FirstFarms - Offentliggørelse af tilbudsdokument
MÅ IKKE OFFENTLIGGØRES, PUBLICERES ELLER UDLEVERES DIREKTE ELLER INDIREKTE I ELLER TIL NOGEN JURISDIKTION, HVOR DETTE VILLE UDGØRE EN OVERTRÆDELSE AF GÆLDENDE LOVGIVNING ELLER REGLER I DEN PÅGÆLDENDE JURISDIKTION, HERUNDER I USA
FirstFarms - Offentliggørelse af tilbudsdokument
Constantinsborg A/S offentliggør tilbudsdokument vedrørende købstilbud
Den 11. februar 2025, offentliggjorde Constantinsborg A/S ("Tilbudsgiver") sin beslutning om at fremsætte et frivilligt kontant købstilbud på alle aktier i FirstFarms A/S ("FirstFarms") (bortset fra egne aktier ejet af FirstFarms og aktier allerede ejet af Tilbudsgiver) til en tilbudspris på DKK 84,00 pr. aktie á nominelt DKK 10 ("Tilbuddet"). Der henvises til selskabsmeddelelse nr. 2/2025.
Tilbudsgiver har i dag i henhold til § 4, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 636 af 15. maj 2020 om overtagelsestilbud ("Overtagelsesbekendtgørelsen") offentliggjort sit tilbudsdokument, inklusiv acceptblanket, der er godkendt af Finanstilsynet ("Tilbudsdokumentet").
Der henvises til Tilbudsgivers vedlagte meddelelse vedrørende Tilbudsdokumentet samt Tilbudsdokumentet for yderligere detaljer om Tilbuddet. Tilbudsgiver er indirekte ejet og kontrolleret af Heartland A/S.
Tilbuddet er gyldigt i tilbudsperioden, der løber fra dags dato og udløber den 7. april 2025 kl. 23:59 (CEST). Tilbudsperioden kan forlænges af Tilbudsgiver i henhold til § 9 i Overtagelsesbekendtgørelsen og som nærmere oplyst i Tilbudsdokumentet.
Gennemførelsen af Tilbuddet er underlagt visse nærmere betingelser, som anført i Tilbudsdokumentet.
Tilbudsrelaterede dokumenter, herunder Tilbudsdokumentet, acceptblanket og engelske oversættelser af dokumenterne, er med visse restriktioner tilgængelige på FirstFarms' hjemmeside: https://www.firstfarms.dk/investor-relations/tilbudsdokumentation.
Meddelelsen om Tilbudsdokumentet vil desuden blive sendt pr. e-mail til navnenoterede aktionærer i FirstFarms, i henhold til § 23 i Overtagelsesbekendtgørelsen.
Bestyrelsens redegørelse
FirstFarms bestyrelse vil vurdere det nærmere indhold af og vilkår i Tilbuddet og, i henhold til Overtagelsesbekendtgørelsen, udsende en redegørelse, som indeholder bestyrelsens holdning til Tilbuddet og en begrundelse herfor. Bestyrelsen skal ligeledes forholde sig til fordele og ulemper set i forhold til Tilbuddet og selskabets forventede udvikling. Bestyrelsen skal også redegøre for sin holdning til konsekvenserne af Tilbuddet for alle selskabets interesser og til Tilbudsgivers strategiske planer for målselskabet samt disses sandsynlige konsekvenser for medarbejderne og selskabets driftssteder. Bestyrelsens redegørelse forventes offentliggjort efter FirstFarms' årsrapport og senest inden udløbet af første halvdel af tilbudsperioden den 24. marts 2025. Lise Kaae deltager ikke i udarbejdelsen af bestyrelsens redegørelse på grund af hendes relation til Tilbudsgiver og dennes ultimative moderselskab Heartland A/S.
Ved beslutningen om, hvorvidt man som aktionær vil acceptere Tilbuddet, bør enhver aktionær gennemgå Tilbudsdokumentet og vurdere alle fordele og ulemper for den enkelte aktionær samt gøre brug af alle tilgængelige informationer og tage behørigt hensyn til personlige omstændigheder. Inden aktionærer i FirstFarms tager stilling til Tilbuddet, anbefales aktionærerne i FirstFarms i øvrigt at afvente offentliggørelsen af FirstFarms' bestyrelsesredegørelse og årsrapport for 2024.
FirstFarms, herunder bestyrelsen, er bistået af ABG Sundal Collier, som finansiel rådgiver og Gorrissen Federspiel Advokatpartnerselskab som juridisk rådgiver i forbindelse med Tilbuddet.
Ansvarsfraskrivelse og information til aktionærer i udelukkede jurisdiktioner
Tilbuddet vil ikke udgøre et tilbud, hverken direkte eller indirekte, til aktionærer, der er bosiddende i enhver jurisdiktion, hvor afgivelsen eller accepten af Tilbuddet ikke ville være i overensstemmelse med lovgivning om værdipapirer eller andre love eller bestemmelser i en sådan jurisdiktion, herunder USA. Denne meddelelse og øvrige dokumenter vedrørende Tilbuddet må ikke sendes, videresendes eller distribueres på nogen anden måde i nogen jurisdiktion, såfremt dette ville udgøre en overtrædelse af lovgivningen i den pågældende jurisdiktion.
Denne meddelelse udgør ikke et tilbud om eller en opfordring til at sælge eller købe aktier i FirstFarms. Tilbuddet fremsættes udelukkende i form af Tilbudsdokumentet, der er udarbejdet og offentliggjort af Tilbudsgiver. Tilbudsdokumentet indeholder de fuldstændige vilkår og betingelser for Tilbuddet. Aktionærer i FirstFarms opfordres til at læse Tilbudsdokumentet og alle tilknyttede dokumenter, da de indeholder vigtige oplysninger om Tilbuddet.
Enhver aktionær skal selv orientere sig om gældende lovgivning og mulige skattemæssige konsekvenser i forbindelse med Tilbuddet og bør rådføre sig med sine professionelle rådgivere.
Med venlig hilsen
FirstFarms A/S
For yderligere information:
Se venligst vores hjemmeside www.firstfarms.dk eller ved at rette henvendelse til FirstFarms på telefon +45 75 86 87 87.
Om FirstFarms:
FirstFarms er et dansk børsnoteret selskab. Vi driver FirstFarms med ansvar for de omkringliggende samfund, og vi leverer højeste kvalitet, som primært afsættes lokalt. Vi handler på nye muligheder, der skaber værdi for vores investorer og for omverdenen. Vi arbejder hver dag på at skabe en mere bæredygtig virksomhed.
Vedhæftede filer
(10) FirstFarms - Offentliggørelse af tilbudsdokument Selskabsmeddelelse - Offentliggørelse af Tilbudsdokument
\Hugin
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1176
- næste ›