Ørsted og Vestas til vejrs på godt nyt om amerikanske havmølleprojekter
Ørsted og Vestas er med helt fremme fra åbningen fredag, efter at begge selskaber kan glæde sig over godt nyt om havmølleprojekter i USA.
Ørsted stiger mest med 2,8 pct. til 397,50 kr., mens Vestas halser lige efter 2,4 pct. højere 196,50 kr.
Fremgangen følger i øvrigt ganske pæne stigninger torsdag, inden den amerikanske delstat New York kom med nyt om havmølleprojekter.
Her blev Ørsteds Sunrise Wind-projekt tildelt retten til at forhandle en 25-årig OREC-aftale (Offshore Wind Renewable Energy Certificate) vedrørende en havvindmøllepark med en maksimal kapacitet på 924 megawatt, MW.
Og det har efterfølgende fået Sydbank til at løfte anbefalingen af energiselskabets aktie til "køb" fra "hold".
- Risikoen for nye store nedskrivninger bør være ryddet af vejen, og selv om der stadig er en vifte af risici, forventer vi, at Ørsted kan udnytte selskabets markedsposition og kompetencer til at eksekvere på de vigtigste dele af strategiplanen, skriver Jacob Pedersen, analysechef i Sydbank, om løftet.
VESTAS MED I EQUINORS PROJEKT
Også norske Equinors havmølleprojekt Empire Wind 1 blev torsdag udvalgt til kontraktforhandlinger i den amerikanske delstat New York, og det er godt nyt for Vestas, der er udpeget som foretrukken leverandør til projektet, vurderer den amerikanske storbank Citi i et notat.
Empire Wind 1 er på 810 MW og er ifølge Equinor så fremskredent, at det vil kunne begynde at levere den første strøm i 2026.
- Som foretrukken leverandør kan det repræsentere en omsætning på tæt ved 1 mia. euro for Vestas fra 2024-2026, skriver Citi i en kommentar.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯