SDC DanDisc etablerer Nordeuropas største DVD/CD-fabrik i Danmark
København--17. januar--NetPosten--Stigende efterspørgsel efter DVD-produkter får SDC til at udvide i Sakskøbing.
SDC DanDisc koncernen igangsætter nu et omfattende investeringsprogram på den nuværende DVD/CD-fabrik i Sakskøbing. Udvidelsen omfatter opførelse af en ny produktionshal på ca. 4.500 kvm samt investeringer i komplette DVD- og CD-produktionsanlæg, fremgik det mandag af en fondsbørsmeddelelse. Udvidelsen skyldes en markant stigende efterspørgsel efter DVD-produkter.
Den årlige kapacitet i Sakskøbing vil blive på ca. 120 mio. DVD/CD mod en kapacitet i dag på ca. 60 mio. Derudover investeres der i DVD-faciliteter i København og Hamborg. Den samlede investering, der vil være gennemført senest den 15. juli 2000, forventes at udgøre ca. 60 mio. kr.
Fabrikken i Sakskøbing styrkes yderligere ved, at SDC DanDisc vil lukke for sin CD-produktion i Malmø- Bygningerne i Malmø vil således blive annonceret til salg og forventes afhændet inden årets udgang.
Den resultatmæssige effekt ved gennemførelse af ovennævnte program forventes at udgøre 10-15 mio. kr. årligt og vil først vise sig fuldt ud i år 2001. Den primære drift vil dog allerede blive positivt påvirket i H2 af indeværende regnskabsår. På denne baggrund forventes der i år 2000 et ordinært resultat før skat på 40 mio. kr. mod tidligere meddelt 35 mio. kr.
For 1999 ventes fortsat et resultat før ekstraordinære poster på 24 mio. kr.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1180
- næste ›