USA/T-bond: Tømmermændene meldte sig - renter faldt tilbage

Udgivet den 13-12-2019  |  kl. 22:13  |  

Fredag var dagen derpå i det amerikanske obligationsmarked, hvor renterne faldt substantielt efter et ordentligt hop op torsdag. Der kom noget ædruelighed ind i markedet i perspektivet på den kommende brexit, ligesom den indgåede delvise handelsaftale mellem Kina og USA skuffede.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med knap 8 basispoint til 1,82 pct. Det var samtidig 1 basispoint lavere, end da det danske obligationsmarked lukkede før weekenden.

I løbet af fredagen vekslede den tiårige rente mellem 1,81 og 1,95 pct. Siden sidste fredag er renten trods en stigning på 10 punkter torsdag faldet med 2 basispoint.

Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation faldt samtidig med 6 basispunkter til omtrent 1,61 pct., hvilket var et fald på 1 punkt fra forrige fredags rente i 1,62 pct.

- Renterne falder tilbage. De fik et ordentligt skub op torsdag på det her risk-on. Det kørte på de høje nagler. Pludselig var der ingen politisk risiko i hele verden. Verdensfred var brudt ud. Fredag kom fornuften så tilbage, og det er fair nok. Det var fint, men det var ikke godt nok, siger Lars Skovgaard Andersen, som er seniorstrateg i Danske Bank.

Fredagens rentefald blev forklaret med to årsager. Den indgåede handelsaftale mellem Kina og USA var ikke helt så god, som markedet havde ventet, da detaljerne kom frem, og USA's præsident lod forstå, at fase 2 i forhandlingerne næppe vil være bragt til ende før præsidentvalget i USA næste år. Altså ganske lange udsigter.

Samtidig begyndte investorerne at spekulere i, hvad der skal ske mellem Storbritannien og EU, nu da premierminister Boris Johnsons store valgsejr så godt som sikrer et brexit med udgangen af januar 2020. Detaljerne omkring det kommende samarbejdsforhold efter brexit er nemlig slet ikke forhandlet på plads. Og det skal ske inden udgangen af 2020.

Uanset usikkerhederne var det dog to gode nyheder for investorerne, som kan håbe på, at den politiske risiko på de to fronter nu vil blive reduceret. Og udsigten er derfor til let stigende renter det kommende år, vurderes det i Danske Bank.

- Kommer vi hen i et scenarie, hvor vi får mere ro på bagsmækken omkring politisk risiko, så skal vi kigge på økonomierne, og bare det, at centralbankerne begynder at tale om andet end minusrenter, kan skubbe markedsrenterne op. Vi har nok set en bund i renterne, og de vil køre svagt opad det kommende års tid, selv om vi er i et strukturelt lavrentemiljø, lyder overvejelsen fra Lars Skovgaard Andersen.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:44 Europa/aktier: Rockwool endte i toppen af let stigende Stoxx 600
17:05 Trump Medias revisor anklages for omfattende svindel af de amerikanske børsmyndigheder
17:04 Fredagens aktier: Positiv ugeafslutning efter jobtal, regnskaber og Rockwool-opjustering
17:02 Fredagens obligationer: Rentefald tiltog i styrke efter jobtal fra USA
16:15 Rockwool i stærk start på 2024: Estimaterne skal op, mener Jyske
15:32 USA/åbning: Jobtal giver ekstra vitaminboost til amerikanske aktier fra børsstarten fredag
14:57 Økonomer om amerikanske jobtal: Opbremsning er et skridt i den rigtige retning
14:54 Valuta: Dollar svækkes efter opbremsning i jobskabelsen i USA
14:37 C25 går lodret op og renter ned efter svage jobtal fra USA
14:35 Amerikansk rapport viser lavere jobskabelse og lønstigninger end ventet
14:00 USA/aktier: Apple står til stor gevinst fra start - jobtal er dagens joker
13:49 Rockwool opjusterer forventningerne til 2024 efter stærkt kvartal
13:17 Pandoras bestyrelsesformand sælger aktier for knap 5,7 mio. kr.
13:04 Ørsteds bestyrelsesformand købre aktier for knap en halv mio. kr.
13:01 Novo Nordisk og Mærsk stopper samarbejde med Copenhagen Pride
12:48 Europa/aktier: Danske selskaber i top og bund i stigende Stoxx 600
12:22 Obligationer/middag: Renterne er trukket lidt ned før jobtal fra USA
11:49 Danske Banks aktie presses ekstra af skuffelse over kommentarer om aktietilbagekøb
11:48 Aktier/middag: Danske Bank og Novo trækker C25 i rødt
10:49 ALK's topchef om optimeringsplan: Skal sikre råderum til investeringer og bedre bundlinje