Mærsks omsætning vokser som ventet efter udfordringer er skubbet længere ud i fremtiden

Udgivet den 31-10-2024  |  kl. 08:14  |  
Maersk

Uro i Mellemøsten, en havnestrejke i USA og frygten for nye tariffer har allerede været med til at give A.P. Møller-Mærsk et bedre tredje kvartal, end selskabet på forhånd havde spået.

I hvert fald hvis der udelukkende ses på finanserne og de foreløbige tal for kvartalet, som i sidste uge fik selskabet til at løfte forventningerne til hele året.

I tredje kvartal har den danske rederikoncern således tjent 3097 mio. dollar efter skat i månederne juli, august og september. Omregnet svarer det til lige over 21 mia. kr.

Det skal ses i forhold til et underliggende resultatet på 489 mio. dollar i samme periode året før.

- I tredje kvartal har vi igen støttet vores kunder gennem en turbulent og uforudsigelig periode. Vi har fastholdt et skarpt fokus på profitabel vækst og optimering af driften gennem omkostningsstyring, produktivitetsforbedringer og effektiv udnyttelse af vores aktiver, hvilket afspejles i resultaterne på tværs af forretningen, siger Vincent Clerc, topchef i Mærsk, i en meddelelse.

Omsætningen løb samtidig op i 15.762 mio. dollar. Her havde selskabet allerede givet en stærk indikation, da foreløbige tal lagt frem 21. oktober viste en omsætning på 15.800 mio. dollar, som var højere end analytikernes forventninger. Efterfølgende har kun få analytikere tilpasset deres estimater. I samme periode året før hentede Mærsk en omsætning på 12.129 mio. dollar.

Driftsresultatet, EBITDA, landede på 4797 mio. dollar i kvartalet, som er en fremgang fra 1878 mio. dollar i samme periode året forinden.

KVARTAL PRÆGET AF URO

Det seneste kvartal har først og fremmest været præget af fortsat uro i Det Røde Hav, som i knap et år har betydet, at rederierne er sejlet uden om Afrika på ruterne mellem Asien og Europa. Det sker for at undvige angreb fra houthi-bevægelsen i det konfliktfyldte farvand, som ellers krydses på sejladser, hvor man benytter Suez-kanalen.

Udviklingen har i årets begyndelse løftet fragtpriserne, men rederierne har længde varslet, at stigningerne ville få en ende. Det skyldes udsigten til, at mange nye skibe vil blive leveret til den globale flåde, som altså vil få udbuddet til at stige.

Krisen i Mellemøsten sammen med en kortvarig strejke blandt havnearbejderne på den amerikanske østkyst har imidlertid skubbet problemet lidt længere ud i fremtiden, selv om raterne på det seneste dog er begyndt overvejende at falde.

Samtidig er virksomhederne fortsat med at bestille varer, hvilket kan hænge sammen med det snarlige amerikanske valg. Virksomhederne frygter udsigten til nye toldsatser, hvis USA's næste præsident skærper retorikken over for særligt Kina.

- Jeg tror mere, at det handler om, at virksomhederne viser rettidig omhu. Man frygter måske fremtidige toldsatser og tariffer - måske især mellem Kina og USA, hvis Donald Trump vinder valget i USA. Virksomhederne bestiller også deres varer i god tid, fordi de er bekymrede for, om deres ting når frem til tiden, lød det fra Sydbanks senioranalytiker Mikkel Emil Jensen i forbindelse med Mærsks opjustering.

HÆVER MED MILLIARDER

Efter opjusteringen ser det danske containerrederi nu et underliggende driftsresultat, EBITDA, på 11-11,5 mia. dollar mod tidligere 9-11 mia. dollar. Målt på midtpunktet svarer det til lige over 77 mia. kr. i 2024.

Udviklingen blev i første omgang taget godt imod på aktiemarkedet, men tallene afslører også, at udfordringerne fortsat lurer.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Report❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:52 Europa/lukning: Trumps toldvarsel gav trykket fredagsstemning
17:15 Fredagens obligationer: Marginale rentefald præget af Trumps toldvarsler og inflationstal
17:14 Fredagens aktier: Teknisk fremgang til Novonesis mens Trump lagde låg på stemningen
15:46 USA/åbning: Nvidia atter under pres i let rød start
15:40 Nye inflationstal baner vej for rentenedsættelse i ECB - kan ske allerede torsdag
15:03 Tørlastindeks fortsætter grøn stime med 12. dag med plus
14:25 USA/tendens: Inflationstal tager fokus inden ventet grøn start
13:24 Greenmobilitys strategiskifte gav pote i 2024: Mere vækst venter i 2025
13:09 Trump er ved at miste grebet om Wall Street: Investorer vil snart håbe på indgreb
13:05 Gubra-aktien ramt af mindre fokus på succesfuld kontraktforretning vurderer Kempen
12:59 Skakos finansdirektør takker af efter knap tre år
12:58 Europa/aktier: Trumps toldvarsel giver trykket fredagsstemning
12:19 Obligationer/middag: Små rentefald præget af Trumps toldtrusler
11:51 Aktier/middag: Småsur fredagstemning med teknisk fokus på Novonesis og Coloplast
11:40 Europæiske inflationstal til den lave side presser renterne lidt ned
11:35 Gubra sendes til tælling efter årsregnskab
10:53 GN nærmer sig laveste niveau siden 2023 på Trumps toldtrusler
09:23 Aktier/åbning: Mærsk går til bunds oven på de seneste toldtrusler fra Trump
09:17 Aarsleff-aktien falder 7 pct. efter regnskab: Indtjeningen skuffer analytikerne
08:53 Obligationer/åbning: Investorerne søger i ly for Trumps toldtrusler - renten falder