Trygs topchef om inflationen: Den kommer også til at fylde i 2025

Udgivet den 23-01-2025  |  kl. 09:12  |  
Arkiv: Foto

Inflation fyldte meget hos forsikringsselskaberne i 2024, og det kommer det også til at gøre i 2025, siger topchef hos Tryg Johan Kirstein Brammer i et interview med Marketwire.

- Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vi i fjerde kvartal stadig ser, at inflationen præger vores skadesomkostninger. Der er hele løndelen, som vi også tager med os ind i 2025 og 2026. Lønreguleringerne flyder jo ind i vores leverandørkæder, og samtidig ser vi også et pres på byggematerialer og reservedele til biler.

- Så ja, inflation fyldte i 2024, det kommer det også til at gøre i 2025. Det er der ikke nogen tvivl om. Vi er udfordret af inflation, siger Johan Kirstein Brammer efter Trygs regnskab for 2024.

For forsikringsselskaberne handler det i høj grad om at kompensere for inflationen ved blandt andet at justere på deres priser, og mange kunder kan da også konstatere, at deres forsikringspriser er steget en del de senere år.

- Vores opgave er hele tiden at holde inflationen for døren, og det synes jeg, vi kan sige, at vi lykkes med, med en combined ratio på 82,5 i fjerde kvartal. Men den er der stadigvæk, og det kommer vi til at arbejde stenhårdt på at holde den væk fra skadesomkostningerne, siger Johan Kirstein Brammer.

Blandt andet motorforsikring har været et udfordret område for forsikringsselskaberne i en periode. Her oplevede de nemlig en øget frekvens af skader.

- Jeg synes, at vi har fået armene godt rundt omkring de udfordringer, vi ser ind i. Vi har jo set nogle frekvensstigninger i løbet af 2023 og 2024. Det ligner, at det klinger lidt af her mod slutningen af 2024. Lad os nu se, hvordan 2025 udvikler sig, men det ligner, at det klinger af på frekvensen og finder et nyt leje, siger Johan Kirstein Brammer.

Udover den øgede skadesfrekvens har selskaberne også været ramt af, at skaderne generelt har været dyrere for forsikringsselskaberne at udbedre.

- Gennemsnitsskaderne er meget påvirket af udgiften til reservedele. Vi har set eksempler på, at forlygter er steget med et sted mellem 30 og 40 pct. over de seneste par år. Så vi er altså påvirket af, at snitskaden stiger. Det kommer vi også til at tage med os ind i 2025. Det handler jo om at få reguleret priserne, så det matcher den nye bilpark, der kører rundt på vejene, siger Johan Kirstein Brammer.

Har I så gjort det, I skulle på priserne?

- Vi føler, at vi har gjort det, vi skal gøre for nuværende. Men det er jo sådan med inflation og makroøkonomi, at det udvikler sig hele tiden. Så vi kommer til at følge nidkært med i, hvordan verden udvikler sig.

- Vores opgave er hele tiden sikre, at vi har tilstrækkeligt med data til, at vi kan agere hurtigt, så vi forbliver en robust virksomhed. Det synes jeg, vi har bevist over de sidste par år, hvor vi i en turbulent tid har leveret på vores finansielle mål. Så det er jeg også fortrøstningsfuld over, at vi også kan i den næste strategiperiode, siger Johan Kirstein Brammer.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  CEO❯  Shares❯