USA/lukning: Nvidia og store teknologiselskaber bag nyt Nasdaq-plus

Udgivet den 31-05-2023  |  kl. 06:32  |  

De store teknologiselskaber var igen med til at drive Nasdaq-indekset højere, hvor blandt andet AI-kæledæggen Nvidia var med til at trække for.

Samtidig faldt de amerikanske statsrenter på øget håb om, at Kongressen får en aftale i hus om gældsloftet og dermed undgår en teknisk betalingsstandsning.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks steg 0,4 pct., mens det brede S&P 500-indeks lukkede uændret og Dow Jones-indekset lukkede med fald på 0,2 pct.

Dermed fortsatte Nasdaq-indekset den positive tendens fra fredagens stigning på 2,2 pct. efter den forlængede weekend med Memorial Day mandag.

Onsdag morgen er stemningen dog vendt, og futures for de tre ledende indeks ligger svagt nede med fald på 0,1-0,3 pct.

NVIDIA FORTSATTE MED AT RIDE PÅ AI-BØLGEN

Chipgiganten Nvidia blev det niende selskab i verden, der har nået en markedsværdi på 1000 mia. dollar på baggrund af øgede forventninger til salg af mikrochips til kunstig intelligens, AI.

- Ja, AI har et stort potentiale, og det ser ud til at være den 'næste store ting', skriver Tom Essaye, en tidligere Merrill Lynch-handler, der grundlagde nyhedsbrevet The Sevens Report, ifølge Bloomberg News..

- Men jeg kan ikke se, hvordan det løfte kan opveje virkeligheden med højere renter og mere pres på økonomien, i hvert fald ikke for en længere periode, fortsætter Essaye.

Hvad der skal ske med det amerikanske gældsloft, er stadig det altoverskyggende tema. Den foreløbige aftale, der blev fundet henover weekenden, mangler at blive stemt igennem i Kongressens to kamre.

Investorernes optimisme over udsigterne for kunstig intelligens sendte tirsdag det amerikanske techselskab Nvidia op i første division, hvor markedsværdien en periode nåede over 1000 mia. dollar.

Tirsdag steg Nvidia 3,0 pct. til 401,11 dollar, og årets stigning nåede op på 180 pct. Aktien var i løbet af tirsdagen oppe i 419,36 dollar.

Dagens stigning kom i kølvandet af, at techgiganten har præsenteret flere produkter og services med kunstig intelligens (AI) ved messen Computex i Taiwan.

Sidste uge fremlagde Nvidia sin salgsprognose for andet kvartal, der var så meget bedre end ventet, at investorerne kvitterede ved torsdag at sende aktien i vejret med over 24 pct. Opturen fortsatte fredag med et plus på 2,5 pct.

Chipproducenten Broadcom havde også en fantastisk start på tirsdagen med en stigning på mere end 10 pct., men investorerne blev bange for om AI-vingerne kunne bære og aktien endte 1,2 pct. lavere efter stigninger torsdag og fredag på samlet set mere end 18 pct.

Blandt de største teknologiselskaber var der også fremgang på 1,1 pct. til Apple og 1,3 pct. til Amazon.

TESLA OG FORD VAR RULLENDE

Aktien i Tesla steg 4,1 pct. på nyheden om, at den administrerende direktør, Elon Musk, er ankommet til Beijing for at mødes med højtstående kinesiske embedsmænd og besøge fabrikken i Shanghai.

Musk ventes at mødes med kinesiske embedsmænd for at sikre, at der ikke sker nogen forstyrrelser på verdens største marked for elbiler.

Dertil har Ford Motor fået en løftet anbefaling til "køb" fra "hold" af Jefferies, og det modtog investorerne ved at sende aktien op 4,1 pct.

Modsat hang energiaktierne i bremsen med fald på 0,6 pct. til Chevron og 0,9 pct. til Exxon Mobil, der var presset af fald til olieprisen.

WTI-olieprisen faldt under 70 dollar per tønde som følge af bekymringer over, om Opec+ vil sænke produktionen på sit møde den 4. juni.

Medicinalselskabet Pfizer annoncerede tirsdag positive resultater med lægemiddelkandidaten Marstacimab til forebyggende behandling af blødersygdommene hæmofili A eller B.

Alligevel faldt aktien i Pfizer 1,6 pct., idet analytiker Umer Raffat fra Evercore ISI vurderer, at sikkerhedsprofilen fortsat er et ubesvaret spørgsmål.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:44 Europa/aktier: Rockwool endte i toppen af let stigende Stoxx 600
17:05 Trump Medias revisor anklages for omfattende svindel af de amerikanske børsmyndigheder
17:04 Fredagens aktier: Positiv ugeafslutning efter jobtal, regnskaber og Rockwool-opjustering
17:02 Fredagens obligationer: Rentefald tiltog i styrke efter jobtal fra USA
16:15 Rockwool i stærk start på 2024: Estimaterne skal op, mener Jyske
15:32 USA/åbning: Jobtal giver ekstra vitaminboost til amerikanske aktier fra børsstarten fredag
14:57 Økonomer om amerikanske jobtal: Opbremsning er et skridt i den rigtige retning
14:54 Valuta: Dollar svækkes efter opbremsning i jobskabelsen i USA
14:37 C25 går lodret op og renter ned efter svage jobtal fra USA
14:35 Amerikansk rapport viser lavere jobskabelse og lønstigninger end ventet
14:00 USA/aktier: Apple står til stor gevinst fra start - jobtal er dagens joker
13:49 Rockwool opjusterer forventningerne til 2024 efter stærkt kvartal
13:17 Pandoras bestyrelsesformand sælger aktier for knap 5,7 mio. kr.
13:04 Ørsteds bestyrelsesformand købre aktier for knap en halv mio. kr.
13:01 Novo Nordisk og Mærsk stopper samarbejde med Copenhagen Pride
12:48 Europa/aktier: Danske selskaber i top og bund i stigende Stoxx 600
12:22 Obligationer/middag: Renterne er trukket lidt ned før jobtal fra USA
11:49 Danske Banks aktie presses ekstra af skuffelse over kommentarer om aktietilbagekøb
11:48 Aktier/middag: Danske Bank og Novo trækker C25 i rødt
10:49 ALK's topchef om optimeringsplan: Skal sikre råderum til investeringer og bedre bundlinje