Råvarer: Olieprisen stiger efter drab på Hamas-leder i Iran men Kina begrænser fremgangen

Udgivet den 31-07-2024  |  kl. 08:15  |  

Oliepriserne stiger på øgede spændinger i Mellemøsten men holdes fortsat tilbage af bekymringerne om svag efterspørgsel i Kina.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 79,69 dollar mod 78,87 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 75,96 dollar mod 74,99 dollar tirsdag eftermiddag.

Spændingerne i Mellemøsten øges, efter at Hamas-lederen Ismail Haniyeh onsdag er blevet myrdet i Iran. Det skriver Hamas og iranske statsmedier. Angrebet sker dagen efter, at den israelske regering har hævdet at have dræbt Hizbollahs øverste leder i et luftangreb på Beirut tirsdag som gengældelse for lørdagens raketangreb på Israel.

- Jeg tror, at det hele tilsammen har øget risikoen for en eskalering i Mellemøsten. Det er også værd at bemærke, at efter tre uger i træk med fald er den lange positionering fra spekulative konti i råolie blevet reduceret betydeligt. Derfor er forholdene modne til et rebound, siger Tony Sycamore, der er analytiker hos IG.

Alligevel står Brent og WTI til i juli at få deres største månedlige fald siden 2023. Det skyldes en faldende efterspørgsel i Kina, som tynger oliemarkedet.

En officiel fabriksundersøgelse viste onsdag, at Kinas produktionsaktivitet i juli faldt på tredje måned, hvilket holder liv i forventningerne om, at Kina er nødt til at indsætte flere stimulanser for at undgå en langvarig ejendomskrise og jobusikkerhed.

- Jeg tror, at Kina-historien også er indregnet - det er den, der har drevet markedet nedad de seneste uger, siger Warren Patterson, der er leder af ING's råvareforskning.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld onsdag morgen 2416,92 dollar mod 2391,71 dollar tirsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Ida Fuglsang Larsen

Tags:  Natural Resources❯ 

Seneste nyheder