Aktiechef: Det kører ikke for Trump - amerikanske aktier underpræsterer

Udgivet den 04-03-2025  |  kl. 08:20  |  

De amerikanske aktier har været træktoget i de seneste års globale aktieoptur. Men i 2025 er noget af dampen gået af det amerikanske aktietog, og det amerikanske marked har i år været blandt de dårligste i verden.

- I Donald Trumps sidste præsidentielle periode målte han sin succes på aktiemarkedets stigning. Gør man det samme denne gang, må konklusionen være, at det slet ikke kører for Trump - og heller ikke for hans team af rådgivere herunder Teslas topchef Elon Musk, siger Philip Jagd, aktiechef i Sampension.

Hvor både S&P 500- og Nasdaq-indekset er faldet i år, da er de europæiske aktier steget tæt ved 10 pct., mens danske aktier har et plus omkring de 4 pct. på knap to måneder.

Tager man Tesla, er billedet endnu værre. Aktien er faldet med godt 30 pct. i år svarende til 3000 mia. kr., hvilket svarer til værdien af hele det danske bruttonationalprodukt, påpege aktiechefen.

Philip Jagd peger på, at de amerikanske aktiers underperformance skal ses i lyset af, at Trump har lagt fra land på en mere disruptiv måde, end sidst han var præsident. Eksempelvis er tempoet af præsidentielle ordrer 10-20 gange større end ved hams sidste periode som præsident. Og i regi af Musks effektiviseringsenhed, Doge, fyres offentlige ansatte og kontrolprocedurer slækkes under påskud af effektivisering.

Men ifølge Philip Jagd skaber den disruptive form usikkerhed og utryghed:

- Det gælder internt i den amerikanske økonomi, hvor forbrugertilliden dykker, erhvervstilliden i servicefagene falder. Alene i januar tog salget af nye boliger et dyk på 10 pct. Det eneste, der aftager hurtigere, er salget af Teslaer ude i verden, så indtægterne fra eksport lægger pres på selskabernes indtjening. Alt sammen får det investorer til at hjemtage lidt penge fra USA og placere i resten af verden, siger han.

Ifølge Sampension vil 5 pct. af investeringerne i aktier flytte ud af USA svarende til 15 pct. af markedsværdien i resten af verden, og det kan måske medvirke til de flotte afkast udenfor USA.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  USA❯ 

Seneste nyheder