Bavarian lukker over 12 pct. højere efter nye ordrer på koppevaccine

Udgivet den 14-08-2024  |  kl. 17:04  |  

Bavarian Nordic er braget op med over 12 pct. onsdag, efter at vaccineproducenten har fået en ny ordre på sin eftertragtede koppevaccine og har udsigt til at skulle levere endnu flere.

Det giver lettelse hos investorerne, mener Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank.

- Investorerne har været nervøse for, om man kunne få nok ordrer i bogen til at indfri prognosen om et koppevaccinesalg i intervallet 2,7-3 mia. kr., men med de ordrer vi nu har set, så nærmer man sig den nedre del af intervallet for i ordrer i år, konstaterer senioranalytikeren.

Den seneste ordre er landet på baggrund af et nyt udbrud af mpox - der tidligere blev kaldt abekopper - i Afrika, og her har myndighederne varslet behov for endnu flere doser af vaccinen. Det er de afrikanske sundhedsmyndigheder, Africa CDC, som netop har erklæret en ny og mere smitsom variant af mpox som en nødsituation for folkesundheden i Afrika.

Jean Kaseya, der er generaldirektør for Africa CDC, siger ifølge Reuters, at der er lagt en klar plan for at skaffe mere end 10 mio. vaccinedoser til Afrika, hvoraf der skal rekvireres 3 mio. doser i 2024.

Og det kan meget vel være den type melding, investorerne har ladet sig inspirere af, vurderer Søren Løntoft Hansen om kursstigningen.

- Jeg tænker, at det er signalet fra CDC Africa i forhold til behovet for 10 mio. doser - herunder 2-3 mio. doser i 2024 - til at få smitten under kontrol. Så det er den stigende smitte i Afrika, det annoncerede behov for flere doser og bekymring om smitte til den øvrige verden, opsummerer Søren Løntoft Hansen om baggrunden for kursstigningen.

Den seneste ordre til Bavarian kommer fra HERA (European Health Emergency Preparedness and Response Authority), som leverer vaccinerne videre til CDC i Afrika. Der er tale om 175.420 doser af MVA-BN-vaccinen mod mpox, mens Bavarian Nordic også selv donerer 40.000 doser. Selskabet har i forvejen tidligere doneret 15.000 doser til samme formål.

- Ordrerne kommer på et tidspunkt, hvor investorerne har været bekymrede, og den bekymring er nu væk. Så er der også et signal om, at behovet for flere vacciner stadig er der, selv om der også er usikkerhed om, hvor de skal doneres fra, konstaterer Søren Løntoft Hansen.

Bavarian Nordic har hertil meldt ud, at selskabets Chikungunya-vaccinekandidat har modtaget et såkaldt "priority review" hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, der kan fremskynde godkendelsen.

- Det er også med til at forklare lidt af kursstigningen, fordi man får nedsat procestiden hos FDA, siger Søren Løntoft Hansen.

Bavarian-aktien lukkede onsdag i 223,10 kr. Det er det højeste niveau siden februar sidste år.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

14:12 Nykredit om amerikansk rentesænkning: Serie af lempelser på 25 basispoint forventes
14:01 USA/tendens: Håb om lavere renter holder humøret oppe - Microsoft belønnes for aktiekøb
13:31 Tysk vindauktion af landmølleprojekter overtegnet for første gang siden 2022
13:26 Europa/aktier: Godt humør frem mod amerikanske tal med chokoladeproducent i top
12:50 Europa/aktier: Godt humør frem mod amerikanske med chokoladeproducent i top
12:34 Mærsk har fragtet gods gennem Rusland trods internt forbud
12:29 Investeringsstrateg peger på favoritter inden ny fase med rentenedsættelser
11:56 Gaspriser stiger fra syv ugers lavpunkt: Højt lagerniveau i Europa før fyringssæson
11:53 Obligationer/middag: Rente i ro forud for temperaturmåling på amerikanske forbrug
11:41 Aktier/middag: DSV i fremgang på efterdønninger men fokus er på Fed
11:26 Roblon tæt på nulresultat i tredje kvartal - fastholder årsprognosen
11:08 Renten i laveste niveau i flere år på udsigt til mange rentesænkninger
11:03 Tyskland: ZEW-tilliden skuffede gevaldigt i september
10:50 ECB's Simkus ser kun lille sandsynlighed for rentesænkning i oktober
09:16 Rovsing går i plus og sigter efter højere omsætning næste år
09:14 Aktier/åbning: DSV og Nordea med fremme i grønt C25-felt før detailsalg fra USA
08:55 Obligationer/åbning: Mindre rentefald forud for afgørende detailsalg og rentemelding
08:48 Tivoli forventer flere penge i kassen efter flot sensommer
08:18 Aktier/tendens: DSV kan køre frem på kursmålsbonanaza før detailsalg og rentemelding
08:12 Green Hydrogen Systems får ny finansdirektør