Onsdagens aktier: Vestas og Novo skabte aktiefest på børsen

Udgivet den 05-02-2025  |  kl. 17:04  |  
Arkiv: Foto

Vestas og Novo Nordisk var i gavehumør onsdag med opløftende regnskaber, der fik investorerne til at ånde lettet op.

På en af sæsonens tungeste regnskabsdage var der modsat pres på Demant og Pandora, der efter en god periode på aktiemarkedet blev straffet for lidt forsigtige prognoser.

Blandt sidepapirerne vendte investorerne tomlen ned for Lundbeck, der ikke kom helt i mål i analytikernes øjne med salget af nøgleprodukterne.

Samlet set lukkede C25-indekset med et plus på 1,1 pct. i 1765,50.

På den globale aktiescene var stemningen mere mut på baggrund af blandt andet skuffende regnskaber fra Googles moderselskab, Alphabet, og chipkoncernen AMD.

NOVO NORDISK TILBAGE I FRONT

Novo Nordisks investorer har fået flere skuffelser og en særdeles sløj kursudvikling i det seneste halvår, men onsdagens regnskab overraskede på væksten i salget af supersællerterne Ozempic og Wegovy i fjerde kvartal, der landede en tocifret vækst i periodens salg og indtjening.

I det nye regnskabsår venter Novo Nordisk en salgsfremgang på 16-24 pct. og et driftsresultat på 19-27 pct. - begge målt i lokal valuta.

Prognosen bør skabe lettelse hos investorerne, mener Sydbanks analytiker Søren Løntoft Hansen.

- Med de udfordringer Novo-aktien har haft det seneste halvår, må de her forventninger til helåret bestemt give investorerne grund til at drage et lettelsens suk og sende aktien op, siger Søren Løntoft Hansen til MarketWire.

Den danske medicinalgigant slog analytikernes estimater på stort set alle parametre - omsætning, bruttoresultat, driftsresultat og bundlinje ikke mindst på baggrund af en salgsvækst i fjerde kvartal på 30 pct. mod de estimerede 24,4 pct., og med en vækst i driftsresultatet på ligeledes 30 pct. mod en ventet fremgang på 26 pct.

Aktien steg 4,5 pct. til 736,50 kr. Med i vejret gik også Zealand Pharma med et plus på 7,1 pct. til 709 kr.

VESTAS BELØNNET FOR GOD AFSLUTNING PÅ 2024

Vindmøllekoncernen Vestas leverede i fjerde kvartal over analytikernes forventninger på samtlige regnskabsposter.

Aktien fløj op og ned i dagens løb men i sidste ende vandt vindmølleoptimisterne, da slutfacit blev en solid stigning på 8,4 pct. i 109,50 kr.

- Det er et regnskab med både lidt minus og lidt plus, og det er også derfor, at du kan se, at markedsreaktionen har været lidt blandet, udtaler chefhandler hos Danske Bank, Mads Zink, til MarketWire, der kalder dagens udvikling som et lettelsens suk.

Han lægger vægt på, at Vestas har leveret bedre end ventet målt på omsætning, driftsindtjening og pengestrømmene, samt at vindmøllekoncernen også annoncerer et aktietilbagekøbsprogram, hvilket sender positive signaler til markedet.

I den grønne sektor var der også stor efterspørgsel efter Ørsted-aktien, der steg 3,3 pct. til 281,20 kr. forud for torsdagens årsregnskab.

DEMANT STRAFFET FOR SVAG PROGNOSE

Nederst i C25-indekset endte Demant med et fald på 6,7 pct. til 263,40 kr., hvor markedsdeltagerne lagde mest vægt på en forsigtig prognose.

Høreapparatkoncernens prognoseudspil til driften i 2025 lyder på 4500-4900 mio. kr. mod konsensus på 4832 mio. kr.

Hos finanshuset Jefferies fremhæves også den skuffende prognose, samt at der ikke er lanceret et nyt produkt og at aktien har klaret sig godt på det seneste.

Konkurrenten GN fulgte trop med et fald på 2,2 pct. til 150,60 kr. forud for torsdagens årsregnskab.

2025 UDEN GLANS FOR PANDORA

Smykkeproducenten Pandora kom godt ud af 2024 med både omsætning og indtjening over konsensus og med tocifret organisk vækst samt overskudsgrad.

Selskabet ser dog mere konservativt end markedet på det igangværende regnskabsår. En 2025 organisk vækst på 7-8 pct. og en EBIT-margin på omkring 24,5 pct. er mindre end i analytikernes estimater.

Investorerne hæftede sig med et fald på 2,4 pct. til 1341,50 kr. mest ved de negative udsigter, og hos Danske Bank pointerer Mads Zink også, at det også skal tages med i ligningen, at det ikke er langt tid siden, at aktien handlede i alle tiders højeste niveau.

HUG TIL LUNDBECK

En let skuffelse med salget af Lundbecks fire strategiske nøgleprodukter i fjerde kvartal fik en ublid modtagelse onsdag, hvor aktien blev handlet ned med 2,1 pct. til 44,86 kr.

Hos finanshuset Barclays lægger analytiker Charles Pitman-King vægt på salgsskuffelsen for Rexulti og Vyepti, og han ser også den kursmæssige underpræstation som berettiget, da aktien var steget frem mod regnskabet.

Længere ude blandt sidepapirerne faldt Matas 2,0 pct. til 135 kr. efter sin rapport for tredje kvartal, der bød på vækst på tværs af regnskabsposterne.

Ringkjøbing Landbobank gentog onsdag i forbindelse med sit årsregnskab sine forventninger til 2025, hvor geopolitiske risici og en stærk dansk økonomi trækker i hver sin retning.

Bankaktien satte sig 5,6 pct. til 1100 kr.

Imens steg Alm. Brand 1,5 pct. til 15,13 kr. efter sit regnskab, der sammen med prognosen for 2025 blev delvist kommunikeret 22. januar.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder