Aktier/PFA: Hårde og brede toldsatser skaber usikkerhed - men opsving i USA stadig intakt

Udgivet den 04-03-2025  |  kl. 11:00  |  

Effektueringen af store toldsatser på amerikansk import af varer fra Mexico og Canada skabte mandag klare aktiefald i USA, som tirsdag også er blevet afløst af nedtur i både Asien og Europa.

Og det skyldes ikke, at trækket - som var varslet allerede kort efter indsættelsen af Donald Trump som USA's præsident - var overraskende, men formentlig mere, at investorerne havde håbet på, at parterne kunne have nået at forhandle en formildet udgave af tolden på plads inden deadline.

- Nu kom toldsatserne med fulde drøn på Canada og Mexico. Det er ikke, fordi vi ikke har været opmærksomme på datoen, men man havde måske håbet på, at man kunne forhandle noget på plads inden, siger Tine Choi Danielsen, der er chefstrateg hos PFA, til MarketWire.

- Nu kan vi så se frem til i Europa, at vi kan blive ramt af det samme fra 1. april. Man kan forhandle med Donald Trump, men han kræver noget til gengæld. Så det er ikke småting, man skal have på bordet for at holde tolden tilbage. Og med det, vi har set, er det store toldsatser, og de er brede, så de rammer stort set alle varer, fortsætter hun.

VOLATILITETEN BESTÅR - MEN DET GØR OPSVINGET I USA OGSÅ

PFA har selv - oven på både den forøgede handels- og geopolitiske usikkerhed, men også flere data, der peger på et let nedadgående momentum i opsvinget i USA - for nylig reduceret sin overvægt i globale aktier en kende.

Det betyder ikke, at forventningen er fortsatte aktiefald uden afbrydelse. Markederne er formentlig bare ikke færdige med at køre i rutsjebane.

PFA har fortsat overvægt i aktier, og Tine Choi Danielsen vurderer da også fortsat, at opsvinget i den amerikanske økonomi vil vare ved resten af året.

- I forhold til usikkerheden på aktiemarkedet har Trump ikke overrasket. Det, man kunne være sikker på, da han blev valgt, var, at vi ville gå ind i en tid, hvor aktiemarkederne ville svinge mere. Det har materialiseret sig. Og det kan det godt fortsætte med i noget tid, indtil vi får en større korrektion, siger chefstrategen.

- Jeg forventer ikke, at det bare skal gå en vej resten af året. Men det vil nok blive ved med at være to skridt frem og et tilbage, fortsætter hun.

Hvis PFA skal reducere sin eksponering mod aktier yderligere, vil det også kræve klare tegn på, at opsvinget i USA stopper.

Og de er der ikke endnu.

- Der skal noget til, der virkelig rykker på vores tro på, at opsvinget fortsætter. Lige nu er det primært stemning, der driver markedet. Det er forventning om, at de her toldsatser på et tidspunkt vil ramme væksten. Og det er stadig svært at spå om, siger Tine Choi Danielsen.

- Vores syn på, at opsvinget i USA fortsætter i år, er stadig intakt. Hvis vi lige pludselig oplever noget, der viser det modsatte, vil vi reagere, fortsætter hun.

MEXICO OG CANADA KAN RAMME RECESSION MED UBRUDT TOLDNIVEAU

For Mexico og Canada helt konkret er udsigterne ekstra usikre efter indførslen af en bred told på 25 pct.

De to lande afleverer i dag ifølge Tine Choi Danielsen henholdsvis 82 pct. og 74 pct. af landenes samlede eksport inden for USA's grænser, og derfor har toldsatserne dramatisk effekt.

Til sammenligning lander kun omtrent 8 pct. af EU's eksport i USA.

- Mexico og Canda er de to lande, der eksponerer klart mest til USA. Så hvis der ikke ændres noget på det her niveau af told inden for det næste år, så styrer de to lande mod recession, siger Tine Choi Danielsen.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  macro❯  Europa❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:56 Europa/lukning: Toldkrig sendte bilproducenter ned - forsvarsaktier steg igen
17:06 Tirsdagens obligationer: Nervøsitet og øget oprustning holdt renten i skak
17:05 Tirsdagens aktier: Trumps toldkrig sendte C25 ud i største fald i år
17:04 Ontario giver svar på tiltale: 25 pct. afgift på strøm til USA
16:37 Kinesisk havneoperatør sælger havneandel til Blackrock-konsortium efter pres fra Trump
16:28 Gubra smider hele opturen fra milliardaftale med Abbvie
15:51 Zealands nedtur skyldes ifølge Nordnets investeringsøkonom Gubras partnerskab
15:46 USA/åbning: Amerikanske aktier fortsætter ned - Nvidia bremser faldet
15:03 Nordea bogfører trecifret milliontab på Odsherred Forsyning
14:58 USA's finansminister skyder Wall Streets bekymringer ned - toldpolitik løber efter planen
14:32 USA/tendens: Udsigt til anden røde dag i træk for amerikanske aktier
13:52 Handlere skruer op: Ser nu tre rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank
13:42 Disse 5 small-cap aktier er hedgefondenes favoritter
13:37 Euro rammer stærkeste niveau mod dollar i år oven på EU's varslede milliarder til forsvaret
13:31 Europa/aktier: Toldkrig trykker bilproducenter ned - forsvarsaktier stiger igen
13:10 Amerikansk detailkæmpe spår usikkerhed om forbrugere og told
12:45 Morgan Stanley ser nu ubrudt stime af rentenedsættelser fra ECB frem til juni
12:44 Kina svarer igen på amerikansk told - suspenderer amerikanske eksportører
11:56 Obligationer/middag: Nervøse investorer søger tryghed i obligationer og sender renten ned
11:34 Aktier/middag: Toldkrig tvinger markedet i rødt