USA/lukning: Microsoft og Alphabet i rekord trak Wall Street på weekend i grønt

Udgivet den 29-04-2024  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier sluttede - høje inflationstal til trods - ugen flyvende fredag, hvor positive regnskaber fra teknologikæmperne Microsoft og Alphabet var med til at sætte takten.

Og de positive vinde blæser fortsat ind over markedet mandag morgen. Futures indikerer stigninger på 0,2-0,3 pct. i de tre store aktieindeks, når markedet åbner i New York senere på dagen.

Fredag steg S&P 500-indekset med 1,0 pct., og Nasdaq-indekset blev løftet med hele 2,0 pct. - trukket godt op af de to førnævnte teknologiaktier.

Dow Jones-indekset gik 0,4 pct. frem.

- Med fortsat robuste grundlæggende forhold for teknologisektoren - særligt fra de store teknologiselskaber i første kvartal - fortsætter vi med at fremhæve, at den seneste korrektion har givet interessante indgangsvinkler til teknologi- og AI-relaterede aktier, siger Solita Marcelli, der er investeringsdirektør for området Americas hos UBS Global Wealth Management, til Bloomberg News.

Fremgangen kom, selv om et nøgletal fredag viste, at den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, foretrukne inflationsmål, kerneinflationsindikatoren PCE Core, viste en stigningstakt på 2,8 pct. på årsbasis i marts.

Her havde økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet en stigning på 2,7 pct.

MICROSOFT TRAK MARKEDET MED OP

En afgørende faktor bag fremgangen fredag var en klar stigning til verdens mest værdifulde selskab, Microsoft, som blev belønnet for stærke salgstakter og en førerposition på området for kunstig intelligens.

Microsoft omsatte i det forskudte tredje kvartal 2023/24 for 61,9 mia. dollar, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde regnet med 60,9 mia. dollar.

Cloud-forretningen stod for over halvdelen af salget med en omsætning på 35,1 mia. dollar, mens analytikerne havde regnet med 33,9 mia. dollar.

Også bundlinjen var lidt bedre end ventet, da den justerede indtjening per aktie blev 2,94 dollar mod konsensus om 2,83 dollar.

Det er blandt andet Microsofts massive investeringer i kunstig intelligens (Artificial Intelligence, AI) til alle selskabets produkter - primært gennem partneren OpenAI, der også står bag ChatGPT, som begejstrer aktiemarkedet lige nu.

- Microsofts generative AI-specifikke omsætning er allerede blevet en nøgledriver for aktien, siger Dan Morgan, der er seniorporteføljeforvalter hos Synovus Trust, til Bloomberg News.

- Microsoft ser ud til at være i en fremragende position. Microsoft er virkelig i førersædet, når det kommer til AI, fortsætter han.

Aktien steg med 1,8 pct. til 406,32 dollar.

ALPHABET BEGEJSTREDE MED FØRSTE UDBYTTE OG STORT AKTIETILBAGEKØB

Googles moderselskab, Alphabet, var også blandt de store trækheste på Wall Street fredag, efter at selskabet sent torsdag lovede sit første kontantudbytte nogensinde.

Alphabet vil udbetale 0,20 dollar per aktie til aktionærerne og vil oveni tilbagekøbe egne aktier for op til 70 mia. dollar.

I første kvartal kom langt størstedelen af indtægterne hos Alphabet fra Googles indtægter fra annoncer. De bidrog samlet med 61,7 mia. dollar i kvartalet, mens konsensus i markedet var 60,2 mia. dollar.

Aktien blev sendt i vejret med 10,0 pct. til 173,69 dollar. Det var rekord og første gang, at aktien er lukket med en markedsværdi over 2000 mia. dollar.

Omvendt negativt så det ud for Intel, der også var på regnskabsscenen efter børslukketid torsdag.

Første kvartal var ellers nogenlunde som ventet i markedet, men salgsprognosen for andet kvartal faldt ikke i markedets smag, og aktien faldt med 9,2 pct. til 31,88 dollar.

I andet kvartal venter Intel en omsætning på 12,5-13,5 mia. dollar, og her er selv toppen under konsensus blandt analytikerne på 13,6 mia. dollar ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Snap, der står bag Snapchat, steg omvendt med 27,5 pct. til 14,53 dollar efter en omsætning og en salgsprognose, der lå over markedskonsensus.

OLIEKÆMPE I BAKGEAR

Olieselskabet Exxon Mobil fremlagde regnskab for første kvartal før børsåbningen fredag.

Det blev skidt modtaget efter et større end ventet dyk i overskuddet.

Exxon præsterede ellers en bedre toplinje end ventet, mens det justerede overskud per aktie lød på 2,06 dollar. Dermed faldt det mere end ventet, da markedet havde regnet med 2,19 dollar mod 2,83 dollar per aktie i første kvartal sidste år.

Exxon-aktien dykkede 2,9 pct. til 117,86 dollar.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

11:15 Coloplast-topchef ser tilbage på et godt år trods udfordringer i Urologi
11:03 Ørsteds topchef fremhæver god pris og stærk efterspørgsel i britisk frasalg
10:59 Coloplast trykkes tilbage efter regnskab: Overskudsgraden er håret i suppen
10:58 Vestas-topchef før præsidentvalget i USA: Vi har arbejdet med begge sider i 30 år
10:46 Ambu-topchef: Momentum fra fjerde kvartal og 2023/24 ses fortsætte i det nye år
10:07 Ambu skuffer med fjerde kvartal og prognose skuffer og får en gevaldig kurssnitter
10:03 Vestas-topchef: Genopretning af serviceindtjeningen er ikke et quickfix
09:44 Columbus fortsætter positiv udvikling fra stigende efterspørgsel trods svære markedsvilkår
09:26 Ørsted OVERBLIK Q3: Indtjeningsoverraskelse drevet af tilbageførte hensættelser
09:20 Aktier/åbning: Regnskaber på stribe får negativ modtagelse og giver dybrød start
09:05 Boozts bundlinje skrumper trods vækst i omsætning og kunder
08:53 Coloplast-topchef får lavere lønpakke efter mindre bonus
08:45 Obligationer/åbning: Renter åbner i ro - investorerne afventer amerikansk præsidentvalg
08:40 Vestas OVERBLIK: Garantihensættelser og pres på serviceindtjening trækker ned
08:39 Aktier/tendens: Regnskabssæson i højt gear med Coloplast, ISS, Ørsted og Vestas
08:20 Ørsted tjener markant flere penge end ventet
08:17 Ørsted skruer på forventninger: Venter lavere investeringer og hæver bunden for indtjening
08:08 Ørsted skruer på forventninger: Venter lavere investeringer og hæver bunden for indtjening
08:05 Vestas ordrebog når rekordniveau - ordreindgang flugter med det ventede
07:57 Vestas indtjening er skuffende i kvartal med flere garantihensættelser