Læs mere på www.torii.co.jp.
Vedhæftet fil
Vedhæftede filer:
PrisaftaleCedertablet_18Apr2018.pdf
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›