10 terrasser der giver dig sommerkuller

Udgivet den 13-05-2017  |  kl. 06:00  |  

ENGANGSBILLEDENår sommeren nærmer sig, begynder lejlighedsejere at sukke efter udeliv i drømmehaven eller som minimum en lille altan, hvor man kan få sig et glas vin i aftensolen. Så sidder du i en halvakavet stilling med hovedet ud af et åbent vindue, når solen er i ekstra godt humør, er det måske på tide at se sig om efter en lejlighed med udgang til sød sommerluft.

Lige nu er der over 1.200 lejligheder til salg på Boligsiden.dk, hvor ordet terrasse optræder i boligbeskrivelsen, og knap 3.600 styks, hvis dit søgeord er altan.

"Hen over de seneste år er der kommet mere fokus på udeliv for folk i lejlighed. Vi ser også altaner i meget af det ældre etagebyggeri, men de er ofte meget små. Fokus er ændret på den måde, at en altan for mange bliver et ekstra rum i sommermånederne. Det kompenserer dermed for færre boligkvadratmeter og højner for mange værdien af lejligheden, ligesom det også kan være et plus, når den skal sælges," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Flere nye altaner
Netop derfor får flere og flere danskere i lejlighed tilføjet en altan på eksisterende byggeri. Birgit Daetz påpeger, at måden man i dag indtænker udelivet dog har ændret karakter over tid, således at der fra begyndelsen er tale om en mere helstøbt løsning.

"Ser vi på nyere byggeri og igangværende projektsalg, er altaner og terrasser i modsætning til tidligere tænkt ind fra starten på en måde, hvor uderummene bliver en mere integreret del af den arkitektoniske helhed. Det er helt naturligt betinget af efterspørgslen efter muligheden for at kunne være ude, selvom man er hjemme."

Vi har udvalgt 10 lejligheder beliggende i hele landet med terrasser, der får os til at tænke på grillaftener, kolde øl og lyse aftener i dejligt selskab. Se dem herunder:

Langelinie Allé 29B, st.
2100 København Ø
65 kvm
Udbudspris: 3.495.000 kr.
Så er der rosé-stemning for alle pengene. Foran lejligheden på Langelinie er der udgang til en privat terrasse direkte ud til havnen. Med et par gode venner og lidt godt på grillen, er de lækre rammer for en hyggelig sommeraften på plads.

Svanehøjvej 21, 2.
9000 Aalborg
226 kvm
Udbudspris: 9.500.000 kr.
Er du på udkig efter Hasseris' største terrasse, så er den her. Du får 90 kvadratmeter på første parket mod vest med udsigt over Hasseris by og Limfjordens forløb med solnedgang over Egholm, Gjøl og Nibe Bredning. Derudover er der to små terrasser med udgang fra værelserne.

Hallandsgade 10A
2300 København S
204 kvm
Udbudspris: 6.795.000 kr.
Få sydlandsk stemning på Amager med en helt unik gårdhave, der kun deles med en enkelt anden lejlighed. Gården, der har overdækket terrasse og opmuret grill, som kan bruges hele året, er prikken over i'et i dette luksushjem.

Egebovej 29A, st. (vist på billede)
2620 Albertslund
172 kvm
Udbudspris: 3.595.000 kr. (vist på billede)
Indflytningsklar lejlighed med 25 kvadratmeter ugeneret terrasse, der skaber feriestemning derhjemme hele sommeren. Der er både plads til spiseplads og bløde møbler, man kan slænge sig i, når man har fået lidt for meget af den gode grillmad.

Gammel Flensborgvej 9, 1.
6200 Aabenraa
124 kvm
Udbudspris: 3.245.000 kr.
Lejligheden er beliggende i første række til Aabenraa Fjord og lystbådehavn, hvilket er lig med en fremragende udsigt fra den store terrasse, der både har vind- og lydafskærmning. Terrassen ligger som en vinkel rundt om bygningen.

Borupgårdcentret 1, 1. 8
3070 Snekkersten
119 kvm
Udbudspris: 3.195.000 kr.
Drømmer du om at flytte ind i noget splinternyt i Nordsjælland med udsigt til vandet, så er der en god mulighed her. Lejligheden har en terrasse på 45 kvadratmeter, og blot 500 meter fra lejligheden ligger Snekkersten Havn.

Mariane Thomsens Gade 3, 6. 3.
8000 Aarhus C
65 kvm
Udbudspris: 2.575.000 kr.
Lejlighed med imponerende beliggenhed mellem Pakhusene og Isbjerget. Fra terrassen, der er trukket ind i bygningskroppen, og derfor gør terrassen dejlig privat, er der kig til en af de brede kanaler, som er kendetegnende for Aarhus Ø.

Dampfærgevej 12, 6. th.
2100 København Ø
90 kvm
Udbudspris: 6.900.000 kr.
Du får 100 kvadratmeter tagterrasse, der strækker sig hele vejen rundt om lejligheden. Fra den ene udgang ved køkkenet, er der et overdækket areal med plads til grill og spisning. I afdelingen mod syd er der plads til lounge.

Kenny Drews Vej 63, 4. tv.
2450 København SV
90 kvm
Udbudspris: 4.750.000 kr.
Her er der plads til de helt store sommerfester for familie og venner. Lejligheden i Københavns Sydhavn har ikke bare en tagterrasse, men en kæmpestor privat en af slagsen, som er det perfekte uderum i årets luneste måneder.

Svanelundsbakken 23, 1. th.
9800 Hjørring
157 kvm
Udbudspris: 3.195.000 kr.
Færdigbygget projektbolig med stor, overdækket privat terrasse og skøn udsigt over et parklignende område. Der er ingen bygning overfor, og derfor er der masser af luft og lys. Der er udgang til den sydvendte terrasse fra stuen.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯