Aktier/middag: Novo presser C25 i enegang i negativ retning

Udgivet den 21-03-2024  |  kl. 11:47  |  
Arkiv: Foto

Novonesis og især Novo Nordisk har hen over formiddagen torsdag bidraget til at trække det danske aktiemarked i minus og pænt bagud i forhold til de europæiske kolleger.

C25-indekset ligger ved middagstid i 1933,38 eller 0,4 pct. lavere end udgangspunktet torsdag morgen. Samtidig noteres et plus til det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks på 0,6 pct. efter en positiv modtagelse af meldingerne fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag aften.

Her fastholdt centralbanken sin ledende rente og sin prognose om, at der vil komme tre rentenedsættelser i løbet af 2024.

- Vi ser Novonesis i minus, men Novo er selvfølgelig sværvægteren, påpeger senioraktierådegiver i Jyske Bank Martin Munk som forklaring på den danske enegang.

NOVO I SEKTORROTATION

Novo-aktien taber torsdag middag 1,9 pct. til 884,50 kr., og forklaringen er ifølge Martin Munk først og fremmest sektorrotation.

- Der er god stemning efter Fed-mødet i går, og risikoappetitten er høj. Så man tager nok lidt hjem på Novo. Man finder lidt likviditet og kaster over i noget mere risikobetonet, og healthcare er den eneste sektor i Europa, som er i minus, siger Martin Munk.

Han medgiver, at Novos tyngde taget i betragtning, er det nok ikke faldet i sektoren, som giver minus til Novo, men omvendt: Sektoren er i minus, især fordi Novo er det. Men også store europæiske kolleger som GSK, Roche og Sanofi trækker ned.

Mere specifikt for Novo Nordisk kan det også have effekt, at Kongressen i USA's budgetkontor, Congressional Budget Office, har givet nedslående meldinger efter en gennemgang af overvejelserne om at yde tilskud til vægttabsmidler.

Budgetkontoret vurderer ifølge Bloomberg News, at brugen af fedmemidler vil koste mere, end de vil spare myndighederne. Med andre ord vil tilskud give anledning til et endnu større underskud på budgetterne.

NYE NOVONESIS SKUFFER

Nederst i eliteindekset falder Novonesis - fusionen af tidligere Novozymes og Chr. Hansen - 3,7 pct. til 404,10 kr.

Selskabet har torsdag morgen løftet sløret for blandt andet sine forventninger til den samlede koncern i 2024 og lagt proforma-regnskabstal frem.

Novonesis venter i år en organisk vækst på 5-7 pct. og en justeret driftsmargin (EBITDA) på omkring 35 pct., og det skuffer måske markedet, antager Martin Munk.

- Når man kikker på, hvad de hver især havde estimeret - altså Novozymes og Chr. Hansen - så ligger vækstudsigterne på 5-7 pct. lidt til den lave side. I det gamle Chr. hansen lå vækstforventningerne på 8 pct., og i det gamle Novozymes lå forventningerne på 6,5 pct. Så midtpunktet på 6 pct. for Novonesis virker lidt lavt, mener Martin Munk.

MÆRSK I PLUS EFTER SVÆR PERIODE

I toppen af C25 stiger Mærsk med 2,4 pct. til 9268 kr. for B-aktien uden selskabsspecifikt nyt.

- Både DSV og Mærske begyndte at bevæge sig opad i går, og det fortsætter i dag. Og det vidner vel om tro på, at økonomien har det fornuftigt og ikke kommer så langt ned i gear, som vi går og frygter, og det er godt for transportsektoren, vurderer Martin Munk.

Han påpeger, at stigningen i Mærsk kommer efter en svær periode for aktierne. For blot en måned siden kostede Mærsks B-aktie 10.740 kr.

Midt i C25-indekset ligger Pandora uændret i 1143 kr., selv om selskabet torsdag morgen har fået hævet sit kursmål 1400 kr. fra 1150 kr. af det norske finanshus DNB.

REGNSKABER FRA SIDESELSKABER

Landbrugsselskabet Firstfarms har fremlagt regnskab med tro på et forbedret driftsresultat i 2024, hvor selskabet sigter efter et resultat før af- og nedskrivninger samt renter og skat (EBITDA) på 110-140 mio. kr. og et driftsresultat før renter og skat (EBIT) på 50-80 mio. kr.

De positive forventninger belønnes torsdag middag med et plus til aktien på 2,5 pct. til 81 kr.

Også SP Group har lagt regnskab for 2023 og forventninger til 2024 frem. Efter et år med faldende salg venter plastkoncernen SP Group i år at øge salget som følge af et ventet vækstbidrag fra blandt andet lanceringen af en række nye produkter.

Aktien stiger 7,2 pct. til 196 kr.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:52 Europa/lukning: Trumps toldvarsel gav trykket fredagsstemning
17:15 Fredagens obligationer: Marginale rentefald præget af Trumps toldvarsler og inflationstal
17:14 Fredagens aktier: Teknisk fremgang til Novonesis mens Trump lagde låg på stemningen
15:46 USA/åbning: Nvidia atter under pres i let rød start
15:40 Nye inflationstal baner vej for rentenedsættelse i ECB - kan ske allerede torsdag
15:03 Tørlastindeks fortsætter grøn stime med 12. dag med plus
14:25 USA/tendens: Inflationstal tager fokus inden ventet grøn start
13:24 Greenmobilitys strategiskifte gav pote i 2024: Mere vækst venter i 2025
13:09 Trump er ved at miste grebet om Wall Street: Investorer vil snart håbe på indgreb
13:05 Gubra-aktien ramt af mindre fokus på succesfuld kontraktforretning vurderer Kempen
12:59 Skakos finansdirektør takker af efter knap tre år
12:58 Europa/aktier: Trumps toldvarsel giver trykket fredagsstemning
12:19 Obligationer/middag: Små rentefald præget af Trumps toldtrusler
11:51 Aktier/middag: Småsur fredagstemning med teknisk fokus på Novonesis og Coloplast
11:40 Europæiske inflationstal til den lave side presser renterne lidt ned
11:35 Gubra sendes til tælling efter årsregnskab
10:53 GN nærmer sig laveste niveau siden 2023 på Trumps toldtrusler
09:23 Aktier/åbning: Mærsk går til bunds oven på de seneste toldtrusler fra Trump
09:17 Aarsleff-aktien falder 7 pct. efter regnskab: Indtjeningen skuffer analytikerne
08:53 Obligationer/åbning: Investorerne søger i ly for Trumps toldtrusler - renten falder