Obligationer/tendens: Tyske fabrikstal tager fokus inden åbning med små rentefald i vente

Udgivet den 05-12-2024  |  kl. 07:08  |  

Torsdag morgen er der udsigt til små rentefald fra start, hvor der før markedsåbning kommer friske tal fra tyske fabriksordrer, som ventes at falde betydeligt.

På T-bondmarkedet i Tokyo forrentes den tiårige amerikanske statsobligation med 4,19 pct. torsdag morgen, hvilket er 3 basispoint under rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag

Forsigtige udsving prægede onsdag det danske obligationsmarked, hvor renten på den tiårige toneangivende danske statsobligation sluttede i 1,78 pct., hvilket var uændret i forhold til dagen før.

Klokken 8 lander opgørelsen for tyske fabriksordrer for oktober, hvor der blandt analytikerne er ventet et betydeligt fald på månedsbasis.

- Faldende beskæftigelse kombineret med lavere forbrug skaber en betydelig hæmsko for økonomisk vækst og efterspørgslen, lyder det fra Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar torsdag morgen.

Blandt analytikere er der ventet et fald på 2 pct. for måneden, hvor der i forrige opgørelse var fremgang på 4,2 pct., viser tal fra Bloomberg News.

- Falder ordreindgangen mere end investorernes forventning, kan det presse renterne ned, lyder vurderingen fra Mathias Dollerup Sproegel.

På nøgletalsfronten byder dagen ligeledes på tal fra det europæiske detailsalg, mens der fra USA kommer nyt om nytilmeldte ledige for den seneste uge samt tal fra den amerikanske handelsbalance for oktober.

Renterne på de amerikanske T-bonds faldt efter dansk markedslukning onsdag, da Jerome Powell, chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, gik på talerstolen.

- Vi forsøger at holde pengepolitikken restriktiv, men i mindre omfang over tid, sagde Jerome Powell i en tale i New York.

Centralbankchefen noterede også, at den amerikanske økonomi lige nu er i "bemærkelsesværdig" god form, men han anerkendte også en risiko for en forværring, da han understregede, at septembers dobbelte rentesænkning, på 50 basispoint, var et "stærkt signal" om støtte til arbejdsmarkedet.

.\\˙ MarketWire

Frederik Olling Milbæk

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯