Mærsk-aktierne brager op efter stærk kvartalsmelding

Udgivet den 17-06-2020  |  kl. 16:45  |  

A.P. Møller - Mærsk stiger yderligere efter betrykkende meldinger for andet kvartal, hvor koncernen venter et bedre resultat end i årets første tre måneder.

Ved 16.45-tiden ligger Mærsk B 6 pct. højere i 8104 kr. mod et kurs på 7742 kr., lige før nyheden blev offentliggjort.

For andet kvartal venter Mærsk et EBITDA (før restrukturerings- og integrationsomkostninger) på et "lidt højere niveau" end i første kvartal 2020, da resultatet lød på 1,5 mia. dollar.

- Efterspørgslen i containermarkedet i andet kvartal 2020 udvikler sig bedre end først antaget, skriver Mærsk i onsdagens meddelelse.

Selskabet venter derfor nu kun et volumenfald for kvartalet i omegnen 15 pct. til 18 pct. sammenlignet med den tidligere forventning for kvartalet om et fald på 20 til 25 pct.

- Da de globale økonomier fortsat er påvirket af Covid-19, med deraf følgende usikkerheder om forbedring i efterspørgslen i andet halvår 2020, er resultatforventningerne til hele året 2020 forsat suspenderet, skriver Mærsk endvidere.

Regnskabet for andet kvartal offentliggøres 19. august 2020.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯