Aktier/middag: Anbefaling sender Demant til tops - Bavarian falder for tredje dag i træk

Udgivet den 21-08-2024  |  kl. 11:53  |  
Coloplast_produktion

Der er fortsat fin stemning på det danske aktiemarked, der onsdag ved middagstid ligger solidt oppe oven på en smårsur tirsdag.

Demant-aktien indtager fortsat toppen af C25-indekset efter en positiv anbefaling fra den amerikanske storbank Morgan Stanley.

I bunden af eliteindekset hænger Bavarian Nordic i bremsen for tredje handelsdag i træk oven på sidste uges markante kursstigninger.

Blandt dagens regnskabsaktuelle selskaber, er der mest fokus på Sydbank, der bliver sendt svagt ned. Derudover har morgenen også budt på regnskaber fra blandt andet TCM og Cbrain.

Ved middagstid ligger C25-indekset oppe med 0,3 pct. i 1967,10 og følger den svagt positive stemning, der hersker på de udenlandske aktiemarkeder. Det er småt med bevægelser i markederne, da handlerne ser frem mod den amerikanske centralbanks årlige symposium i Jackson Hole.

- Jackson Hole starter i morgen, og Jerome Powell (øverste chef i centralbanken, red.) går på talerstolen fredag, så markedet er lidt afventende. Der er nok en forventning i markedet om, at Federal Reserve skal til at komme ud af busken. Jeg synes, de har været gode til at kommunikere, hvad de vil gøre, og det forventer jeg også, at de vil gøre her, lyder det fra Lars Hytting, der er chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning.

DEMANT TIL TOPS

Demant stiger onsdag middag med 3,8 pct. til 280,20 kr., efter at høreapparatkoncernen er blevet løftet til "overvægt" fra "undervægt" af Morgan Stanley. Kursmålet er samtidig sat op til 320 kr. fra 268 kr. hos den amerikanske storbank.

Aktien har dog stadig givet et negativt afkast i år, blandt andet efter at en stor nedjustering af forventningerne i juli kostede et fald på næsten 15 pct. på en enkelt handelsdag.

I den modsatte ende af C25-indekset falder Bavarian med 6,8 pct. til 249,40 kr.

Nedturen følger dog en gigantisk optur for aktien i sidste uge på over 47 pct., da sundhedskrisen som følge af mpox-udbrud i Afrika gav anledning til tro på, at der er flere nye ordrer på vej på Bavarians mpox-vaccine.

- Der skal brygges videre på den her mpox-historie, hvis sidste uges kursstigning skal vedligeholdes. Så Bavarian skal gerne have noget nyt, for hvis det hele bliver afblæst om ti dage, så skal den tilbage til, hvor den var, siger Lars Hytting.

VESTAS SKÅRET

Fra børshusene er der onsdag flere nye kursmål for blandt andet Vestas, Coloplast, Jyske Bank og Lundbeck.

Hos Berenberg er kursmålet for Vestas blevet skåret til 200 kr. fra 215 kr., hvilket fortsat berettiger til anbefalingen "køb".

Og Coloplast har efter tirsdagens regnskab fået hævet sit kursmål med 5 pct. til 1050 kr. fra tidligere 1000 kr. af finanshuset Jefferies, der gentager "køb". Desuden har Kepler Cheuvreux løftet sit kursmål til 910 kr. fra 770 kr. og gentaget anbefalingen "hold".

Vestas stiger 0,4 pct. til 156,35 kr.., mens Coloplast stiger 1,3 pct. til 899 kr.

Lundbeck er blevet set igennem hos Danske Bank i kølvandet på tirsdagens regnskab, der bød på en opjustering. Banken løfter kursmålet til 49 kr. fra 45 kr. og gentager anbefalingen "hold".

Lundbecks B-aktie stiger 3,6 pct. til 45,14 kr.

Derudover har Jyske Bank fået skåret sit kursmål til 605 kr. fra 645 kr. hos SEB, der gentager "køb".Jyske Bank, der kom med kvartalsregnskab tirsdag, ligger uændret i middagshandlen til 535 kr.

SYDBANK SENDES NED

Sydbank bliver sendt en smule ned efter sit regnskab for andet kvartal, selv om banken har haft sit bedste halvår nogensinde.

På bundlinjen steg overskuddet isoleret i andet kvartal marginalt til 763 mio. kr. fra 758 mio. kr., hvor analytikerne havde estimeret 740 mio. kr.

Aktien falder ved middagstid 0,1 pct. til 340,40 kr.

Blandt de øvrige sidepapirer er der også nyt fra it-selskabet NNIT, der har fået sin største ordre nogensinde.

NNIT har indgået en kontrakt med en stor eksisterende medicinalkunde i USA om levering af strategiske konsulentydelser inden for kvalitets- og computersystemvalidering til en værdi af op til 130 mio. kr.

Det sender aktien op med 4,1 pct. til 103,60 kr.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

12:11 Obligationer/middag: Lille rentestigning på afgørende valgdag
11:59 Vestas-topchef om truslen fra Kina: Billig importeret energi kommer med nogle betingelser
11:52 Aktier/middag: Nyhedsspeederen i bund men især Vestas og Ambu i bakgear
11:38 Boozt-topchef ser bredt sortiment sikre væksten i svagt marked for modetøj
11:15 Coloplast-topchef ser tilbage på et godt år trods udfordringer i Urologi
11:03 Ørsteds topchef fremhæver god pris og stærk efterspørgsel i britisk frasalg
10:59 Coloplast trykkes tilbage efter regnskab: Overskudsgraden er håret i suppen
10:58 Vestas-topchef før præsidentvalget i USA: Vi har arbejdet med begge sider i 30 år
10:46 Ambu-topchef: Momentum fra fjerde kvartal og 2023/24 ses fortsætte i det nye år
10:07 Ambu skuffer med fjerde kvartal og prognose skuffer og får en gevaldig kurssnitter
10:03 Vestas-topchef: Genopretning af serviceindtjeningen er ikke et quickfix
09:44 Columbus fortsætter positiv udvikling fra stigende efterspørgsel trods svære markedsvilkår
09:26 Ørsted OVERBLIK Q3: Indtjeningsoverraskelse drevet af tilbageførte hensættelser
09:20 Aktier/åbning: Regnskaber på stribe får negativ modtagelse og giver dybrød start
09:05 Boozts bundlinje skrumper trods vækst i omsætning og kunder
08:53 Coloplast-topchef får lavere lønpakke efter mindre bonus
08:45 Obligationer/åbning: Renter åbner i ro - investorerne afventer amerikansk præsidentvalg
08:40 Vestas OVERBLIK: Garantihensættelser og pres på serviceindtjening trækker ned
08:39 Aktier/tendens: Regnskabssæson i højt gear med Coloplast, ISS, Ørsted og Vestas
08:20 Ørsted tjener markant flere penge end ventet