Årsrapport 2017 - Stærkt resultat understøtter Ørsteds grønne omstilling

Udgivet den 01-02-2018  |  kl. 07:00  |  

Bestyrelsen for Ørsted har i dag godkendt årsrapporten for 2017. Vi opnåede i 2017 et stærkt driftsresultat (EBITDA) på 22,5 mia. kr., der var 18% højere end i 2016.

Vi har øget andelen af vedvarende energi med 14%-point til 64%. Vores mål er, at mindst 95% af den el og varme, vi producerer i 2023, skal være grøn.

Udvikling i finansielle nøgletal i 2017:
• Vores underliggende driftsresultat (EBITDA) justeret for ikke-tilbagevendende poster var 56% højere sammenlignet med 2016.
• Indtjeningen (EBITDA) i Wind Power steg med 74% til 20,6 mia. kr. Frasalgene af 50% af Walney Extension og Borkum Riffgrund 2 bidrog væsentligt til dette. Indtjeningen fra vores producerende havvindmølleparker steg med 45%.
• Afkastet af den investerede kapital (ROCE) steg til 25% i 2017 fra 17% i 2016, når der ses bort fra engangsindtægter fra gaskontrakter på 4,3 mia. kr. i 2016.
• Nettoresultatet for den fortsættende del af koncernen steg med 1,1 mia. kr. til 13,3 mia. kr.
• Bestyrelsen anbefaler at hæve udbyttet med 50% fra 6 kr. til 9 kr. pr. aktie (i alt 3,8 mia. kr.).

Administrerende direktør Henrik Poulsen siger:
"I 2017 tog vi afgørende skridt imod at fuldføre vores strategiske omstilling til et grønt energiselskab. Vi fortsatte udbygningen af vores grønne energiproduktion fra havvind og biomasse, vi solgte vores olie- og gasforretning, og vi traf beslutning om at blive kulfri i 2023. Det blev også året, hvor vi vandt projekter i både Tyskland og Storbritannien, som beviser, at energi fra havvind nu kan bygges billigere end nyopførte kul- og gasfyrede kraftværker.

2017 har været et finansielt stærkt år for os. Vi har leveret det største driftsoverskud nogensinde og præsteret stærkt på tværs af vores forretningsområder. De delvise frasalg af Walney Extension og Borkum Riffgrund 2 beviser også, at vores partnerskabsmodel fortsat er meget attraktiv for institutionelle investorer.

Vi gør gode fremskridt inden for den strategiske ekspansion af vores havvindforretning. I november anbefalede et ekspertpanel under de taiwanske miljømyndigheder at vores fire havvindprojekter i Greater Changhua tildeles miljøtilladelse. I december indleverede vi vores første bud på et havvindmølleprojekt i USA. Buddet gælder Bay State Wind-projektet i Massachusetts, hvor vi ønsker at opføre en havvindmøllepark sammen med vores partner, Eversource Energy.

I vores forsyningsvirksomhed indviede vi det biomassekonverterede Skærbækværket og fortsatte udrulningen af fjernaflæste målere i danske hjem og introducerede differentierede tariffer i Radius' eldistributionsnet. Det understøtter den grønne omstilling ved at tilskynde vores kunder til at udjævne deres elforbrug og herigennem resultere i en mere effektiv udnyttelse af den grønne energiproduktion samt elnettet.

I de kommende år er det vores mål at fortsætte udbygningen inden for havvind. Vi vil samtidig gøre vores forsyningsvirksomhed mere grøn, skabe et intelligent eldistributionsnet og forbedre kundernes oplevelse gennem digitalisering og innovation af vores produkter. Herudover arbejder vi på at udvide vores portefølje af langsigtede vækstoptioner inden for grøn energi. Vi har blandt andet etableret en ny enhed for at udforske projekter inden for energilagring og solenergi, og vi kigger ligeledes nærmere på markedet for landvind."

Forventninger til 2018
Vi har fra 2018 valgt at ændre måden, vi guider på.

Fremover vil vores guidance kun inkludere effekten fra de partnerskabsaftaler inden for havvind, vi allerede har indgået. Tidligere inkluderede vores forventninger tillige effekten fra partnerskabsaftaler, som vi forventede at indgå i løbet af året. Det gjorde vores forventninger særligt følsomme over for timingen af de delvise frasalg i Wind Power samt fordelingen af indtjeningen mellem årene. I 2017 udgjorde indtjeningen (EBITDA) fra de nye partnerskabsaftaler vedrørende Walney Extension og Borkum Riffgrund 2 i alt 9,8 mia. kr. 

EBITDA (business performance) uden nye partnerskabsaftaler forventes at udgøre 12-13 mia. kr. i 2018, sammenholdt med 12,7 mia. kr. i 2017.

Vi forventer fortsat at frasælge 50% af Hornsea 1 i enten anden halvdel af 2018 eller i 2019.  Skulle salget ske i 2018 vil EBITDA inklusiv nye partnerskabsaftaler forventeligt være højere end 2017-niveauet på 22,5 mia. kr.

Bruttoinvesteringerne for 2018 forventes at udgøre 16-18 mia. kr. og afspejler et højt aktivitetsniveau relateret til vores havvindmølleprojekter, biomassekonvertering af Asnæsværket samt opsætning af fjernaflæste målere. 

Yderligere information

Media Relations
Martin Barlebo
99 55 95 52

Investor Relations
Henrik Brünniche Lund
99 55 97 22

Telekonference
I forbindelse med aflæggelse af årsrapporten vil der blive afholdt en telekonference for investorer og analytikere torsdag den 1. februar 2018 kl. 10.00.

Danmark: +4535445583
UK: +442031940544
US: +18552692604

Telekonferencen kan følges live:
https://orsted.eventcdn.net/2017annualreport/

Præsentationsmateriale vil være tilgængeligt før konferencen:
https://orsted.com/da/Investors/Key-figures-and-presentations/Financial-reporting#0

Årsrapporten kan downloades på:
https://orsted.com/da/Investors/Key-figures-and-presentations/Financial-reporting#0

Ørsteds vision er en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver havvindmølleparker, bioenergiværker og innovative løsninger, som omdanner affald til energi og forsyner sine kunder med intelligente energiprodukter. Ørsted har 5.600 medarbejdere og hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktie handles på Nasdaq Copenhagen (Orsted). I 2017 havde koncernen en omsætning på 59,5 milliarder kroner (8,0 milliarder euro). Du kan finde mere information om Ørsted på orsted.com, og du kan følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter.

Vedhæftede filer:

Koncernmeddelelse årsrapport DK.pdf

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder