Bavarian Nordic producerer yderligere ebolavacciner til Janssen

Udgivet den 12-06-2020  |  kl. 17:10  |  

KØBENHAVN, Danmark, 12. juni 2020 - Bavarian Nordic A/S (OMX: BAVA) meddelte i dag, at selskabet har indgået en ny leveringskontrakt med Janssen Vaccines & Prevention B.V., en del af Janssen Pharmaceutical Companies of Johnson & Johnson til en værdi af USD 13,9 mio.

I henhold til kontrakten vil Bavarian Nordic producere og levere bulkvaccine til selskabets MVA-BN® Filo vaccine, som Janssen har licenseret og som indgår i deres ebolavaccine.

Produktionen af vacciner vil blive påbegyndt i 2020, men levering og fakturering sker først i 2021 og således påvirker kontrakten ikke selskabets finansielle forventninger til 2020.

"Vi er glade for at fortsætte vores stærke samarbejde med Janssen," udtaler Paul Chaplin, administrerende direktør for Bavarian Nordic. "Ebola udgør fortsat en betydelig trussel mod den globale sundhed, og forsyningen af ​​vacciner til lokale borgere, sundhedsarbejdere og andre, der indsættes i risikoområder, er afgørende for at forhindre fremtidige udbrud."

Kontrakten bygger på Bavarian Nordics eksisterende samarbejde med Janssen, hvorunder Bavarian Nordic tidligere har produceret mere end 2 millioner doser MVA-BN Filo.

I maj 2020 afgav Det Europæiske Lægemiddelagenturs udvalg for humanmedicinske lægemidler (CHMP) en positiv udtalelse og anbefalede godkendelse af ebolavaccinen, der består af to komponenter, Ad26.ZEBOV, der gives først, og MVA-BN Filo, der gives ca. otte uger senere. Den endelige godkendelse afventer Europa-Kommissionens beslutning.

Om Bavarian Nordic
Bavarian Nordic er et fuldt integreret biotekselskab, der er fokuseret på udvikling, produktion og kommercialisering af livsvigtige vacciner. Vi er globalt førende inden for koppevacciner, og er mangeårig leverandør til det amerikanske strategiske nationale beredskabslager af en ikke-replikerende koppevaccine, som er godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder under navnet JYNNEOS®, også til beskyttelse mod abekopper. Vaccinen er desuden godkendt som koppevaccine i Europa under navnet IMVANEX® og i Canada under navnet IMVAMUNE®. Vores kommercielle produktportefølje består endvidere af to markedsledende vacciner: Rabipur®/RabAvert® mod rabies og Encepur® mod flåtbåren hjernebetændelse. Med udgangspunkt i vores virale vaccineplatform, MVA-BN®, har vi udviklet en bred portefølje af produktkandidater, der sigter mod at forbedre og beskytte liv ved at frigøre immunsystemets egne kræfter. Blandt andet har vi udviklet en ebolavaccine, der er licenseret til Janssen. For yderligere information besøg www.bavarian-nordic.com.

Udsagn om fremtiden
Denne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn, som er forbundet med risici, usikkerheder og andre faktorer, hvoraf mange er uden for vores kontrol. Dette kan medføre, at faktiske resultater afviger væsentligt fra de resultater, som er omhandlet i ovennævnte fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn omfatter udsagn vedrørende vores planer, mål, fremtidige begivenheder, præstation og/eller anden information, som ikke er historisk information. Alle fremadrettede udsagn skal udtrykkeligt vurderes i sammenhæng med de forbehold, der er taget eller henvist til i denne erklæring. Vi påtager os ingen forpligtelser til offentligt at opdatere eller revidere udsagn om fremtiden således, at disse afspejler efterfølgende begivenheder eller omstændigheder, undtagen i det omfang dette er foreskrevet ved lov.

Kontakt
Rolf Sass Sørensen, Vice President Investor Relations, Tlf. +45 61 77 47 43

Selskabsmeddelelse nr. 37 / 2020

 

Vedhæftet fil

2020-37-da

\Hugin

Udgivet af: NPinvestordk