Onsdagens danske avisuddrag med åbningstale, milliardbøder og Silvan

Udgivet den 02-10-2019  |  kl. 07:14  |  

BØRSEN

S GIVER EKSTRA SYGDOMSREGNING TIL ARBEJDSGIVERE

I socialdemokratiets nye finanslovudspil skal arbejdsgivere selv betale udgifter til sygemeldte medarbejdere de første 40 dage mod de nuværende 30 dage, afslører Børsens kilder. Pengene skal gå til skattevæsenet. (Forside, side 16-17)

PENSIONSSEKTOR: MARKANT LAVERE AFKAST DE KOMMENDE ÅR

Forventningen til afkast på sikre stats- og realkreditobligationer sænkes fra 1 pct. årligt til 0,3 pct. årligt. Sådan lød det fra Rådet for Pensionsprognoser, som tirsdag fremlagde afkastforventninger. (Side 8)

SILVAN FYRER 60 DAGE GAMMEL TOPCHEF

Den kriseramte byggemarkedskæde Silvan fyrer nu tidligere topchef Morten Juel kun 60 dage efter hans tiltrædelse. Hele direktionen er blevet skiftet ud inden for bare lidt over et år. (Forside, side 10)

REGERINGENS STØTTEPARTIER REGNER MED FORSIGTIGHEDSPRINCIP

SF og Enhedslisten vil holde godt øje med, at Socialdemokratiet vil tage et "udvidet forsigtighedsprincip" i brug i det nye finanslovsudspil. Princippet går ud på, at man ikke må bruge de positive beskæftigelseseffekter til at finansiere nye politiske forslag. (Side 18)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

SYDBANK VIL IKKE LÅNE TIL ANDELSBOLIGKØB

Sydbank lukker i for lån til andelsboliger efter voldsomme prisstigninger i særligt København og Aarhus. Arbejdernes Landsbank sig dog stadig tryg i udlån til andelsboliger. (Forside, side 4)

MOMSSVINDEL KOBLES SAMMEN MED TERROR

Sagen om, hvorvidt tre mænd har medvirket til terror ved at købe droneudstyr i Danmark og sende det til Islamisk Stat i Syrien, kædes nu sammen med selskaber med forbindelse til det formodede momssvindelnetværk. (Side 6-7)

BANKER KAN SE FREM TIL MILLIARDKRAV

Banker kan se frem til nye milliardkrav, efter at Det Systemiske Risikoråd har rådet til, at bankerne lader sig polstre, før en eventuel krise indtræffer. (Side 8)

BANKRÅDGIVERE TRUES MED REPRESSALIER I HVIDVASKSAGER

Erhvervsministeriet vil ændre loven for bedre at beskytte bankrådgivere, der trues med vold af kunder i forbindelse med hvidvasksager. (Side 10-11)

BERLINGSKE BUSINESS

ERHVERVSIKON SAVNER VELVILJE OVER FOR ERHVERVSLIVET I ÅBNINGSTALE

Tidligere topchef i DSV Kurt Larsen bekymrer sig over statsministerens løfter om flere tilskud og overførselsindkomster. I hele talen var der næsten ikke noget om de virksomheder, som skal tjene pengene til velfærden, siger han. (Forside, side 4-5)

VIRKSOMHEDER FÅR RENTESMÆK SOM ALDRIG FØR

Danske virksomheder kommer i år til at betale 856 mio. kroner i negativ rente for at have deres penge stående i banken. Det skyldes rekordstore opsparinger og historisk lave renter. En direktør i et anlægsgartnerfirma flyttede sine penge og fandt en alternativ løsning. (Side 6-7)

MILLIARDBØDER FRA EU PRESSER BILPRODUCENTER

Allerede fra 2020 sænkes grænsen for den gennemsnitlige CO2-udledning fra nye køretøjer, lyder det fra rådgivningsgiganten KPMG, som vurderer, at bilproducenterne ikke kan nå at omstille sig hurtigt nok. Det kan betyde dyrere benzinbiler for forbrugerne fra nytår. (Forside, side 9)

/ritzau/FINANS

Nora Simone Emilia

Tags:  newspaper❯