USA/lukning: Aktienedtur trods toldudskydelse - Nvidia hårdt ramt

Udgivet den 07-03-2025  |  kl. 06:32  |  

Så er der told. Så er der ikke told. Så er der alligevel told. Så er der undtagelser til told. Men snart kommer der mere told...

Usikkerheden omkring den amerikanske præsident Donald Trumps handelspolitik er stor, og udover de øgede skatter og afgifter, som told jo er, så kan investorerne heller ikke lide usikkerhed.

Og derfor blev de amerikanske aktier handlet grundigt ned torsdag, da det brede S&P 500-indeks faldt 1,8 pct., mens Dow Jones satte sig 1,0 pct., og Nasdaq tabte mest med hele 2,6 pct.

Og yoyo bevægelserne står til at fortsætte fredag. Futures indikerer stigninger på 0,2-0,5 pct., når markedet åbner i New York sener på dagen.

DET ER LIGE MEGET

S&P 500-indekset lagde torsdag ud med et fald på op mod 1,6 pct., men det rettede sig hurtigt til minus 0,5 pct., da Howard Lutnick, USA's handelsminister, til tv-stationen CNBC sagde, at Donald Trump formentlig ville udskyde told på alle canadiske og mexicanske varer, som er omfattet handelsaftalen USMCA.

Da Donald Trump selv senere bekræftede en fritagelse for told af mexicanske og canadiske varer frem til 2. april, faldt aktierne dog alligevel igen kraftigt tilbage.

- Lige nu er det lige meget, at Donald Trump udskyder noget told. Det kommer bare senere i stedet. Der er også denne her svaghed i teknologi, som fortsætter, og med Marvells skuffelse onsdag aften øges presset, siger investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

- Efter lukketid kommer Broadcom med sit kvartalsregnskab. Og det er på den korte bane faktisk vigtigere end Donald Trump. Renterne stiger også i Europa. Det giver noget valutauro. Pengene flyttes samtidig til europæiske aktier for tiden.

ALLE SEKTORER I RØDT

I S&P 500 klarede energiaktierne sig bedst med et plus på 0,5 pct., selv om olieprisen faldt for femte handelsdag i træk, mens alle andre sektorer blev ned.

For de teknologitunge vækstsektorer gjaldt det, at cyklisk forbrug led mest med et minus 2,9 pct., mens it tabte 2,7 pct., og kommunikationsservice smed 2,2 pct.

Det var blandt andet chipkæmperne Nvidia og Broadcom, som torsdag tyngede i markedet med fald på 5,7 og 6,3 pct. Nvidia kom ellers med et solidt regnskab i sidste uge, uden at det har hjulpet på kursen, mens Broadcom skulle levere sine tal efter markedets lukning torsdag.

- Den fundamentale motor i USA's marked har været vækstaktierne, og de har det skidt for tiden. Halve negative historier får lov at blive afgørende, og derfor er Broadcoms regnskab så vigtigt. Vi skal have sat en prop i udsalget i teknologi for at få stabilitet i aktiemarkedet i USA, fastslår Danske Banks Lars Skovgaard Andersen.

Broadcom er USA's niende største aktie målt på markedsværdi.

Udover al toldusikkerheden kom chipproducenten Marvell Technology onsdag aften med regnskab for fjerde kvartal, og mens de realiserede tal med en vækst på 27 pct. var lidt bedre end ventet, så levede salgsprognosen for første kvartal på 1,875 mia. dollar ikke op til de mest optimistiske bud på Wall Street, og derfor faldt aktien uden for hovedindekset med 19,8 pct.

Ligeledes inden for it faldt Microsoft - blandt de helt store navne - også med 1,0 pct., samtidig med at Palantir mistede 10,7 pct., mens Apple gik mere beskedent tilbage med 0,2 pct.

I cyklisk forbrug satte Amazon sig samtidig 3,7 pct., mens Tesla, efter et sænket kursmål hos finanshuset Baird på baggrund af den senere tids faldende salgstal, smed 5,6 pct.

I kommunikationsservice tabte Meta Platforms også 4,4 pct., ligesom Netflix gik tilbage med hele 8,5 pct., mens Alphabet satte sig 0,5 pct.

Der var også salgspres på bank og finansiel service med et samlet minus til finanssektoren på 1,7 pct., hvilket dækkede over kursfald til blandt andet JPMorgan Chase, Bank of America, Goldman Sachs, Visa og Mastercard på 1,5-4,3 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:59 ECB's Kazaks: Usikkerheder bør holde rentenedsættelse i april i spil
17:55 Europa/lukning: Tysk kemikoncern i stort dyk på planer om aktiesalg i rødt marked
17:36 Medie: Putin er indstillet på foreløbig våbenhvile med betingelser
17:09 Fredagens obligationer: Renter faldt tilbage på dag med vigtig jobrapport
17:07 Medie: Putin er indstillet på foreløbig våbenhvile med betingelser
17:04 Fredagens aktier: Amerikansk nedtur trak danske aktier i dybet - Zealand faldt mest
16:39 Torm får skåret knap en tredjedel af kursmålet til 124 kr. af ABG
15:53 Trump truer Rusland med sanktioner og told
15:47 USA/åbning: Jobtal og toldtrusler giver rød amerikansk start - Broadcom går modsat
15:31 Amerikansk jobvækst er fortsat moderat - giver plads til lavere renter omkring sommer
14:52 Amerikansk jobvækst er fortsat moderat - og giver plads til laver renter omkring sommer
14:41 Amerikansk jobrapport viser fortsat styrke og lavere lønvækst end ventet
14:36 Amerikansk jobrapport viser fortsat styrke og lavere lønvækst end ventet
14:32 STG får sænket anbefalingen til "hold" hos Carnegie efter årsregnskab
14:25 USA/tendens: Chokket har lagt sig - prop i amerikanske aktiefald før vigtige jobtal
14:15 EU vil fremskynde gennemgang af banksektoren i frygt for amerikansk dominans
13:19 Europa/aktier: Tysk kemikoncern dykker på planer om aktiesalg i rødt marked
12:17 Obligationer/middag: Renterne dykker forud for vigtig jobrapport
12:02 Aktier/middag: Amerikansk nedtur smitter af på danske aktier - Vestas og Rockwool dykker
11:39 Saudi Aramco sænker oliepriserne i Asien inden møde i Opec