Europa/lukning: Rødt Europa fortsat præget af nervøsitet for gældsloftet i USA

Udgivet den 30-05-2023  |  kl. 17:51  |  

Europa lukkede tirsdag i rødt med tilbagegang i 14 ud af 20 sektorer, mens markedet var afventende i forhold til aftalen om gældsloftet i USA.

- Det har givet lidt uro, at man ikke har kunnet nå til enighed i de seneste uger, og da det nærmede sig deadline, så tog den nervøsitet til. Nervøsiteten er formindsket i den her uge, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

Det brede europæiske indeks Stoxx 600 lukkede med en nedgang på 0,9 pct., hvor sektoren for bryggeri og tobak trykkede indekset med sit fald på 2,8 pct. Omvendt var fremgang i forsyningssektoren på 0,8 pct.

I toppen af indekset var spiludvikleren Embracer Group, der blandt andet ejer Tomb Raider- og Duke Nukem-franchiserne. Aktien steg 11,2 pct. fra at have været bundskraber i sidste uge, efter at selskabet nedjusterede sine forventninger efter et forlist samarbejde til en værdi af 2 mia. dollar.

Den franske bankkoncern Credit Agricole nåede aldrig op fra bunden efter udbetaling af udbytte tirsdag og endte med et fald på 9,8 pct.

Mere selskabsspecifikt blev norske Kahoot, der står bag en spilbaseret quizplatform, sendt i vejret på børsen i Oslo med en stigning på 7,9 pct. Det skete efter, at det kom frem, at Legos pengetank, Kirkbu Invest, har en større position i selskabet.

Kirkbi Invest ejer ifølge norske Finansavisen 13,12 mio. aktier i Kahoot, svarende til 2,66 pct. af aktiekapitalen.

.\\˙ MarketWire

Amalie Dinesen

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder