Obligationer/middag: Højere rente efter inflationstal og erhvervstillid

Udgivet den 04-01-2024  |  kl. 12:06  |  

Et rentefald på 5 basispoint i torsdagens indledende obligationshandel er hen over formiddagen mere end udlignet.

Torsdag middag ligger renten på den tiårige danske statsobligation i 2,29 pct. eller 3 basispoint højere end lukkeniveauet onsdag eftermiddag efter offentliggørelse af inflationstal for december fra Frankrig og fra Tysklands folkerigeste delstat, Nordrhein-Westfalen.

De viste, at inflationen i Frankrig i december var på 3,7 pct. mod 3,5 pct. måneden før. Stigningen var som ventet ifølge Bloomberg News.

I Nordrhein-Westfalen er inflationen i december beregnet til 3,5 pct. mod 3,0 pct. måneden før.

Senere torsdag eftermiddag kommer tal for den samlede tyske inflation, som ifølge Bloomberg News ventes at stige til 3,7 pct. i december fra 3,2 pct. i november.

I forhold til måneden før ventes priserne for det samlede Tyskland at være steget 0,2 pct. efter et fald på 0,4 pct. måneden før.

Fra Frankrig og Tyskland er der derudover kommet opdaterede data for aktiviteten i servicesektoren, som været bedre end først antaget i december. Det viste de endelige PMI-erhvervstillidsopgørelser for de to lande torsdag formiddag.

For Frankrig løftes PMI-opgørelsen for landets servicesektor til 45,7 fra 44,3 i den foreløbige opgørelse, mens den for Tyskland løftes til 49,3 fra 48,4 i den foreløbige opgørelse.

Bag sig har handlerne også referatet fra seneste møde i den amerikanske centralbank Federal Reserves renteudvalg. Ifølge referatet, som blev offentliggjort onsdag aften, vurderede cheferne i centralbanken, at renten var "ved eller nær" sin top, men også at den kan blive holdt i det nuværende restriktive niveau i "nogen tid", inden den vil blive sat ned i 2024.

Samtidig var der enighed om, at det ville være "passende" at holde renten restriktiv i "nogen tid, indtil inflationen tydeligt bevæger sig vedvarende nedad mod komiteens mål". Ledelsen i Federal Reserve noterede sig dog "tydeligt" fremskridt i den forbindelse.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯