Mærsk-analytiker: Svag fremgang i fragtede containere kan blive en udfordring

Udgivet den 31-10-2024  |  kl. 09:05  |  
Arkiv: Foto

Mærsk har indtil videre haft et ganske fornuftigt 2024, hvilket slet ikke lå i kortene ved årets start. Udfordringerne lurer dog fortsat forude, og det kan afholde investorerne fra at reagere meget positivt på dagens regnskab, mener Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker i Sydbank.

- Jeg bider mærke i en svag volumenvækst i deres søfragt, som godt nok bliver kompenseret af stigende fragtrater, men der er også stor usikkerhed om, hvor de skal hen, siger analytikeren med henvisning til fragtpriserne.

Han hæfter sig ved, at Mærsk i det seneste kvartal har tjent markant færre penge, end selskabet havde varslet fra årets start. Det vidner tre opjusteringer i årets løb også om. Omvendt har Mærsk med sin seneste opjustering i sidste uge også løftet sløret for, at årets sidste måneder kan komme til at se helt anderledes ud, nu hvor raterne er begyndt at falde.

- Det er vidnesbyrd om, at de ratefald vi har set, får indvirkning på kontrakterne i fjerde kvartal og ind i 2025, og hvis volumen ikke kan kompensere, kan det godt blive en udfordring, siger Mikkel Emil Jensen.

På den baggrund spår han også en ganske afdæmpet betydning for aktien torsdag, når der åbnes for handel. Her tager han også højde for, at aktien har haft det svært de foregående dage, hvor B-aktien senest onsdag faldt 3 pct. til 10.015 kr.

- Måske de mangler lidt kapacitet, nu hvor konkurrenterne bliver ved med at opruste, lyder det videre fra analytikeren, der dermed tager fat i forskellen på Mærsks strategi samt strategien fra flere konkurrenter.

Hvor Mærsk blot køber nye skibe for at erstatte og forny den eksisterende flåde, så har flere af de store konkurrenter - herunder den snart tidligere alliancepartner MSC - lagt en stor mængde bestillinger på nye skibe og dermed ekstra kapacitet.

Udfordringer forude betyder også, at Sydbank-analytikeren ikke tror på, at Mærsk i nærmest fremtid igen vil begynde at købe egne aktier retur, efter at selskabet suspenderede aktietilbagekøbsprogrammet i starten af året.

- De har en rigtig stærk balance, men problemet er usikkerheden fremadrettet, og hvad indtjeningen bliver, når man ikke har forstyrrelser, siger han med henvisning til både uro i Det Røde Hav samt havnestrejken i USA.

- Det skal forudsigelighed og vished til, før det bliver genstartet, og det er der absolut ikke lige nu. Så jeg tror ikke, at der lige rundt om hjørnet, lyder det videre.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

13:18 USA/tendens: Microsoft og Meta kan koste rød åbning
13:03 Lundbeck fremlægger positive fase 3-resultater med migrænemiddel
12:59 Norden-topchef ser svagt tankmarked fra øget konkurrence - men der er tegn på bedring
12:43 Europa/aktier: Vigtigt aktieindeks på vej mod værste måned i et år
12:39 Renten har peaket - vi skal finde indtjening andre steder siger Danske Banks topchef
12:09 Obligationer/middag: Eurozonens inflationstal skuffer - renten ligger en smule højere
11:47 Aktier/middag: Stærk regnskabstrio forhindrer ikke nyt C25-dyk
11:27 Gubra i stejl nedtur: Tysk partner skrinlægger vægttabskandidat
11:19 Inflationstakten i eurozonen stiger - seniorøkonom afblæser panik
11:17 Gubras tyske partner skrinlægger vægttabskandidat - aktien falder tungt
11:14 Prisen på containerfragt stiger for første gang i 15 uger
10:59 Coloplast-rival styrtdykker efter modvind i Kina
10:34 Carlsbergs topchef: Forbrugerne holder igen og særligt i Kina er forbruget skruet ned
10:01 Netcompany/CEO: Øget aktietilbagekøbsprogram vidner om tro på selskabet og kunderne
09:36 Aktier/åbning: Mærsk og Danske Bank jorder indledende kursfald
09:24 Danske Banks opjustering overrasker - men kvaliteten af den skuffer
09:17 Rederiet Norden ramt af svage tankrater: Koster toppen af prognosen
09:05 Mærsk-analytiker: Svag fremgang i fragtede containere kan blive en udfordring
08:57 Kvaliteten af Danske Banks opjustering kan diskuteres mener analytiker
08:53 Mærsk-analytiker: Svag fremgang i fragtede containere kan blive en udfordring