Ørsted-topchef vil ikke tjene på russisk gas - donerer til Ukraine

Udgivet den 07-03-2022  |  kl. 16:23  |  

Den danske energikoncern Ørsted kan ikke droppe kontrakten med det russiske selskab Gazprom, som selskabet har en gaskøbsaftale med frem til 2030.

Det budskab gentager selskabet mandag, hvor topchef Mads Nipper uddyber, at selskabet dog ikke vil tjene penge på den russiske gas.

Derfor har Ørsted planer om at sende et eventuelt overskud fra kontrakten til nødhjælpsarbejde i Ukraine. Beslutningen skal officielt godkendes på selskabets generalforsamling i april i år.

Størrelsen på det potentielle beløbet er fortsat ukendt og vil variere. I praksis kan der blive tale om nul kroner alt efter, hvad kontrakten indbringer.

Ørsted arbejder desuden på at begrænse den mængde gas, som selskabet aftager. Det betyder, at man stræber efter at aftale den årlige minimumsmængde, der ligger i kontrakten, skriver selskabet.

- Vi tager afstand fra krigen i Ukraine, men vi opretholder kontrakten med Gazprom Export for at sikre gasforsyningen. Det er en politisk beslutning at lave importforbud med de samfundsmæssige konsekvenser, som det vil medføre, men vi har taget en principiel beslutning om, at vi ikke vil tjene penge på russisk gas, siger Mads Nipper, administrerende direktør i Ørsted, i et skriftligt svar.

- Derfor vil vi på vores generalforsamling foreslå, at vi donerer et eventuelt overskud i 2022 relateret til Gazprom Export-kontrakten til humanitær hjælp i Ukraine, lyder det videre.

Aftalen er indgået i 2006 og vil ved udløb ikke blive forlænget, oplyser selskabet.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Shares❯