Netanyahu vil annektere mere af Vestbredden

Udgivet den 10-09-2019  |  kl. 20:55  |  

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger, at han vil begynde at annektere dele af Jordandalen på Vestbredden, hvis han bliver genvalgt i næste uge.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og AP.

- Der er et sted, hvor vi kan indføre israelsk suverænitet umiddelbart efter valget, siger Netanyahu i en tale på israelsk tv.

Det vil gælde Jordandalen og den nordlige del af Det Døde Hav, tilføjer han.

Han gentager et løfte om at annektere alle jødiske bosættelser på Vestbredden, men siger, at det ikke kommer til at ske, før den kommende amerikanske fredsplan for Mellemøsten præsenteres.

Denne plan er "en historisk mulighed for at indføre israelsk suverænitet over bosættelser i Judæa og Samarra", siger Netanyahu med brug af de bibelske navne for den sydlige og nordlige del af Vestbredden.

Han tilføjer, at han vil vente, til planen præsenteres, inden han tager dette skridt. Men han siger ifølge det tyske nyhedsbureau dpa, at Israel kan annektere Jordandalen omgående.

Men Netanyahus valgløfte begraver enhver chance for fred mellem israelere og palæstinensere, lyder det fra palæstinensisk side.

- Han ødelægger ikke kun tostatsløsningen, han ødelægger alle chancer for fred, siger den højtstående palæstinensiske embedsmand Hanan Ashrawi til AFP.

Palæstinensernes chefforhandler, Saeb Erekat, kalder en annektering for "klart ulovlig".

Han opfordrer det internationale samfund til at "reagere nu for at forhindre Netanyahu og hans allierede i at begrave enhver resterende udsigt til fred".

I FN siger talsmand Stephane Dujarric, at ethvert forsøg fra israelsk side på at tage kontrollen over palæstinensisk land "vil være ødelæggende for muligheden for at genoplive forhandlingerne, den regionale fred og kernen i en tostatsløsning".

Den Arabiske Liga fordømmer også Netanyahus udsagn og kalder det "en alvorlig udvikling og en israelsk aggression".

Hvis Netanyahu gør alvor af sit valgløfte, vil det være "en israelsk erklæring om at afslutte fredsprocessen", lyder det fra Den Arabiske Liga.

Der er nyvalg i Israel om en uge, efter at det ikke lykkedes for Netanyahu at danne en ny regering efter valget i april.

Israel har tidligere understreget vigtigheden af Jordandalen, der løber på den østlige side af Vestbredden. Området er afgørende for Israels sikkerhed, har regeringen tidligere sagt.

/ritzau/

Redaktion

Seneste nyheder

17:52 Europa/lukning: Trumps toldvarsel gav trykket fredagsstemning
17:15 Fredagens obligationer: Marginale rentefald præget af Trumps toldvarsler og inflationstal
17:14 Fredagens aktier: Teknisk fremgang til Novonesis mens Trump lagde låg på stemningen
15:46 USA/åbning: Nvidia atter under pres i let rød start
15:40 Nye inflationstal baner vej for rentenedsættelse i ECB - kan ske allerede torsdag
15:03 Tørlastindeks fortsætter grøn stime med 12. dag med plus
14:25 USA/tendens: Inflationstal tager fokus inden ventet grøn start
13:24 Greenmobilitys strategiskifte gav pote i 2024: Mere vækst venter i 2025
13:09 Trump er ved at miste grebet om Wall Street: Investorer vil snart håbe på indgreb
13:05 Gubra-aktien ramt af mindre fokus på succesfuld kontraktforretning vurderer Kempen
12:59 Skakos finansdirektør takker af efter knap tre år
12:58 Europa/aktier: Trumps toldvarsel giver trykket fredagsstemning
12:19 Obligationer/middag: Små rentefald præget af Trumps toldtrusler
11:51 Aktier/middag: Småsur fredagstemning med teknisk fokus på Novonesis og Coloplast
11:40 Europæiske inflationstal til den lave side presser renterne lidt ned
11:35 Gubra sendes til tælling efter årsregnskab
10:53 GN nærmer sig laveste niveau siden 2023 på Trumps toldtrusler
09:23 Aktier/åbning: Mærsk går til bunds oven på de seneste toldtrusler fra Trump
09:17 Aarsleff-aktien falder 7 pct. efter regnskab: Indtjeningen skuffer analytikerne
08:53 Obligationer/åbning: Investorerne søger i ly for Trumps toldtrusler - renten falder