Wapteams på vej til børsnotering

Udgivet den 07-09-2000  |  kl. 13:03  |  

København--7. september--NetPosten--Den danske IT-virksomhed Wapteams planlægger en børsintroduktion i løbet af de næste to år.

Virksomheden, der kun er seks måneder gammel, lancerede mandag et web- og wap-baseret projektstyringsværktøj under navnet Wapproject. Visionen har fra starten været at skabe et værktøj med optimal brugervenlighed og fuld mobilitet i såvel styrings- som kommunikationsopgaverne.

I tråd med Wapteams' vision gør Wapproject det muligt at kommunikere, dele og organisere viden samt styre projekter uafhængigt af, hvor i verden projektmedlemmerne befinder sig - hvad enten det sker via bærbar computer, kundens PC eller Wap-telefonen.

Allerede de første versioner af projektstyringsværktøjet har vakt stor begejstring hos flere virksomheder i såvel indland som udland. Ikke mindst fordi virksomhederne har erfaret, at man efter kun en halv times undervisning med rette kan kalde sig superbruger. Blandt andre Ericsson, Hewlett-Packard og Microsoft spår Wapproject en stor fremtid og har netop derfor indgået et strategisk samarbejde med Wapteams - et samarbejde, som alle parter forventer sig meget af.

På kundelisten står foreløbig Lundbeck, Arthur Andersen og Mærsk IT. Mærsk IT har samtidig valgt at forhandle Wapproject på baggrund af egne positive brugererfaringer. Og helt i takt med strategien om en international lancering af Wapproject, er Wapteams tæt på at indgå aftaler med flere store udenlandske virksomheder om levering af Wapproject.

Udgivet af: NPinvestordk