Mandagens aktier: Pandora og Zealand fik optur mens Mærsk blev sendt ned efter rygter

Udgivet den 08-01-2024  |  kl. 17:06  |  
Arkiv: Foto

Pandora og Zealand Pharma endte som vinderne i det danske C25-indeks mandag, hvor A.P. Møller-Mærsk omvendt blev bundprop efter medieforlydender.

Det danske smykkeselskabs optur var ventet oven på stærke foreløbige tal for fjerde kvartal fremlagt søndag aften, mens Zealand Pharma fik medvind, mens selskabet er på charmeoffensiv i USA.

Samlet faldt C25-indekset 0,1 pct. til 1846,44 efter flere udsving.

Et indledende plus blev vekslet til minus, da optimismen begyndte at sive. Hertil kunne flere nøgletal og nyt om selskaberne præge udviklingen over dagen, før det for alvor går løs sidst på ugen.

- Fredag starter aktiesæsonen for alvor, når der kommer regnskaber fra flere af de amerikanske storbanker, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver hos Jyske Bank, til MarketWire.

PANDORA MED STÆRKE FORELØBIGE TAL

Pandora endte i toppen af eliteindekset, efter at smykkeproducenten søndag kom med foreløbige regnskabstal for det afsluttende kvartal.

Tallene var bedre end ventet af analytikerne, men ikke så meget, at det ændrer synderligt ved estimaterne, vurderer Janne Vincent Kjær, der er aktieanalytiker hos Jyske Bank.

De endelige tal og detaljer - heriblandt prognosen for 2024 - kommer 7. februar.

Ikke desto mindre endte aktien 3,5 pct. højere i 979,80 kr., hvilket er rekord.

Flere finanshuse har i dagens løb desuden finjusteret kursmålet for aktien, hvor Morgan Stanley har løftet markant til 960 kr. fra 750 kr. Anbefalingen er dog fortsat "ligevægt".

Zealand Pharma-aktien slog rekord mandag i 390,40 kr. efter et plus på 5,8 pct.

Det skete, efter at biotekselskabets topchef, Adam Steensberg, mandag blev citeret for, at en stor del af verdens svært overvægtige om 50 år vil bruge medicin mod fedme.

Steensbergs vurdering faldt over for Bloomberg News i forbindelse med en investorkonference i San Francisco arrangeret af den amerikanske storbank JPMorgan, mens børshuset Goldman Sachs stod bag et lignende arrangement ugen forinden.

ØRSTED OG NKT MED I TOP

Med i toppen endte også Ørsted og NKT efter løftede kursmål.

Ørsted-aktien steg 2,9 pct. til 386 kr. efter at have fået løftet sit kursmål hos Goldman Sachs til 455 kr. fra 410 kr. Anbefalingen er fortsat "køb", viser data fra Bloomberg.

Børshuset BNP Paribas løftede desuden sit kursmål for aktien til 340 kr. mod tidligere 310 kr. Anbefalingen er fortsat "neutral"

Kabelproducenten NKT fik hævet kursmålet til 570 kr. fra 520 kr. hos investeringsbanken Carnegie. Anbefalingen er fortsat "køb" ifølge data fra Bloomberg News.

Aktien steg 2,1 pct. til 451,20 kr.

NORDEA OG MÆRSK I BUND

I bunden endte A.P. Møller-Mærsk, der så aktien falde 5,7 pct. til 13.185 kr.

Tidligere på dagen var aktien nede med 8,4 pct. efter at mediet ShippingWatch skrev, at unavngivne rederier havde indgået en aftale med Houthi-bevægelsen, der den seneste tid har angrebet skibe i Det Røde Hav.

Over for MarketWire afviste Mærsk, at rederiet skulle være en del af sådan en aftale.

- Selvfølgelig laver vi ikke sådan en aftale, lød det fra Mærsk.

Med i bunden var også Nordea, der var omtalt i mandagens udgave af Berlingske.

Finanstilsynet fandt så mange brud på hvidvaskloven, at tilsynet fandt det åbenlyst, at Nordea Danmark kan være blevet misbrugt til hvidvaskning eller finansiering af terror, viser fortroligt materiale fra Finanstilsynets inspektioner i 2015 og 2016. Det skriver Berlingske mandag. Dansk politi har foreløbig efterforsket banken i syv år uden resultat.

Aktien faldt 2,3 pct. til 85,57 kr.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:43 Europa/lukning: Minekoncern steg efter analytikerros i positivt marked
17:03 Fredagens aktier: Mærsk i fremgang sikrede grønt C25 - Penneo steg over 100 pct.
17:01 Fredagens obligationer: Nyt om inflationen i Europa sendte renten ned
15:45 USA/åbning: Små plusser holder liv i største månedsplus siden februar
15:39 ECB's Villeroy: Rentenedsættelser bør fortsætte
14:23 NTG køber aktiviteterne i Thortrans under rekonstruktion
14:06 Tørlastindekset Baltic Dry falder med 4,6 pct.
13:44 USA/tendens: God stemning på halv handelsdag - største månedsplus siden februar i sigte
13:00 Pandora ser stærk slutspurt fra black friday og julesalg: Skal hente 11 mia. kr. for at nå mål
12:57 Europa/aktier: Udsigt til månedsplus trods let mismod - Direct Line fortsætter optur
12:54 Novo nærmer sig vigtige fedmedata: Britisk storbank spår knald eller fald
12:31 Cheføkonom: Dagens europæiske inflationstal taler for en stor rentenedsættelse
12:21 Tidligere Mærsk-topchef skal få Danish Crown ud af krisen
12:21 Carlsberg har afsluttet køb til 5,3 mia. kr. i Asien
11:52 Obligationer/middag: Renten fortsætter i lavere gear efter inflationsnyt
11:41 Aktier/middag: Rockwool tynget af analyser i lysegrønt C25 - Penneo fordobles efter bud
11:06 Kerneinflationen i eurozonen holder kadencen i november
09:31 Rockwool får sænket kursmål af Jyske Bank efter regnskab
09:14 Aktier/åbning: Penneo fordobles i værdi efter købstilbud fra Visma
09:04 Penneo skyder op ved åbning: Kurs fordobles efter købstilbud