Danske Bank/whistleblower: Banken slukkede for alle alarmer
Der er mange skyldige i sagen om hvidvask for milliarder i Danske Banks estiske filial, men det er først og fremmest banken selv.
Sådan lyder det fra whistlebloweren Howard Wilkinson, der i 2013 og 2014 fire gange advarede om mistænkelige kunder i Estland.
Briten arbejdede syv år som chef for Danske Banks handelsafdeling i Baltikum og taler mandag under en høring i Folketinget, der belyser hvidvasksagen i Danske Bank.
Howard Wilkinson fremviser mailkorrespondance med ansatte i banken, der forsikrede ham om, der blev reageret på hans bekymringer. I dag mener han, at banken vildledte ham.
- Røgalarmen startede fire gange. Danske Bank ikke bare opdagede røgalarmen. De deaktiverede den helt bevidst, siger Howard Wilkinson med henvisning til de fire advarsler, han sendte til ledelsen.
- Når vi ser sagen i dag, kan man undre sig over, om de rent faktisk troede på det, der blev skrevet, eller om det bare var en række af løgne.
Howard Wilkinson er også kritisk over for, at Finanstilsynet ikke satte ind trods flere advarsler fra både det estiske finanstilsyn og den russiske centralbank.
Finanstilsynet har forsvaret sig med, at det er Estlands finanstilsyn, der har haft ansvaret for Danske Banks estiske afdeling.
Howard Wilkinson mener, at det er et teoretisk argument og peger på, at Finanstilsynet i 2016 kritiserede Danske Bank for bankens håndtering af hvidvask i Estland.
Derudover peger han på, at der også er en lang række andre banker, som har ansvar for hvidvasksagen.
Han fortæller, at mindst ti banker eller udenlandske filialer af banker var involveret i hvidvask fra Danske Banks estiske filial.
- Det vigtige at holde øje med i forhold til hvidvask er, at det foregår over grænser.
- Det er ikke kun Danske Bank, der er skyldige. Alle ti banker havde et ansvar, og de fejlede alle, siger han.
Howard Wilkinsons udtalelser under høringen er begrænset af, at han af Danske Bank ikke er fritaget for de klausuler, der knytter sig til loven om bankhemmeligheder. Dem kan banken ifølge loven ikke se bort fra.
Howard Wilkinson kan derfor ikke nævne navne på kunder eller samarbejdspartnere.
Han stoppede i Danske Banks estiske filial i 2014 og bor i dag i Storbritannien.
/ritzau/
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1181
- næste ›