Obligationer/tendens: Små renteløft i sigte efter sene amerikanske plusser
Med en stigning i de lange amerikanske renter onsdag aften og henover natten til torsdag trækker det op til lette rentestigninger på det danske obligationsmarked fra start torsdag.
Onsdagen bød ellers på en amerikanske inflationsrapport for oktober, der blev tolket positivt og efterfølgende løftede investorernes tro på endnu en rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, til december.
Men som så ofte før i den seneste periode havde det mest effekt på de korte renter, der er mere følsomme over for bevægelser hos centralbankerne, så den toårige amerikanske rente faldt, mens den tiårige steg med 2 basispoint til 4,45 pct.
Torsdag morgen er renten gået yderligere op til 4,46 pct., hvilket er 4 basispoint over niveauet ved dansk lukketid onsdag.
I fokus kommer igen centralbankerne torsdag.
- I aften taler chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell. I eftermiddag udkommer referatet fra det seneste rentemøde i Den Europæiske Centralbank (ECB). Det giver mulighed for vigtige pengepolitiske signaler i både USA og Europa. Skulle Powell eller ECB-referatet blive tolket blødt, kan det presse renterne ned, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom hos Sydbank, i en kommentar torsdag morgen.
Fra nøgletalsfronten kan investorerne torsdag se frem til endelige inflationstal for oktober fra Spanien, en temperaturmåling på industriproduktionen i eurozonen i september samt væksttal for tredje kvartal samme sted.
I USA er der tal for producentpriserne i oktober på plakaten sammen med den ugentlige opgørelse af nytilmeldte ledige.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›