Aktier/middag: Vestas, NKT og Rockwool danner top i rødt C25

Vestas, Rockwool og NKT er igen torsdag trioen i toppen af det danske C25-indeks, som ikke formår at fortsætte onsdagens fremdrift, men viger marginale 0,3 pct. til 1827,86.
Indekset er tynget af blandt andet Novo Nordisk, Coloplast og Novonesis.
- Stemningen ligger i fortsættelse fra i går, og det er lidt den samme historie, som kører, altså at ude i Europa med fælles investeringer i forsvar og meget store investeringer i infrastruktur i Tyskland, og noget tyder på, at de kommer et skridt længere, noterer Lars Hytting, chef for aktiehandel i Artha Kapitalforvaltning.
- Det er jo et paradigmeskifte for tysk finanspolitik. Det er meget, meget store kræfter, som er på spil her, hvis det bliver aktuelt, bemærker han.
CYKLISKE AKTIER FORTSÆTTER FREM
Udviklingen styrker de cykliske aktier repræsenteret ved Vestas, som stiger 3,7 pct. til 107,20 kr., NKT som løftes 3,4 pct. til 509 kr., og Rockwool, som går 3,4 pct. frem til 3132 kr.
Det sker uden sekskabsspecifikt nyt for de tre selskaber, men Lars Hytting mener, at fremgang for NKT og Rockwool kan være drevet af udsigten til tysk infrastruktur.
- Tyskland er vores naboland, hvor vi i forvejen har fingrene godt og grundigt nede i kagedåsen, så der er udsigt til, at man får sin del af kagen, påpeger Lars Hytting.
Derudover nævner han bevægelsen mod revanche til de aktier, som har fået en hård medfart på det seneste. Ikke mindst GN, som dykkede 8 pct. tirsdag efter lanceringen af amerikanske toldplaner rettet mod Kina. Torsdag løftes aktien 0,9 pct. til 124,10 kr.
DEN TUNGE TRIO
Nederst i C25-indekset falder Novo Nordisk 2,3 pct. til 617,10 kr., Coloplast taber 2,8 pct. til 748,20 kr., og Novonesis går 3,6 pct. tilbage til 413,90 kr.
Onsdag kom det frem, at Novo Nordisk sænker prisen på det stort sælgende middel til fedmebehandling Wegovy i USA. Men Lars Hytting bemærker derudover, at dollar er svækket betydeligt på det seneste.
- Når man har en stor del af sit salg i dollar, så kan det mærkes, og jeg tror, at uanset, hvor stor en del af sin afdækning, man har af sin valutarisiko, så er det svært at gardere sig mod den svækkelse, vi ser, mener Lars Hytting.
Torsdag gentager topchef Lars Fruergaard Jørgensen, at Novo Nordisk bevæger sig mod at producere størstedelen af de produkter, det sælger på det amerikanske marked i USA, men at selskabet ikke er immun over for præsident Donald Trumps potentielle toldindgreb.
Meldingen svarer til budskabet på pressemødet efter årsregnskabet.
VITALITET PÅ NÆSTØVERSTE HYLDE
Mens udvalget af selskabsspecifikke nyheder fra de store C25-selskaber er begrænset torsdag, er der mere vitalitet i nyheder fra selskaberne på den næstøverste hylde.
NTG oplevede i fjerde kvartal såvel som i 2024 som helhed fremgang på toplinjen. Driftsoverskuddet fulgte dog ikke med op, men faldt derimod tilbage. I det nye regnskabsår regner transportselskabet imidlertid med, at bundlinjen vil blive forbedret med mellem 10 og 25 pct., fremgår det af regnskabet for 2024, der blev præsenteret onsdag aften.
Regnskabet har givet anledning til et sænket kursmål fra Nordea, som nu lyder på 390 kr. fra tidligere 415 kr. Anbefalingen er dog fortsat "køb".
Aktien stiger ved middagstid 5,5 pct. til 158,50 kr.
Hos konglomeratet Schouw & Co. er det lykkedes at navigere sikkert gennem et markedsmiljø med geopolitisk uro og stor usikkerhed i 2024, og det betyder en stigning i indtjeningen trods faldende omsætning. Det skriver selskabet i sit regnskab torsdag morgen.
Schouw-aktien falder 0,3 pct. til 585 kr.
Tankrederiet Torm var påvirket af et volatilt marked og faldende fragtrater i anden halvdel af 2024. Det blev dog kun til et mindre fald på bundlinjen, da et stærkt første halvår var med til at trække op.
Torm stiger 5,2 pct. til 128,70 kr.
H+H har fået sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" af Danske Bank, som dog samtidig løfter kursmålet til 115 kr. fra 85 kr. Det sker i kølvandet efter tirsdagens regnskab fra porebetonkoncernen og efterfølgende kursplus på 12,2 pct. som følge af Tysklands planer om massiv investering i forsvaret og lempelse af gældsloftet.
Torsdag stiger aktien 6,7 pct. til 112,20 kr.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›