Danske Bank: Solide fremskridt trods udfordrende vilkår. Resultat efter skat på 3,1 mia. kr. for 1.-3. kvartal 2020
Pressemeddelelse |
Holmens Kanal 2 - 12 1092 København K Telefon 45 14 14 00 4. november 2020 |
Danske Bank: Solide fremskridt trods udfordrende vilkår
Resultat efter skat på 3,1 mia. kr. for 1.-3. kvartal 2020
Administrerende direktør Chris Vogelzang udtaler i forbindelse med regnskabet:
"Trods udfordrende vilkår har vi gjort solide fremskridt på flere områder i årets første ni måneder, og vi har for nyligt kunnet opjustere vores forventninger til årets resultat. Den underliggende forretning er fortsat stabil, og der var god kundeaktivitet, hvilket resulterede i stabile indtægter drevet af de fleste af vores nordiske markeder samt de store erhvervskunder. Vi fortsatte med at støtte vores kunder under coronakrisen, og vores stærke kapitalgrundlag giver os et godt udgangspunkt for at fortsætte med at gøre det. Vi gjorde også fremskridt i relation til vores 2023-plan, der skal gøre os til en enklere, hurtigere og mere effektiv organisation til gavn for alle vores interessenter."
1.-3. kvartal 2020 mod 1.-3. kvartal 2019
Danske Bank opnåede i 1.-3. kvartal 2020 et resultat efter skat på 3,1 mia. kr., mod 10,0 mia. kr. for samme periode året før, som dog indeholdt en engangsindtægt på 1,3 mia. kr. fra salget af Danica Pension i Sverige i 2. kvartal 2019. Når der ses bort fra denne indtægt, var de samlede indtægter på niveau med samme periode sidste år. Resultatet faldt primært som følge af højere nedskrivninger i 1.-3. kvartal 2020.
Indtægter i alt på 31,4 mia. kr. (fald på 4 pct.)
Driftsomkostninger på 20,4 mia. kr. (stigning på 6 pct.)
Nedskrivninger på 6,3 mia. kr. (mod 0,8 mia. kr. i 1.-3. kvartal 2019)
Resultat efter skat på 3,1 mia. kr. (mod 10,0 mia. kr. i 1.-3. kvartal 2019)
Egenkapitalforrentning på 2,3 pct. (mod 8,5 pct. i 1.-3. kvartal 2019)
Solidt kapitalgrundlag med en solvensprocent på 23,3 pct. og en egentlig kernekapitalprocent på 18,2 pct.
De nordiske økonomier har klaret sig relativt godt
De nordiske økonomier har indtil videre klaret sig relativt godt gennem coronakrisen med en bedre end forventet udvikling på både bolig- og jobmarkedet, en forbedring af privatforbruget, få konkurser og en positiv effekt af de offentlige støtteordninger. Det betød, at kundeaktiviteten var god, hvilket førte til en stabil udvikling i vores indtægter. Det afspejler sig også i kreditkvaliteten, der fortsat generelt er stærk. Niveauet af nedskrivninger skyldtes primært vores rettidige håndtering af corona-pandemiens makroøkonomiske konsekvenser samt nedskrivninger i forbindelse med vores eksponering mod oliesektoren. Der er imidlertid fortsat begrænset klarhed om den globale makroøkonomiske situation, men Danske Bank har fortsat en forsigtig tilgang til risici samt et stærkt kapitalgrundlag og en stærk likviditetsposition, hvilket gør os i stand til at hjælpe kunderne, hvis og når behovet opstår.
"Nogle af de restriktioner, der blev indført i begyndelsen af pandemien, bliver nu indført igen, og der er fortsat stor usikkerhed. Vi er imidlertid godt rustet til at hjælpe vores kunder, som vi har gjort gennem hele perioden, med udgangspunkt i grundige analyser, relevante produkter, rettidige nedskrivninger og en evne til at arbejde effektivt og betjene vores kunder godt," siger Chris Vogelzang.
Stabile indtægter til trods for udfordrende markedsvilkår
Den underliggende forretning var stabil i de første ni måneder, og nettorenteindtægterne afspejlede de fortsatte fremskridt i vores forretning og steg lidt i forhold til niveauet i 1.-3. kvartal 2019 til trods for de udfordrende markedsvilkår. Det gode momentum i nettogebyrindtægterne og handelsindtægterne fortsatte til trods for en lavere konverteringsaktivitet og vanskelige vilkår på de finansielle markeder i begyndelsen af året.
"Der var et godt aktivitetsniveau i vores forretning i årets første ni måneder trods et generelt fald i den økonomiske aktivitet. Indtægterne drives fortsat af de store erhvervskunder og Banking Nordic, hvor udlånet er stabilt, og hvor der er god vækst som følge af vores partnerskabsaftaler. Samlet set er vores indtjening dog fortsat under pres," udtaler CFO Stephan Engels.
Effekt af omkostningsfokus
Vi ser en effekt af vores initiativer, der har til formål at reducere omkostningerne, der var lavere i 3. kvartal end i 2. kvartal. For årets første ni måneder som helhed var omkostningerne dog højere end i samme periode året før som følge af de planlagte omkostninger til den igangværende Bedre Bank-omstilling samt omkostninger til styrkelse af vores compliance-indsats og Estland-sagen. For at sikre tilstrækkelig fremdrift i forhold til at blive en mere effektiv bank vil vi som tidligere udmeldt gennemføre yderligere omkostningstiltag, og vi har for nylig annonceret nedlæggelsen af op mod 1.600 stillinger. Det er fortsat målet at nedbringe driftsomkostningerne til omkring 26 mia. kr. næste år.
"Eksekveringen af vores 2023-plan og vores fortsatte omstilling hen imod at blive en enklere og mere effektiv bank begynder at have den ønskede effekt på omkostningerne. Bankens omkostningsniveau er imidlertid væsentligt højere end hos mange af vores konkurrenter og skal bringes ned, hvis vi fortsat skal være en konkurrencedygtig bank til gavn for vores kunder og kunne tilbyde dem den bedste rådgivning og produkter i et marked, der er præget af intens konkurrence med lave marginer og omfattende strukturelle forandringer," siger Stephan Engels.
Lavere grænse for betaling af negativ rente
Indlånet stiger fortsat, og der er derfor behov for at tilpasse vores prissætning til det generelle niveau i markedet. Samtidig forventer vi, at det nuværende negative rentemiljø vil fortsætte i en længere periode, og derfor sænker vi pr. 1. januar 2021 grænsen for betaling af negativ rente på privatkundeindlån til 250.000 kr. for NemKonto-kunder i Danmark.
"Vi befinder os fortsat i den helt ekstraordinære situation, at de negative renter efterhånden har udviklet sig til at være af nærmest permanent karakter, og i hvert fald ser ud til at vare ved længere. Det er ikke holdbart, at situationen ikke afspejler sig i vores rentevilkår, og derfor sænker vi grænsen for, hvornår der skal betales negative renter af store indlån," siger Stephan Engels.
Udviklingen i forretningsenhederne
I 1.-3. kvartal 2020 lancerede Banking DK flere initiativer for at støtte kunderne under coronakrisen, og de er blevet godt modtaget. Banking DK gjorde fremskridt hen imod at blive en bedre bank og introducerede flere forretningsinitiativer, herunder et fastforrentet FlexLife® lån. Desuden blev der også annonceret et nyt setup for betjening af detailkunder og et nyt tilbud til velstående kunder, der begge implementeres i 2021. I relation til erhvervskunderne fortsatte arbejdet med at blive en stærk strategisk økonomisk rådgiver. Resultat før skat var dog påvirket af coronakrisen.
Banking Nordic fortsatte med at støtte kunderne under coronakrisen. Endvidere fortsatte Banking Nordic med at gøre fremskridt i forhold til Bedre Bank-omstillingen, senest med Better Nordic Retail Bank-initiativet, der skaber et stærkere og mere ensartet setup for betjeningen af detailkunder på tværs af de nordiske lande, kombineret med en hurtigere lancering af digitale tilbud. Til trods for den usikre situation globalt set oplevede Banking Nordic stor tilgang af detailkunder særligt i Sverige og Norge i 1.-3. kvartal 2020. I Norge blev væksten skabt på baggrund af vores partnerskabsaftaler, og i Sverige var der en stigning særligt i indlånet som følge af migreringen af HSB-partnerskabskunder. Resultat før skat var dog påvirket af coronakrisen.
I Corporates & Institutions steg de samlede indtægter med 25 pct. i 1.-3. kvartal som følge af høj kundeaktivitet og volatilitet i markedet. Stigningen var drevet af højere handelsindtægter, herunder positive værdireguleringer, og højere nettorenteindtægter som følge af, at vi stillede kreditfaciliteter til rådighed for kunderne i forbindelse med coronakrisen, samt en væsentligt større indlånsvolumen. Corporates & Institutions fortsatte med at hjælpe kunderne med transaktioner på ESG-området (miljø, sociale forhold og god selskabsledelse), dels ved at hjælpe de kunder, der har et bæredygtigt fokus med at rejse kapital på de primære kapitalmarkeder, dels ved at yde grønne lån. Resultat før skat var negativt påvirket af øgede nedskrivninger på engagementer med kunder i olie- og gassektoren og stigende omkostninger til compliance-relaterede aktiviteter og de planlagte omkostninger forbundet med vores Bedre Bank-omstilling.
I Wealth Management lancerede Danica Pension sin seneste investeringsløsning, Danica Balance Bæredygtigt Valg, som giver kunderne mulighed for at investere deres pensionsmidler endnu mere bæredygtigt. Endvidere lancerede Danske Invest en ny fond med navnet Danske Invest Global Sustainable Future. Denne fond investerer i selskaber, som fører an i den globale omstilling til øget bæredygtighed. Resultat før skat udgjorde 1,5 mia. kr. mod 1,7 mia. kr. i 1.-3. kvartal 2019, når der ses bort fra indtægten fra salget af Danica Pension Sverige i 2019 på 1,3 mia. kr.
Danske Bank i Nordirland opnåede i 1.-3. kvartal 2020 et resultat før skat på 136 mio. kr. mod 648 mio. kr. i samme periode sidste år. Resultatet afspejler øgede nedskrivninger, markant lavere renter i Storbritannien og en fortsat negativ påvirkning på kundeaktiviteten som følge af coronakrisen. I et marked med skarp konkurrence kvitterede kunderne for vores serviceniveau, idet vi målt på kundetilfredshed ligger nr. 1 på både privat- og erhvervskundeområdet.
Eksekvering af planen frem mod 2023
Vi gør fortsat fremskridt i forhold til at blive en bedre bank for alle vores interessenter. I 1.-3. kvartal 2020 igangsatte vi en omfattende agil omstilling af vores måde at arbejde på med henblik på at gøre os i stand til bedre og hurtigere at tilpasse os kundernes forventninger, sikre en bedre og mere digitaliseret kundeoplevelse samt nedbringe omkostningerne. Vi har også påbegyndt en betydelig forenkling af udbuddet af produkter og services i Banking Nordic for at ensarte porteføljen på tværs af Norge, Sverige og Finland, hvilket vil bidrage til at gøre det endnu nemmere at blive kunde hos Danske Bank og at klare de daglige bankforretninger hos os.
Disse initiativer vil blive understøttet af vores nye koncernstruktur, der, som vi kommunikerede tidligere på året, har til formål at skabe en mindre kompleks og mere konkurrencedygtig bank, samt af det nye Commercial Leadership Team, som skal drive vores kunderettede og kommercielle tiltag.
"Vores arbejde med at skabe en bedre bank bevæger sig støt fremad. Vi har styrket compliance-området yderligere, taget nye initiativer på samfundsansvars- og bæredygtighedsområdet og introduceret radikalt nye måder at arbejde på. De næste skridt vil bidrage til yderligere at nedbryde siloerne og dermed understøtte vores løbende arbejde med fundamentalt at ændre den måde, vi arbejder på - som er et af de væsentligste initiativer i Bedre Bank-planen. Kombinationen af en enklere organisation og en hurtigere forretningsudvikling vil gøre det muligt at bringe nye produkter og services hurtigere på markedet og opnå synergier på tværs af koncernen - alt sammen med det mål at blive en endnu mere konkurrencedygtig bank til gavn for vores kunder," siger Chris Vogelzang.
Forventninger til 2020
Som meddelt i selskabsmeddelelse af den 27. oktober 2020 har vi opjusteret forventningerne, idet vi nu forventer et resultat efter skat for 2020 på 4-4,5 mia. kr.
"Vi har opjusteret vores forventninger til årets resultat på baggrund af en generelt bedre udvikling på de finansielle markeder, fortsat gode fremskridt i den underliggende forretning og lavere omkostninger," siger Stephan Engels.
Forventningerne er forbundet med usikkerhed og afhænger af de makroøkonomiske forhold, herunder de offentlige støtteordninger.
Danske Bank
Kontaktperson: Pressechef Stefan Singh Kailay, telefon 45 14 14 00.
For yderligere information om Danske Banks regnskab henvises til danskebank.com/regnskab.
Vedhæftede filer
Danske Bank pressemeddelelse 4 november 2020 Danske Bank Interim report first nine months 2020
\Hugin
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›