Ændring af bestyrelsens forslag til generalforsamling
Selskabsmeddelelse nr. 26/2020 24. april 2020
Danske Andelskassers Bank A/S har i selskabsmeddelelse nr. 20/2020 den 6. april 2020 udsendt indkaldelse til generalforsamling den 29. april 2020.
Under dagsordenens pkt. 8 b) stiller bestyrelsen forslag om en bemyndigelse til forhøjelse af bankens aktiekapital uden fortegningsret for de hidtidige aktionærer. Forslaget fastholdes, men bestyrelsen har besluttet at nedsætte størrelsen af bemyndigelsen, således at der alene anmodes om en bemyndigelse til at forhøje bankens aktiekapital med op til i alt nominelt kr. 74.364.924 svarende til 20% af bankens aktiekapital.
Den fulde ordlyd af forslaget under dagsordenens pkt. 8 b) er herefter:
Ad pkt. 8 b) Ændring af § 4a, stk. 2
Bestyrelsen stiller forslag til ændring af bankens vedtægter, hvorved der indsættes en bemyndigelse til bestyrelsen til at gennemføre en forhøjelse af bankens aktiekapital indtil den 29. april 2025 med op til i alt nominelt kr. 74.364.924 uden fortegningsret for de hidtidige aktionærer. Kapitalforhøjelser kan ske enten ved kontantindskud, apportindskud eller gældskonvertering. Der foreslås følgende ordlyd af § 4a, stk. 2:
"Bestyrelsen er i tiden indtil den 29. april 2025 bemyndiget til ad én eller flere gange at forhøje aktiekapitalen med op til i alt nominelt kr. 74.364.924 uden fortegningsret for selskabets aktionærer. Kapitalforhøjelser i henhold til nærværende bemyndigelsesbestemmelse kan af bestyrelsen gennemføres ved apportindskud, gældskonvertering og/eller kontantindskud, og skal ske til markedskurs. Bestyrelsen er bemyndiget til at foretage de fornødne vedtægtsændringer i tilfælde af udnyttelse af bemyndigelsen til at forhøje aktiekapitalen."
Ajourført generalforsamlingsindkaldelse er vedhæftet og er offentliggjort på bankens hjemmeside. Fristen for afgivelse af fuldmagt eller brevstemme udløber tirsdag den 28. april 2020 kl. 12.00. Allerede afgivne brevstemmer for det tidligere forslag og fuldmagter til bestyrelsen vil blive anset for stemmer for bestyrelsens reviderede forslag.
Ordinær generalforsamling er indkaldt til den 29. april 2020 og finder sted som planlagt. På grund af risiko for spredning af coronavirus opfordrer vi fortsat alle aktionærer til IKKE at møde op til generalforsamlingen men i stedet følge med på video-streaming.
Kontaktinformation
For spørgsmål til denne meddelelse kan formand Anders Howalt-Hestbech kontaktes via direktør for Direktionssekretariatet Alma Lund Høj pr. telefon 6161 4567 eller pr. mail ahj@andelskassen.dk
Vedhæftede filer
26-2020 Selskabsmeddelelse - Ændring af forslag til generalforsamling i Danske Andelskassers Bank Indkaldelse til generalforsamling - opdateret 24. april 2020
\Hugin