Økonom: Tiltro til tysk økonomi er "skudt i sænk" - men bedring i fremtiden

Udgivet den 17-10-2023  |  kl. 11:55  |  

Vurderingen af den aktuelle økonomi i Tyskland falder en smule i oktober, men forventningerne til fremtiden ser lysere ud.

Det viser nøgletal fra det såkaldte ZEW-indeks, der måler tyske finansielle aktørers vurdering den nuværende og fremtidige økonomiske situation i Tyskland.

- Tiltroen til tysk økonomi er skudt i sænk. Den tyske økonomi er vækstmæssigt gået i stå oven på en tid, hvor mærkbart stigende renter og kraftig inflation har presset på. Særligt stemningen omkring den nuværende situation er trykket, vurderer Lisette Rosenbeck Christensen, der er seniorøkonom i Arbejdernes Landsbank.

Tallet for den nuværende økonomiske situation faldt for sjette måned i træk til minus 79,9 i oktober fra minus 79,4 i september. Her havde analytikere ventet et lidt større fald til minus 80,8 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg.

- Det er et særdeles sløjt niveau og aktuelt det laveste siden sommeren 2020, hvor coronakrisen bankede tilliden i bund, skriver Lisette Rosenbeck Christensen i en kommentar.

Der var dog et lille lyspunkt i dagens nøgletal.

Vurderingen af den fremtidige økonomiske situation steg til minus 1,1 i oktober fra minus 11,4 måneden før. Her havde analytikerne kun ventet en stigning til minus 9,0.

- Forventningerne til fremtiden er i bedring. Det er tredje måned i træk, at indekset stiger, skriver Lisette Rosenbeck Christensen.

.\\˙ MarketWire

Silja Petri

Tags:  macro❯  Tyskland❯