Kina kulegraver europæisk svinekød under fortsatte spændinger med EU

Udgivet den 17-06-2024  |  kl. 17:07  |  

Kina åbner mandag en anti-dumpingundersøgelse af importerede svineprodukter fra EU.

Det oplyser Kinas handelsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Undersøgelsen omhandler både svinekød til indtagelse af mennesker og svinetarme, -blærer og -maver.

Tiltaget lader hovedsageligt til at være målrettet lande som Spanien, Holland, Frankrig og Danmark.

Lande kan indføre anti-dumpingtiltag, hvis de mener, at andre lande - eller for eksempel EU - har uretfærdige handelspraksisser.

Mandagens undersøgelser er igangsat på anmodning fra en lokal handelsorganisation. Det meddeler den kinesiske regering.

Import af svineprodukter - og biprodukter - fra EU-lande havde en værdi på over 21 milliarder kroner sidste år. Det viser tolddata fra Kina ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge erhvervsavisen Børsen viser tal fra interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, at Danmark eksporterede 205.000 ton svineprodukter til Kina i 2023.

Det svarer til lige knap en ottendedel af svinebøndernes samlede eksport.

- Som en lille åben økonomi har Danmark altid nydt godt af frihandel med andre lande. En handelskrig har kun tabere.

- Danske Slagterier vil blive ramt utrolig hårdt af potentielle kinesiske restriktioner på europæisk kød, siger Ulrik Bremholm, der er formand for Danske Slagterier i et skriftligt citat.

Spændinger mellem EU og Kina på handelsområdet er for tiden tiltagende.

For nylig sagde EU-Kommissionen, at den vil lægge straftold på kinesiske elbiler.

Det sker for at sikre, at europæiske elbilproducenter ikke kommer i unfair konkurrence med deres kinesiske konkurrenter, der får statsstøtte.

Straftolden skal for nogle producenter udgøre op mod 38,1 procent.

De kinesiske overvejelser om anti-dumpingtiltag bekymrer Peter Thagesen, der er underdirektør og chef for Global Handel og Investering i Dansk Industri.

- Hverken Kina eller EU har interesse i, at konflikten eskalerer til en handelskrig. Men det kinesiske modtræk med at overveje anti-dumpingtiltag på europæisk svinekød er bekymrende, siger han.

Han tilføjer, at modtrækket ligner et direkte modsvar på EU's straftold på kinesiske elbiler.

- Jeg håber nu på, at EU og Kina får startet en god og konstruktiv dialog fremadrettet, så vi undgår en eskalering, der i værste fald kan ende med en handelskrig. Det skal vi for alt i verden undgå, siger Peter Thagesen.

Også Ulrik Bremholm opfordrer til, at der hurtigt findes en løsning.

- Jeg opfordrer alle involverede parter til at overveje konsekvenserne for job, fødevaresikkerhed og produktion og finde en løsning på situationen før den 4. juli 2024.

/ritzau/

Ritzau

Seneste nyheder