Fredagens aktier: Coloplast-optur og fire rekorder i stigende C25

Udgivet den 09-02-2024  |  kl. 17:05  |  
Arkiv: Foto

Det blev en god afslutning på ugen for det danske aktiemarked fredag, hvor Coloplast blev den helt store vinder blandt eliteaktierne efter medicoselskabets regnskab.

Dagen bød også på hele fire kursrekorder i C25-indekset, som trods en ligelig fordeling mellem stigende og faldende aktier endte 1,0 pct. højere i 1887,20.

Det samlede resultat for ugen blev en stigning i C25-indekset på 1,9 pct. efter plusser alle ugens dage bortset fra torsdag.

Fredag var der stigninger i 12 af de 24 aktier i C25, men én aktie skilte sig ud - nemlig Coloplast med en stigning på hele 9,7 pct. til 891. Det var den største stigning i aktien siden januar 2010.

Stigningen kom efter et regnskab for første kvartal af regnskabsåret 2023/24, som udmærkede sig med en stærkere organisk vækst og en større driftsindtjening end ventet.

- Aktien bliver ekstraordinært belønnet, men der er også nogle gode takter. Coloplast-aktien har været lidt presset kursmæssigt, så jeg tror også, at der er lidt lettelse i tallene, siger Lars Hytting, chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning, til MarketWire.

HØJERE MARGIN END VENTET HOS COLOPLAST

Coloplast kunne for kvartalet fremvise en organisk vækst på 8 pct. og en driftsmargin, EBIT, før særlige poster på 28 pct., hvor analytikerne havde regnet med 26,8 pct. Selskabet fastholder prognosen for hele året om en organisk vækst på 8 pct. og en margin på 27-28 pct.

Investorerne fortsatte desuden med at købe op i Novo Nordisk, NKT, Pandora og Zealand Pharma, som alle endte i rekordkurs.

Novo fik hævet kursmålet hos amerikanske JPMorgan til 950 kr. fra 850 kr., og aktien steg 1,9 pct. til 929,30 kr. Pandora endte 0,7 pct. højere i 1085,75 kr. og er i 2024 dermed allerede steget 16 pct. Fredag fik smykkeselskabet løftet kursmålet til 1350 kr. fra 1200 kr. hos investeringsbanken Carnegie.

Der var også kursrekord til NKT efter en stigning på 1,3 pct. til 495,80 kr. forud for kabelselskabets regnskab for 2023 senere på måneden, og Zealand Pharma bragede i vejret med 4,3 pct. til 497,60 kr.

Det var samtidig fortsat god stemning om GN-aktien, som torsdag præsenterede blandede tal for fjerde kvartal, men udmærkede sig med stærkere pengestrømme end ventet og en prognose for 2024, som var inden for skiven i forhold til analytikernes forventninger.

- GN kører godt efter tallene, som jeg synes så fornuftige ud. Der er en del af risikoen i "casen", der bliver taget ud, siger Lars Hytting, som her tænker særligt på gældsproblematikken, som selskabet har fået adresseret.

- Gælden er ligesom et overstået kapitel, og det skal ikke være det, man sabler GN på - det skulle mere være hele det makroøkonomiske billede og at det ikke går supergodt i Audio fortsat. Men jeg synes, at der er tegn på, at det har bundet ud, og at det ser mere fornuftigt ud fremadrettet, tilføjer han.

GN-aktien endte 2,9 pct. højere i 179,55 kr. efter stigningen torsdag på 6,3 pct. efter regnskabet.

MÆRSK-AKTIERNE SVINGEDE FREM OG TILBAGE

Mærsk-aktierne krydsede mange gange i løbet af dagen mellem plus og minus efter torsdagens kursmassakre på næsten 15 pct., men det endte med et beskedent fald for B-aktien på 0,6 pct. til 10.905 kr.

Faldet torsdag var udløst af regnskabet for 2023 og ikke mindst en skuffende prognose for 2024, hvor investorerne efter problemerne i Det Røde Hav havde håbet på mere medvind fra fragtraterne.

- Det er op ad bakke - det er dystert, hvilket kursudviklingen torsdag også vidner om. Det er en ordentlig lussing at miste i underkanten af 15 pct. på en dag, men jeg synes også, at man skulle lede længe efter at finde noget positivt.

- Alle dem, der havde regnet med, at det kom noget opgang på grund af uroen i Det Røde Hav med stigende rater og så videre - hele den case er død, bekræftet ud fra selskabets egne forventninger til året - det er ikke det, der redder festen, siger Lars Hytting.

Blandt sidepapirerne faldt DFDS 2,7 pct. til 220,60 kr. efter et regnskab for fjerde kvartal, hvor driftsindtjeningen skuffer en anelse.

Modsat steg Green Hydrogen Systems 13,0 pct. til 5,24 kr., efter at selskabet torsdag aften opjusterede sine forventninger til omsætningen i 2024 efter en ordre på ni elektrolyseanlæg.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯