USA/middag: Amerikansk toldindgreb får markedet til at vakle

Udgivet den 02-12-2019  |  kl. 18:26  |  

Efter en svag positiv åbning er det amerikanske aktiemarked skvattet sammen mandag middag. De toneangivende indeks ligger med de største minusser i omkring otte uger efter en serie svage amerikanske nøgletal og et toldindgreb fra USA rettet mod import af stål og aluminium fra Brasilien og Argentina.

- Bekymringerne drejer sig om, hvilken form for gengældelse landene muligvis vil komme med, for slet ikke at tale om risikoen for en eskalering af denne form for toldkrig, netop som man forsøger at løse én, siger Mark Luschine, chefstrateg hos Janney Montgomery Scott, til Reuters.

På USA's væsentligste flanke kom Kina mandag med række modsvar blandt andet rettet mod amerikanske ngo'er, efter at USA's præsident, Donald Trump, i sidste uge underskrev en lov, som støtter demonstranterne i Hongkong.

S&P 500-indekset, der ellers åbnede marginalt højere, falder ved middagstid med 0,7 pct. Nasdaq-indekset taber 1,1 pct., og Dow Jones-indekset bakker 0,7 pct.

Det følger efter fredagens fald på 0,4-0,5 pct. i de tre ledende indeks - på den forkortede handelsdag efter Thanksgiving.

STÆRKE TAL FRA KINA TRÆKKER OP

Stærke PMI-tal fra Kina løftede tidligt mandag stemningen, men kort efter de amerikanske børser åbnede faldt humørbarometeret igen, da ISM-tal for den amerikanske industrisektor skuffede fælt.

ISM-indekset, der er baseret på tilbagemeldinger fra indkøbschefer i fremstillingsvirksomheder, faldt til 48,1 november fra 48,3 måneden før. Ifølge Bloomberg News var konsensus blandt økonomerne en stigning til 49,2. Den neutrale værdi er 50, og indekset indikerer dermed aftagende aktivitet.

Til gengæld blev den uofficielle PMI-måling fra Markit, der også tager udgangspunkt i tilbagemeldinger fra indkøbscheferne, oprevideret til 52,6 i november fra tidligere 52,2, uden at det dog har formået at formilde investorerne.

OLIESELSKAB SKUFFER

Blandt de enkelte S&P 500-selskaber falder Apache, der gør sig inden for olieefterforskning, med hele 13 pct., efter at en undersøgelsesbrønd i et projekt i Surinam stadig ikke har vist tegn på olie.

Andre olieproducenter klarer sig til gengæld ganske godt.

Prisen for en tønde af den amerikanske referenceolie, WTI, til levering i januar næste år løftes mandag med 1,6 pct. til 56,04 dollar. Med til at smitte positivt af på oliesektoren er også nyheden om, at Irak har signaleret en produktionssænkning inden næste møde i Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec.

Exxon Mobil stiger med 0,8 pct. til 68,65 dollar.

På negativsiden er tobaksproducenten Philip Morris i rampelyset, efter at Citigroup har sænket sin anbefaling af den aktie til "neutral" fra "køb", skriver Bloomberg News.

Aktien falder med 0,7 pct. til 82,32 dollar.

Der er også pres på Roku, der laver forbrugerelektronik. Børshuset Morgan Stanley har skåret sin anbefaling til "undervægt", og det medvirker til at sende aktien ned med næsten 16 pct. til knap 135 dollar, rapporterer Reuters.

DETAILSEKTOREN PRESSES PÅ CYBER MONDAY

I detailsektoren er det en af årets travleste dage, døbt cyber monday, hvor nethandlen flyder med tilbud oven på black friday i sidste uge.

Ifølge Reuters ventes cyber monday at sætte rekord, efter at onlinehandlen under Thanksgiving og black friday nåede et salg på 11,6 mia. dollar.

Varehuskæden Walmart falder dog 0,6 pct., og Target ligger akkurat også i minus med 0,3 pct.

For Apple bød den tidlige handel på fremgang til det højeste niveau i omkring et år 268,25 dollar, men aktien er siden faldet tilbage og ligger ved middagstid 0,9 pct. lavere.

JPMorgan har mandag løftet sit kursmål for Apple en anelse med henvisning til, at Apple ventes at lancere fire nye iPhones i løbet af 2020, som kan bruge de nye 5G-netværk.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Danske og britiske selskaber i fokus på rød dag - Demant i bund
17:04 Onsdagens aktier: Bankerne og Pandora klarede frisag på dag inden regnskabsstorm
17:00 Onsdagens obligationer: Handlerne vågner op til melding fra Federal Reserve
16:39 Amerikanske råolielagre steg overraskende i sidste uge
16:03 Færre ledige stilliger på det amerikanske jobmarked i marts
15:47 Svitzer-topledelse køber aktier for samlet 2,9 mio. kr.
15:39 USA/åbning: Pfizer i optur på opjustering i blandet start på rentemødedag
15:36 Amerikansk apotekerkæde banker ned med 19 pct. efter nedjustering
15:06 Estee Lauder står til dyk efter forventning om lavere salg
14:34 Stærk amerikansk beskæftigelsesrapport i april - byggesten til fastholdt rente
13:45 Valuta: Dollar i stærkeste niveau siden november forud for rentemelding
13:28 USA/tendens: Pfizer i fokus efter opjustering på ellers afventende dag
13:04 Novos Ozempic og Rybelsus bliver mindre tilgængeligt i Danmark
12:58 Pfizer opjusterer indtjeningsforventningerne efter stærkt første kvartal
12:28 Spansk storbank klar med bud på rival - tilbyder præmie på 30 pct.
12:08 Europa/aktier: Sydbank i toppen af ferietynd handel - Novo synker mod bunden
11:47 Aktier/middag: Banker trækker op på stille og sur dag
11:41 Sydbank-topchef om Coop Bank: "Vi kigger på alt hvad der er på markedet"
11:23 Sydbank/CEO: Øvrige basisindtægter på øget udlån kompenserer for rentepres
10:10 Bitcoin rammer laveste niveau i to måneder