Tirsdagens obligationer: Små rentefald efter dag med skuffende forbrugertillid i USA

Udgivet den 26-03-2024  |  kl. 17:09  |  

Det danske obligationsmarked indledte tirsdagens handel med små rentestigninger, men i løbet af dagen vendte markedet rundt, og det endte med beherskede rentefald.

Ved lukketid lå renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation i 2,40 pct., hvilket er 1 basispoint lavere end mandag, hvor renten steg 4 basispoint.

I løbet af eftermiddagen blev markedsdeltagerne præsenteret for en stribe amerikanske nøgletal - herunder for udviklingen i forbrugertilliden, som skuffede med et fald i marts til 104,7 fra 104,8 måneden før.

Til sammenligning var der ventet en stigning til 107,0 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg. Tallet for februar blev revideret fra oprindeligt oplyst 106,7.

Underindekset for den nuværende situation steg ellers til 151,0 fra 147,6 måneden før, men forventningsindekset faldt omvendt til 73,8 fra 76,3 måneden før.

GODT GANG I DETAILSALGET HERHJEMME

Tirsdag morgen viste detailsalget i Danmark sig at være steget med 2,2 pct. i februar fra måneden før. Ifølge Palle Sørensen, cheføkonom i Nykredit, nyder detailsalget godt af optimistiske forbrugere.

- Danskerne skruede virkelig op for forbruget hen mod slutningen af sidste år, og meget tyder altså på, at det ikke var midlertidigt og fortsætter, skriver han i en kommentar til tallene fra Danmarks Statistik.

Han tilskriver udviklingen den massive fremgang, som danskerne oplever i deres købekraft.

- Inflation er helt i bund og lønningerne (i første omgang i det private) stiger i et historisk stort tempo. En del af den fremgang bliver tydeligvis konvergeret til yderligere forbrug - et godt udgangspunkt for væksten i samfundet her i starten af det nye år, lyder det videre fra Palle Sørensen.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯