Fredagens aktier: Danske Bank lyser op i let grønt C25 efter prognoseløft

Udgivet den 27-10-2023  |  kl. 17:03  |  
Arkiv: Foto

Danske Bank var i hopla fredag, da et pænt regnskab for tredje kvartal og en løftet nede ende af prognosen for hele året gav aktien luft under vingerne.

Banken bidrog dermed til en overordnet positiv stemning, der byggede oven på fornuftige regnskaber fra Amazon og Intel, der skabte optimisme i USA torsdag aften.

Det betyder, at C25-indekset endte dagen med et beskedent plus på 0,2 pct. til 1595,23 efter en ellers svær start på ugen.

- Det har været en hård uge for det danske marked, men vi har lidt bedring fredag. Det hænger sammen med, at renten bevægede sig lidt ned torsdag og så fik vi nogle fine regnskaber i det amerikanske eftermarked, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

I eftermiddagstimerne landede desuden PCE-kerneprisdeflatoren, der er blandt den amerikanske centralbanks vigtigste inflations-indikatorer. Den viste en stigningstakt på 3,7 pct. på årsbasis i september.

Økonomerne havde ifølge Bloomberg News estimeret en fremgang på netop 3,7 pct. på årsbasis, og dermed er den let aftagende fra en kerneinflationsindikator fra 3,8 pct. på årsbasis, viser et revideret tal.

DANSKE BANK TJENER 300 MIO KR MERE END VENTET

Helt i toppen af C25 endte Danske Bank med en kursgevinst på 6,5 pct. til 161,85 kr.

Banken kom ud af tredje kvartal med et overskud efter skat på 5,3 mia. kr., eller omkring 300 mio. kr. mere end ventet blandt analytikere.

- Det er et regnskab, som ser fint ud på alle de poster, der betyder noget. Derfor er det helt fair med den her stigning til aktien på 6-7 pct., siger Martin Munk.

Nettorente- og gebyrindtægterne overraskede begge positivt. Danske Bank hæver desuden bunden af forventningerne til overskuddet i 2023 til et overskud på 19,5-20,5 mia. kr. mod før 18,5-20,5 mia. kr.

Dermed ligger midtpunktet tæt op ad analytikernes estimat inden regnskabet på 19,9 mia. kr.

NOVOZYMES STRYGER OVER 300

Novozymes, der torsdag præsenterede et solidt regnskab for tredje kvartal, har fået skåret en bid af kursmålet hos BNP Paribas Exane.

Det franske finanshus sætter målet til 303 kr. mod hidtil 322 kr. og anbefalingen er fortsat i negativt terræn på "underperform".

Novozymes, der steg 8 pct. torsdag, steg yderligere 2,3 pct. til 306,90 kr.

ØRSTED I COMEBACK

For Ørsted bød fredagen på et lille comeback, da aktien steg 5,7 pct. til 343,30 kr. efter torsdagens fald på 2,3 pct. - og nogle generelt svære måneder.

Ørsted kan ifølge Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, muligvis blive ramt af Siemens Energys økonomiske kvaler og kvalitetsproblemer, der kom til frit skue torsdag. Ørsted har historisk bestilt en del møller hos Siemens, og det kan føje en ekstra usikkerhedsfaktor til det danske energiselskab, der i forvejen er inde i en urolig periode efter store nedskrivninger.

Ørsted har desuden fået skåret kursmålet til 375 kr. fra 524 kr. hos den svenske investeringsbank Carnegie, mens den neutrale anbefaling "hold" gentages.

I bunden af indekset faldt branchefællen Vestas med 4,2 pct. til 153,16 kr. efter et plus på over 8 pct. torsdag, hvor aktien fik medvind fra problemer hos konkurrenten.

- Det var måske også et løft til den gode side, og det er derfor vi ser, at den falder nu, konstaterer Martin Munk.

FLS I BUND

Imens kunne FLSmidth-investorerne skæve til regnskaber fra branchefæller som Komatsu, Metso og Epiroc.

Finske Metsos regnskab levede ikke op til indtjeningsforventningerne blandt analytikere ifølge Bloomberg News. Det justerede driftsoverskud, EBITA, landede på 213 mio. euro mod anslået 234,2 mio. euro.

FLS-aktien faldt 3,9 pct. til 260,20 kr.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:52 Europa/lukning: Bilsektoren fik skrammer efter nedjustering fra Mercedes-Benz
17:16 Chemometec byder på belgisk selskab: Har tre uger til gennemsyn og endelig beslutning
17:08 Fredagens obligationer: Ugen bød på rentehop trods stor rentenedsættelse i USA
17:07 Fredagens aktier: Novo trynet oven på lunkne vægttabsdata - NNIT nævnt som opkøbsmål
17:03 Coloplast-formand sælger aktier for 178 mio. kr.
16:38 Novo-analytiker kalder kursfald "betydelig overreaktion"
16:09 Novos resultater med vægttabshåb er OK men ikke prangende - aktien falder
16:08 Novo præsenterer resultater med vægttabshåb: Skal arbejde mere med optimal dosis
16:02 Forbrugertilliden i eurozonen er mindre negativ
15:44 Novos resultater med vægttabshåb er OK men ikke prangende - aktien falder
15:36 USA/åbning: Fedex styrtdykker og Trump Media presses ned på rød fredag i USA
15:05 Novo-aktie dykker efter nye data for tablet
15:04 Novo præsenterer resultater med vægttabshåb: Skal arbejde mere med optimal dosis
14:31 USA/tendens: Nedtur i sigte - Fedex styrtdykker og pres på Trump Media
14:27 Trump Media på vej mod endnu en bundrekord
13:35 USA's centralbank risikerer at blive brugt politisk efter rentenedsættelse før valg
13:06 Europa/aktier: Nedjustering fra Mercedes-Benz tynger bilsektoren
13:04 Nordea er igen ramt af tekniske problemer: Kunder kan ikke komme på netbank
12:23 General Motors tilbagekalder over 449.000 biler efter fejl med bremsevæskeindikator
12:08 Obligationer/middag: Renten på vej til lille hop over ugen efter renteafgørelse i USA