Aktier/middag: Bavarian topper mens grønne aktier trækker ned i rødt C25

Udgivet den 11-12-2024  |  kl. 11:24  |  
Arkiv: Foto

Bavarian Nordic ligger klart i toppen af det danske eliteindeks, C25, onsdag middag efter annonceringen af et forestående aktietilbagekøbsprogram.

I indekset er der ellers en overvægt af 18 faldende aktier mod seks stigende, og samlet ligger C25 ved 11.15-tiden 0,5 pct. lavere i 1850,85.

I Paris, Frankfurt og London ligger de ledende indeks ellers næsten uændret forud for eftermiddagens vigtige inflationstal fra USA.

AFVENTER INFLATIONSTAL FRA USA

- Stemningen er generelt afventende op til dagens vigtige amerikanske inflationstal, der risikerer at begrænse Feds muligheder for at forsætte med at nedsætte renten, skriver chefanalytiker Tina Winther Frandsen fra Jyske Bank i en kommentar.

Jyske Bank venter dog stadig en rentenedsættelse på 25 basispoint i næste uge, og markederne indregner det også med en sandsynlighed på omkring 85 pct.

- Vi holder også øje med, om der kommer yderligere stimulanser fra Kina, da der i dag og i morgen er møde i den centrale økonomiske komité, noterer chefanalytikeren.

BAVARIAN VIL KØBE AKTIER TILBAGE

Blandt de danske eliteaktier skiller Bavarian sig ud med et plus på 5,0 pct. til 203,90 kr. efter varslingen af et aktietilbagekøb for op til 150 mio. kr.

Hos Nordnet vurderer investeringsøkonom Per Hansen at aktietilbagekøbet kan være et rigtigt godt signal.

- Hvis tilbagekøbet afspejler en stigende tro på fremtiden; en forbedret indtjeningssigtbarhed og ikke mindst og væsentligst: Bavarian Nordic kommer ikke til at udstede flere aktier til finansiering af fremtidigt køb på det nuværende kursniveau, er det reelt set en positiv kurstrigger, som kan give en god kursfornemmelse, der rækker ud over det korte sigt.

- Det er en god måde at forventningsstyre på, i givet fald for at vise ledelsens imødekommenhed overfor investorerne, vurderer Per Hansen.

VESTAS HAR FÅET KONKURRENTNYT

Vestas har fået en melding fra sin amerikanske konkurrent, GE Vernova, der spår negativ vækst for sin vindforretning i 2025. For næste år regner GE Vernova med en negativ midt encifret procentuel organisk vækst, mens underskuddet på driften før af- og nedskrivninger vil lande på 200-400 mio. dollar.

- Det er altså et meget, meget dystert og svagt indtjeningsbillede, de tegner for næste år, lyder det fra Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

En svag prognose fra GE betyder dog ikke, at Vestas' forventninger til næste år vil tegne samme billede, siger Jacob Pedersen.

- Vestas er på indtjeningssiden en voldsom duks, når det kommer til de vestlige vindmølleproducenter, så nej, det er jeg ikke bekymret for, siger han videre.

Vestas-aktien falder 1,5 pct. til 99,30 kr.

ØRSTED SÆNKET AF SPANIERE

I bunden af C25 ligger dog Ørsted med et minus på 2,6 pct. til 351,30 kr. Banco Santander har sænket anbefalingen af energiaktien til "underperform" fra "neutral" og kursmålet til 394 kr. fra 480 kr.

Ørsted har onsdag også oplyst, at det taiwanske forsikringsselskab Cathay Life Insurance har købt halvdelen af Ørsteds Greater Changhua 4 havvindmøllepark for 11,5 mia. kr., der skal betales i 2024 og 2025. De to kommer nu til at eje halvdelen hver af havvindmølleparken, der har en kapacitet på 583 megawatt, MW.

Der er også analysenyt til FLSmidth, som har fået indledt dækning hos finanshuset Kepler Cheuvreux med anbefalingen "køb". Samtidig lyder kursmålet på 448 kr.

FLS-aktien falder imidlertid 0,4 pct. til 378,40 kr.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

15:41 USA/åbning: Stålproducenter nyder godt af forhøjet told i grøn ugestart
13:56 NKT får sænket kursmålet hos Goldman Sachs til 443 kr. fra 503 kr.
13:46 USA/tendens: Stålproducenter i fremgang efter Trums nye varslede told
13:21 McDonald's overrasker med vækst i det sammenlignelige salg trods svært hjemmemarked
12:40 Morgan Stanley: AI-hypen har spredt sig udover techsektoren
12:14 Den norske krone fortsætter opad efter uventet stigning i inflationen
12:12 Europa/aktier: BP i top på investornyt - Rockwool blander sig i bunden
11:57 JPMorgan ser aktievinderne fra Trump-regeringen have betydeligt anden profil denne gang
11:38 Obligationer/middag: Handlerne fordøjer toldnyt på nyhedstynd dag
11:29 ECB-vicechef: Trumps told vil udløse globalt udbudschok
11:26 Aktier/middag: Mærsk i top i tynd handel mens Rockwool dykker efter sænket anbefaling
10:43 Amerikanske stål- og aluminiumsproducenter i hopla efter ny toldmelding fra Trump
10:04 Jyske Bank ser stadig Danske Bank-aktien som billig efter imponerende regnskab
09:58 UBS ser aftagende indtjening for Rockwool: Sænker anbefalingen til "sælg"
09:34 BP sendes i vejret: Elliott Investment har sluttet sig til aktionærkredsen
09:32 GN har fået skåret kursmålet til 210 kr. fra 230 kr. hos Danske Bank
09:22 Netcompany går frem efter køb af SDC - spået opkøbskandidat slår bak
09:21 Aktier/åbning: Sænket anbefaling sender Rockwool til bunds og C25 ned
09:01 Obligationer/åbning: Renterne slår kontra fra start - toldnyheder i fokus
08:52 Cheføkonom: Imponerende udvikling for dansk eksport i 2024