Europa/middag: Højere renter trækker mere ned end tyske lempelser gavner
Makropolitiske vilkår byder torsdag på både surt og sødt for de europæiske aktier.
Forventninger om, at magtskiftet i Tyskland vil anspore en helt anderledes ekspansiv finanspolitik, ses som en fordel for de cykliske aktier. Men den ventede slækkelse af det restriktive tyske gældsloft tilskynder samtidig obligationsmarkedet til at handle renten op, og det er ikke gunstigt for aktiemarkedet generelt.
Samlet set bliver det torsdag middag til et minus på 0,5 pct. til 553,1 for det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.
VÆRST FOR EJENDOMSAKTIER
Især de rentefølsomme ejendomsaktier belastes af rentestigninger. Sektoren ligger nederst i Stoxx 600-indekse med et minus på 2,7 pct.
Næstlavest i Stoxx-600 indekset ligger sundhedsaktierne, som taber 1,5 pct., og her trækker danske Novo Nordisk ned med et minus på 2,7 pct. Men værst i underindekset klarer Galderma sig med et fald på 6,6 pct., efter at den schweiziske producent af hudplejemidler har varslet afdæmpet salgsvækst i sit første kvartal.
Mere makropolitisk blæser der torsdag milde vinde i retning af bilproducenterne, efter at USA's præsident, Donald Trump, har fritaget nogle bilproducenter fra told på 25 pct. på Canada og Mexico, så længe de overholder reglerne for frihandel.
I Europa trækker det plusser til Volkswagen og BMW på 2,9 pct., og på 1,5 pct. til fransk-italienske Stellantis.
POSTAL FREMGANG
Selskabsspecifikt er det torsdag middag fremgang på 10,0 pct. til Deutsche Post/DHL, som har varslet nedskæringer af omkring 8000 arbejdspladser i Tyskland efter et rapporteret fald på 7 pct. i sit årlige driftsresultat.
Aktierne i Lufthansa stiger 8,6 pct. på tegn på et opsving i andet halvår af 2024 takket være stærk efterspørgsel og lavere brændstofomkostninger.
Nederst i Stoxx-indekset falder Comet Holding 11,6 pct., efter at den schweiziske producent af røntgenteknologi offentliggjorde sine 2025-prognoser om et salg i 2025 på 480-520 mio. schweizerfranc mod estimerede 538 mio. schweizerfranc ifølge Bloomberg News.
HVAD VIL ECB
Torsdagens store makroøkonomniske trækplaster bliver rentemødet i Den Europæiske Centralbank først på eftermiddagen, som ventes at resultere i en sænkning af den retningsgivende indskudsrente med 25 basispoint til 2,50 pct. I samme anledning vil handlerne rette opmærksomheden mod udtalelser fra mødet, som måske kan give signaler om centralbankens planer for fortsatte rentetiltag.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›