Aktier/middag: Novo stryger til tops i surt indeks styret af Trumps toldtiltag

Udgivet den 26-11-2024  |  kl. 11:45  |  
Maersk

Plus til Novo Nordisk, Mærsk og DSV overdøver ikke dystre undertoner i tirsdagens aktiemarkeder foranlediget af planer om handelsrestriktioner fra USA's kommende præsident, Donald Trump. For de danske aktier er der tale om et fald på 0,3 pct. målt på C25-indekset, som tirsdag middag ligger i 1838,52.

- Det er den store taktstok, der dirigerer markederne i dag, og hvis vi lige spoler tilbage til midnat, så var de udmeldinger fra Trump, at han vil lægge handelsrestriktioner på Mexico og Canada i første omgang på 25 pct. told og på yderligere 10 pct. for Kina, konstaterer aktiestrateg i Formuepleje Otto Friedrichsen.

- Det, jeg hæfter mig ved, det er, at restriktionerne kommer i kølvandet på immigration og indførelsen af narkotika specielt fra Mexico. Det betyder, at der er en baggrund for at indføre restriktionerne, men omvendt betyder det også, at der er mulighed for at komme ud af det igen, tilføjer han.

- Reaktionen for aktierne er bredt set negativ siden midnat - herunder også i Europa. Og det er jo fordi, at handelsrestriktioner i sidste ende og isoleret set er væksthæmmende og dermed også udfordrende for indtjeningsevnen i selskaberne. Koblingen af restriktioner og vækstparametre rammer markedet, fremhæver aktiestrategen.

MÆRSK OG DSV I REVANCHE

Ikke desto mindre ligger aktierne i eliteindeksets transportaktier, Mærsk og DSV, tæt på toppen af C25-indekset tirsdag middag med plusser på 0,8 pct. til 11.320 kr. for Mærsks A-aktie og på 0,7 pct. til 1494,50 kr. til DSV.

Dermed tager selskaberne nogen revanche efter bundplaceringen i eliteindekset mandag med fald på henholdsvis 3,0 pct. og 1,4 pct.

Anledningen var angiveligt forlydender om, at en våbenhvile mellem Israel og Hizhollah skulle være forestående. Krisen i Mellemøsten har hidtil understøttet raterne på containertransport, fordi den har bevirket, at rederierne vælger længere sejlruter syd om Afrika frem for ruter gennem Det Røde Hav.

Tirsdag er forventningerne om våbenhvile styrket, og den direkte effekt ses på olien og måske mere indirekte for aktierne i form af en levere oliepris og en lavere risikopræmie, mener Otto Friedrichsen.

- Men jeg tror, at markedet vil være forholdsvis afventende, for vi har før set tiltag, som ikke er tilendebragt i forhold til en aftale, noterer Otto Friedrichsen, men erkender, at vækstbekymringer med afsæt i Trumps toldtiltag som udgangspunkt er negativ for transportselskaberne.

Ved middagstid blev de to transportaktier overhalet af den tunge medicinalaktie i Novo Nordisk, som spurtede til tops i C25 med et plus på 1,5 pct. til 756,40 kr., efter at nyhedsbureauet Bloomberg News kunne oplyse, af den siddende amerikanske præsident Joe Biden foreslår, at vægttabsmedicin skal være dækket af de offentlige sygesikringer Medicare og Medicaid.

VESTAS VENDER RUNDT

Mens mandagen bundaktier har lagt sig i toppen tirsdag, rammer den stik modsatte udvikling Vestas, som er drattet til bunds i tirsdagens eliteindeks med et minus på 2,9 pct. til 101 kr. efter et plus i toppen på 4,5 pct. mandag.

Tæt på bunden af indekset falder Ambu 2,9 pct. til 110,95 kr.

For Vestas er den negative udvikling uden baggrund i selskabsspecifikke nyheder, mens Ambu har fået indledt dækning af finanshuset Bernstein med den neutrale anbefaling "market perform". Kursmålet bliver sat til 132,40 kr.

ROCKWOOL FALDER FØR REGNSKABSDAG

Aktien i Rockwool falder tirsdag middag 1,2 pct. til 2954 kr., selv om Carnegie har løftet sit kursmål for aktien til 3150 kr. fra 3050 kr.

Isoleringskoncernen kommer med regnskab for sit tredje kvartal, hvor analytikerne ifølge estimater indsamlet af Rockwool selv venter en vækst i omsætningen på 6,5 pct. og et nettooverskud på 140 mio. kr.

ØRSTED INDLEDER SALG AF HAVPARK

Energiselskabet Ørsted har indledt en salgsproces for en ejerandel i den endnu ikke opførte britiske havmøllepark Hornsea 3.

Det skriver Bloomberg News med henvisning til personer med kendskab til forholdet.

Kilderne fortæller, at Ørsted sigter efter et frasalg på omkring 50 pct. af projektet, men hvilken pris, der sigtes efter, står endnu ikke klart.

En køber vil sandsynligvis skulle hjælpe med at finansiere konstruktionen af projektet, og et salg vil ifølge Bloomberg være en test af markedets appetit på Ørsteds projekter, der stadig er under udvikling.

Ørsted, der tidligere har udtrykt, at det havde planer om at sælge ud af Hornsea 3 i 2025, sikrede sig i den seneste britiske havmølleauktion en forbedret afregningspris på strømmen fra parken.

Ørsted-aktien taber 1,8 pct. til 386,50 kr.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:52 Europa/lukning: Trumps toldvarsel gav trykket fredagsstemning
17:15 Fredagens obligationer: Marginale rentefald præget af Trumps toldvarsler og inflationstal
17:14 Fredagens aktier: Teknisk fremgang til Novonesis mens Trump lagde låg på stemningen
15:46 USA/åbning: Nvidia atter under pres i let rød start
15:40 Nye inflationstal baner vej for rentenedsættelse i ECB - kan ske allerede torsdag
15:03 Tørlastindeks fortsætter grøn stime med 12. dag med plus
14:25 USA/tendens: Inflationstal tager fokus inden ventet grøn start
13:24 Greenmobilitys strategiskifte gav pote i 2024: Mere vækst venter i 2025
13:09 Trump er ved at miste grebet om Wall Street: Investorer vil snart håbe på indgreb
13:05 Gubra-aktien ramt af mindre fokus på succesfuld kontraktforretning vurderer Kempen
12:59 Skakos finansdirektør takker af efter knap tre år
12:58 Europa/aktier: Trumps toldvarsel giver trykket fredagsstemning
12:19 Obligationer/middag: Små rentefald præget af Trumps toldtrusler
11:51 Aktier/middag: Småsur fredagstemning med teknisk fokus på Novonesis og Coloplast
11:40 Europæiske inflationstal til den lave side presser renterne lidt ned
11:35 Gubra sendes til tælling efter årsregnskab
10:53 GN nærmer sig laveste niveau siden 2023 på Trumps toldtrusler
09:23 Aktier/åbning: Mærsk går til bunds oven på de seneste toldtrusler fra Trump
09:17 Aarsleff-aktien falder 7 pct. efter regnskab: Indtjeningen skuffer analytikerne
08:53 Obligationer/åbning: Investorerne søger i ly for Trumps toldtrusler - renten falder