Ørsted-aktien får hjælpende hånd fra faldende renter i USA

Udgivet den 24-10-2023  |  kl. 11:26  |  
Arkiv: Foto

Renterne fortsætter sit fald i USA, og det giver tirsdag en kærkommen håndsrækning til den hårdt pressede Ørsted-aktie.

Ørsted ligger tirsdag formiddag nær toppen i C25-indekset med et plus på 3,4 pct. til 334,70 kr.

Det sker samtidig med, at den tiårige amerikanske rente siden mandag ved middagstid er dykket 20 basispoint fra en top på lige over 5 pct. - det højeste niveau siden 2007.

Ørsted-aktien handles i høj grad i tandem med de amerikanske renter. Det skyldes, at selskabet er afhængig af attraktiv finansiering til sine milliarddyre havmølleprojekter. Sammen med stigende omkostninger i forsyningskæden har de høje renter kostet den danske energikæmpe dyrt i 2023.

Sammenfaldet med renteniveauet kunne også ses tidligere på måneden, da den tiårige amerikanske rente mellem den 9. og 10. oktober dykkede 18 basispoint. Her endte det med en stigning på 7,8 pct. til Ørsted-aktien.

Oven i hatten kan Ørsted også notere sig, at Danmark vil indgå et samarbejde om flydende havvind med Japan. Det er kommet frem i forbindelse med at den danske statsminister, Mette Frederiksen, er på besøg i landet.

Samarbejdet sker med henblik på at reducere omkostningerne forbundet med flydende havvind, skriver Ritzau.

Fordelen ved flydende havvind er, at møllerne ikke er afhængige af at skulle placeres direkte på havbunden, og derfor kan der opføres vindmølleparker på dybere hav end ved traditionelle havvindmøller.

Det er dog fortsat et område under udvikling, og det er derfor ikke noget, der endnu fylder noget væsentligt i Ørsteds portefølje. Det danske selskabet har dog indgået flere aftaler med henblik på at kunne kommercialisere flydende havvind fremtiden.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder