Aktier/åbning: Unibrew sendt ned efter "skuffende" mål
Royal Unibrew falder fra åbningen, efter at bryggeriet onsdag aften fremlagde regnskab og nye målsætninger for 2024 og frem.
Prognoserne er dog ifølge Jyske Bank "skuffende", og det er med til at sende aktien til bunds i C25.
Det generelle indeks lægger ellers fra land med et plus på 0,1 pct. til 1887,95.
Der hersker dog en afventende stemning forud for eftermiddagens amerikanske inflationstal, der kan sætte retningen for handlen.
Meget tyder på, at inflationen i januar ikke er aftaget som i de foregående måneder, og det mindsker markedets tro på, at centralbanken allerede fra marts kan være klar til at sænke renten.
UNIBREW I BUND
Royal Unibrew fremlagde regnskab onsdag efter markedets lukketid, hvor der også blev fremlagt forventninger til 2024 og på længere sigt. Navnlig prognoserne skal til eksamen, når børsen åbner.
Unibrew venter at nå en omsætning på omkring 15 mia. kr. og en organisk vækst fra driften, EBIT, før renter og skat (EBIT) på 5-15 pct. EBIT ventes at lande i niveauet 1,8-1,95 mia. kr.
I 2023 nåede Royal Unibrew en omsætning på 12,9 mia. kr. og en EBIT-vækst på 7 pct.
- En fornuftig afslutning på 2023 er formentligt ikke nok til at overskygge en lidt skuffende guidance for 2024 og skuffende langsigtede mål for indtjeningsvæksten, skriver Henrik Hallengreen Laustsen, der er senioranalytiker i Jyske Bank.
I fjerde kvartal overraskede Unibrew positivt på driften, hvor driftsresultatet før renter og skat (EBIT) endte på 421 mio. kr., mens analytikerne havde ventet 409 mio. kr.
Aktien falder 2,1 pct. til 456,30 kr.
STORT LØFT TIL COLOPLAST
Blandt morgenens analytikeropdateringer er der et stort løft til Coloplast, der har fået hævet sit kursmål med 28 pct. til 980 kr. fra 765 kr. af finanshuset Bernstein.
Samtidig gentages anbefalingen "market perform".
Coloplast-aktien stiger 0,4 pct. til 906,80 kr.
Derudover har Sydbank, der onsdag fremlagde regnskab, fået løftet sit kursmål til 475 kr. fra 450 kr. af Nordea, og anbefalingen er fortsat "køb".
Også Danske Bank har løftet kursmålet for kollegaen, der nu lyder på 400 kr. fra 370 kr. Også her er anbefalingen uændret "køb".
Regnskabet var bedre end ventet og indeholdt også en stor udlodning til aktionærerne.
Det blev onsdag honoreret af investorerne, der sendte aktien op med 9,5 pct. Torsdag stiger aktien mere afdæmpet med 0,2 pct. til 354,60 kr.
VESTAS-KONKURRENT MED NYT
Den tyske Vestas-konkurrent Nordex har fremlagt sin prognose for 2024, og omsætningsforventningerne er stærkere end ventet af analytikerne.
Nordex venter at øge omsætningen til 7,0-7,7 mia. euro fra 6,5 mia. euro i 2023. Her ventede analytikere adspurgt af Bloomberg News en fastholdelse af omsætningen på 6,5 mia. euro.
Dog skuffer prognosen for indtjeningsevnen målt på EBITDA-marginen en smule.
Desuden har Jyske Bank løftet sin anbefalingen af aktierne i Vestas løftes til "køb" fra "hold", der samtidig justeres kursmålet op med 5 kr. til 220 kr.
Det sender aktien op med 0,6 pct. til 187,18 kr.
SHAPE ROBOTICS MED STÆRKT REGNSKAB
Blandt sidepapirerne har Shape Robotics fremlagt et stærkt regnskab for 2023, hvor underskud er vendt til overskud. På bundlinjen blev det til et plus på 11,9 mio. kr. mod et underskud i 2022 på 4,4 mio. kr. Derudover er omsætningen mere end fordoblet til 171,2 mio. kr. Sent onsdag fremlagde selskabet ny strategi frem mod 2027, hvor selskabet senest venter at nå en milliardomsætning.
Aktien stiger 6 pct. til 35,50 kr.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Open❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›